Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pitrè, Giuseppe - Pitri'er - Pitt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forstaaelse af sin Fødeøs Poesi og Befolkning
besad P. en Forskers Evne til at trænge til
Bunds i den Skat af Sagn og Legender,
Folkeviser og Folkemelodier, som Sicilien ejer, og i
en Rk. Skr har han belyst Sicilianernes daglige
Liv og Skikke i Fortid og Nutid. Hans
Hovedværk er Biblioteca delle tradizioni popolari
siciliane (25 Bd, Palermo 1870—1913). I
Curiosità popolari (16 Bd, 1885—96) har P.
behandlet ikke blot Siciliens, men hele Italiens
Folkeminder, og fra 1881 og lige til sin Død
redigerede han sammen med S. Salomone-Marino
Archivio per lo studio delle tradizioni popolari, et
Tidsskrift, der har haft stor Bet. for
folkloristiske Studier. Foruden disse betydelige Arbejder
har P. skrevet adskillige mindre Bøger og Afh.
samt udgivet en Bibliografi i to Bd over
Folklorelitteratur, udkommet i Europa og Amerika:
Bibliografia delle tradizioni popolari. Faa Aar
før sin Død blev han udnævnt til Senator. Han
ligger begravet i Palermo. (Litt.: Marie
Helms, »G. P.« i »Nord. Tidsskrift«, 1918).
E. M-r.
Pitri’er (Skrt pitaras, egl. »Fædre«) var i
Indien Betegnelsen for de afdødes Aander (jfr.
Manes), baade i videre Forstand om alle
afdøde og spc. om den enkelte Families Aner:
Fader, Bedstefader o. s. v. Den ældste ind.
Forestilling, vi møder, er den, at de afdødes Aander
gaar til Himmelen, hvor de samles om Yama
(s. d.) og fører en salig Tilværelse. Man tænkte
sig dem som halvt guddommelige Væsener
(staaende midt imellem Guder og Mennesker), hvis
Glans straalede ned til Jorden gennem
Stjernerne, og som beskyttende vaagede over deres
Efterkommere hernede (jfr Amrita). Man
anraabte dem sammen med Guderne og bragte
dem regelmæssige Dødningeofre (Çraddha, se
Brahmanisme, S. 813); man troede, at de
levede af disse Ofre, og derfor var det af
allerstørste Vigtighed at skaffe sig Afkom, især en
Søn, som kunde sørge for Ofringerne efter
Faderens Død. Af stor Vigtighed var ogsaa
Begravelses(Ligbrændings-)ceremonierne; før disse var
punktlig udførte, kunde de døde ikke forlade
Jorden, og Efterkommerne intet godt vente sig
af dem. Da Dogmet om Sjælevandringen,
Sansara (s. d.) havde faaet fast Form, maatte
Forestillingerne modificeres en Del. Mange af
de afdøde maatte nu sone deres Gerninger i
Helvede ell. som Preta’er (s. d.), en Slags
Spøgelser, føre en omflakkende Tilværelse. Men
de gl. Ceremonier og Dødsofre, spc. til
Familiens egne afdøde, faldt dog ingen Sinde bort.
Efter Ligbrændingen antages den afdødes Sjæl
endnu i 10 Dage at opholde sig paa Stedet, og
rigelig Føde for den i dette Tidsrum maa
henlægges paa Jorden. (Litt.: W. Caland,
»Altind. Ahnenkult« [Leyden 1893]; samme, »Die
altind. Todten- u. Bestattungsgebräuche«
[»Verhand. d. K. Akad. Afd. Letterkunde«, I, Nr. 6,
1896]).
D. A.
Pitt [pit], 1) William, den Ældre, senere
Lord Chatham, enig. Statsmand, f. 15. Novbr
1708, d. 11. Maj 1778. Han var Sønnesøn af
Thomas P. (1659—1726), der havde tjent en
stor Formue som Guvernør i Madras, bl. a. ved
at sælge den navnkundige Diamant »Regenten«
til Hertugen af Orléans. Efter at være uddannet
i Eton Skole og ved Oxfords Univ. blev han
1731 Fændrik i
Hæren og
valgtes 1735 i
Slægtens Valgflække,
det forfaldne
Old Sarum, til
Underhuset.
Han sluttede sig
straks til R.
Walpole’s
Modstandere og blev
for sine
voldsomme Angreb
afskediget af
Tjenesten 1736,
men n. A.
Kammerherre hos
Prinsen af
Wales, der
billigede hans
Optræden, indtil 1744. Ogsaa efter Walpole’s
Fald hørte han til Oppositionen og gjorde
stærke Udfald mod Kongens hannoveranske
Politik, der lod det britiske Rige synke ned
til »en Provins af et usselt Kurfyrstendømme«.
Georg II blev meget opbragt herover og vilde
ikke indrømme ham en Plads i H. Pelham’s
Ministerium 1744; derimod efterlod Hertuginden
af Marlborough ham s. A. 10000 £ i
Anerkendelse af hans rige Evner (1765 efterlod en
Rigmand ham et helt Gods). Først 1746 tvang
Pelham hans Udnævnelse igennem som paymaster
for Hæren, og P. viste i dette Embede en
overordentlig Dygtighed og en dengang ukendt
Uegennyttighed, medens han nødtes til at
forsvare en Politik, som han hidtil havde dadlet.
1754 styrkede han sin Stilling ved at ægte
Hester Grenville (1721—1803), Søster til Jarl
Temple og George Grenville. N. A. fjernedes han
fra Regeringen og førte nu igen en heftig
Opposition. Folkets store Yndest tvang ham dog
frem som Statssekretær Decbr 1756 og efter en
kort Fjernelse paa ny Juni 1757, og han var nu
Sjælen i Regeringen under Hertugen af
Newcastle’s formelle Forsæde, idet han enevældig i
4 Aar styrede baade Krigen og
Udenrigsforholdene. Han udfoldede ikke alene selv en
vidunderlig Kraft og Virksomhed, men indgød hele
Folket en lgn. Iver og vakte Mod og Tapperhed
hos Hærens og Flaadens Førere. Kampen i
Tyskland (Syvaarskrigen) kom i en helt anden
Gænge under Ferdinand af Braunschweig, og
rigelige Subsidier ydedes Englands
Forbundsfælle Frederik II; Frankrigs Flaader ødelagdes,
dets Herredømme i Indien omstyrtedes, Kanada
indtoges, og England vandt en Storhed som
aldrig før.
Hvad der gav P. hans Styrke, var, at han i
Sandhed var Underhusets Fører (the great
Commoner) og desuden et ægte Udtryk for
Folkets Følelser og Tankesæt. Uagtet sine store
Fortjenester blev han fortrængt Oktbr 1761 af
den ny Konges Yndling, Jarl Bute, der vilde
Fred snarest muligt, medens P. først vilde have
 |
| W. Pitt. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
