Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pitt - Pitta - Pittakos - Pitthem - Pittheus - Pitti - Pitticit - Pittinerts - Pittinit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
uomtvistet Myndighed som næppe nogen
Statsmand før ell. senere. Derved blev han, skønt
han i fl, Spørgsmaal maatte føje sig efter
Kongens Vilje, den egl. Grundlægger af
Parlamentets Overvægt, idet han baade fik kvalt
Hofindflydelsen og udryddet, det fordærvelige
Bestikkelsessystem bl. Underhusets Medlemmer.
Særlig styrede han Finanserne med stor
Dygtighed, fik tilvejebragt Orden og Redelighed i
deres Forvaltning og Smugleriet væsentlig
indskrænket, bl. a. ved at nedsætte Toldafgifterne.
Ogsaa indførte han den Skik at optage Statslaan
efter Tilbud til laveste Pris. Som Tilhænger af
Handelsfrihed vilde han stille Irland lige med
Storbritannien i det indbyrdes Samkvem, men
kunde ikke sætte sin Vilje igennem; derimod
sluttede han 1786 en frisindet Handelspagt med
Frankrig. 1784 gennemførte han den Ordning
med Indiens Styrelse, som holdt sig indtil 1858.
Han støttede Wilberforce’s Forslag imod
Slavehandelen og fremsatte 1785 Planen til en
Valgreform, hvorved man efterhaanden skulde
indkøbe og derefter afskaffe de smaa Valgflækker
og derimod forøge Grevskabernes og de store
Byers Stemmetal; han optog saaledes Faderens
Tanke, men var ikke heldigere end denne og
lod siden Planen falde. Da Revolutionen i
Frankrig begyndte, regnede han den for et indre
Anliggende og ventede deraf de bedste Frugter;
han vilde derfor heller ikke 1793 føre Krig imod
den, men langt hellere aabne en Kamp mod
Rusland for Polens Skyld, ligesom 1791 for at
værge Tyrkiet. Dog Uviljen over Revolutionens
Udskejelser og den stærke Stemning i det eng.
Folk rev ham med sig, og han førte nu Kampen
med største Haardnakkethed, om end ikke med
samme Dygtighed som Faderen i sin Tid, som
en Kamp for Englands Storhed og Herredømme
paa Havet. Han udvidede derved dets
Kolonialmagt og vedligeholdt uagtet gentagne Uheld sin
store Folkeyndest, medens man i Frankrig
gjorde ham ansvarlig for alle »Forbrydelser« imod
Revolutionen. Dette bragte ham ind paa en
konservativ Politik, og den opr. Frihedsmand blev
saaledes Grundlægger af Toriernes Overmagt,
der holdt sig længe efter hans Død. 1800
gennemførte han Unionen mellem Irland og
Storbritannien, men kunde over for Kongens
haardnakkede Modstand ikke udvirke Katolikkernes
Ligestilling, som var Unionens naturlige
Forudsætning, og som ligefrem var lovet Irlænderne.
Derfor blev Unionen ingenlunde, hvad den burde
og kunde være blevet, et inderligt Baand mellem
de to Lande, men føltes i Irland nærmest som
et trykkende Aag, der tilmed var paalagt ved
Svig og Rænker.
Da P. ikke kunde sætte sin Vilje igennem i
denne Sag, og Folkestemningen desuden var for
at slutte Fred, trak han sig tilbage i Marts 1801.
Men da Faren for en fr. Landgang truede,
udfoldede han — der 1792 havde faaet Æresposten
som »Vogter for de fem Havne« — den største
Virksomhed for Kystens Forsvar, og da der alm.
blev Stemning for, at han skulde kaldes tilbage
til Magten, vilde han Maj 1804 have dannet et
nationalt Blandingsministerium for at samle alle
Folkets Kræfter til Kampen, men maatte opgive
det, da Kongen vægrede sig ved at tage Ch. Fox
ind i Regeringen. P. fik nu sluttet et nyt
Forbund imod Frankrig og fremmede Rustningerne
med største Iver; Sejren ved Trafalgar
styrkede hans Haab, og han hyldedes kort efter af
Londons Borgere som Europas Redningsmand;
men Slaget ved Austerlitz gav hans svækkede
Helbred det sidste Stød, og han levede kun
nogle Uger derefter.
P. var ligesom sin Fader en ypperlig Taler,
men ikke lidenskabelig som han, og særlig
udmærket i Ordskiftet; hans Ro og Værdighed
forlod ham aldrig. Han var stolt og magtlysten,
men altid ivrig for Englands Velfærd og
Storhed. Medens han omhyggelig vaagede over
Statens Pengesager, var han ødsel og ligegyldig
med sine egne. En Aarsindtægt af 10000 £ slog
ikke til for ham, skønt han var ugift og hverken
brød sig om Kvinder ell. om Spil og Sport.
Derimod havde han Hang til stærke Drikke, opr.
ledet ind derpaa ved en Læges Raad. Ligesom
han forsmaaede Æresposter og Ordener, afviste
han gentagne Tilbud fra Londons Købmænd om
en Gave paa 100000 £. 1801 maatte hans Venner
skyde 10000 £ sammen for at frigøre ham for
hans mest trykkende Gæld. Dog efterlod han sig
en Gæld, fire Gange saa stor, som Staten
dækkede. Han jordfæstedes i Westminster Abbedi,
og fl. Mindesmærker rejstes over ham. W. P.’s
Korrespondance udgaves 1844 i 4 Bd. (Litt.:
Gifford, Hist. of the political life of W. P.
[3 Bd, London 1809]; Clarkson, Memorials of
W. P. [2 Bd, London 1813]; Tomlins, Life of
W. P. [3 Bd, London 1832]; Macaulay i
(Encyclopedia Britanica [1859]; Lord
Stanhope, W. P. [3 Bd, London 1879]; senere
Skildringer af Jarl Rosebery [1891], Lord
Ashbourne [1898] og C. Whibley [1906]).
E. E.
Pitta, se Pragtdrosler.
Pittakos, Lovgiver i Mytilene paa Lesbos,
synes at have virket i Beg. af 6. Aarh. f. Kr.
Efter at de politiske Partistridigheder i længere
Tid havde faset i Byen, valgtes han til
Voldgiftsmand, og der overdroges ham udindskrænket
Regeringsmyndighed, for at han kunde give
Byen Love. Han beholdt Magten i 10 Aar og
gav Byen Love efter Bestemmelsen. Han
regnedes senere for en af Grækenlands 7 vise.
H. H. R.
Pitthem [’petəm], By i den belg. Prov.
Vestflandern paa en Høj, 23 km S. f. Brügge, driver
Industri (Garveri, Farveri, Lærredsvæveri) og
har (1920) 4576 Indb.
G. G.
Pittheus [-tæ^us], Søn af Pelops, Konge i
Troizen og berømt for Visdom. Hans Datter
Aithra blev ved Aigeus (ell. Poseidon) Moder
til Theseus, for hvem P. blev Opdrager.
H. A. K.
Pitti, en af Firenzes rigeste og mest ansete
Slægter i Middelalderen. Bl. dens Medlemmer
fremhæves: 1) Buonacorso P. (død c.
1400), kendt som Bankier og Memoireforfatter,
2) Luca P. (død c. 1265), der opførte Palazzo
P. (se Firenze), 3) Jacopo P., Forf. af et
Skrift om Firenzes Historie i Tiden 1492—1529,
hans egen Samtid.
H. J-n.
Pitticit, se Arsenjernsinter.
Pittinerts, d. s. s. Pittinit, se Gummit.
Pittinit, se Gummit.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
