Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Polarlyset
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de to Billeder ses saa P. i en noget forsk.
Stilling i Forhold til et ell. andet
Stjernebillede; ved Udmaaling af denne Forskel — efter
Valget af et bestemt Kendemærke, ofte i P.’s
Underkant, der er det skarpest tegnede Parti
— bestemmes saa Parallaksen, der tillader en
Beregning af P.’s Sted i Rummet, d. v. s. geogr.
Længde og Bredde samt Højde over Jordens
Overflade). Disse Højdebestemmelser, der
skyldes Størmer i Norge og hans Medarbejdere,
har — i det mindste foreløbig — givet som
Resultat, at P. i Alm. synes at opstaa i Højder
paa c. 90—150 km; særlig hyppige er de omkr.
100 km, idet der dog findes to stærkt udtalte
Maksima, ved c. 100 km og c. 106 km. Højder,
der, som nævnt, refererer sig til P.’s Underkant.
Imidlertid er der ogsaa maalt væsentlig andre
Højder; f. Eks. blev der under et meget
kraftigt P. i Norge 22. Marts 1920 fundet Højder
(for P.-Straaler) paa 6—800 km og andre paa
82—85 km, altsaa baade meget forsk. indbyrdes
og fra det »almindelige«. Medens disse
Resultater ikke lader sig betvivle, staar der dog
heroverfor et ikke ubetydeligt Antal visuelle
Iagttagelser af P. i tilsyneladende meget lave
Højder, — under Skyerne, mellem Iagttageren og
et Bjerg o. s. fr. —, stammende fra
Observatorer, hvis »Objektivitet« er hævet over
enhver Tvivl, hvorom det maa siges, at det endnu
staar hen, hvor man skal søge Forklaringen,
om man skal tænke paa optisk Bedrag,
Spejling e. a. l.; at P. virkelig lejlighedsvis skulde
optræde i saa lave Højder, lader sig i alle
Tilfælde kun vanskelig forklare ud fra de
Forestillinger, man nu gør sig om P.’s Natur (se ndf.).
Halley opdagede 1716, at nogle stærke P.
var ledsagede af magnetiske Perturbationer ell.
»Storme« (pludselige, relativt store
Forandringer i Jordmagnetismens Retning og Størrelse);
senere systematiske Undersøgelser har
bekræftet, at der er en Sammenhæng mellem de to
Fænomener, selv om den har vist sig at være
meget kompliceret. Det synes saaledes, at P.,
naar de optræder under lavere Bredder, som
Regel er ledsaget af magnetiske Forstyrrelser;
disse er dog, som altid under lavere Bredder,
ikke store; hos os, for Deklinationens Vedk.
f. Eks. indtil c. 1°; men efterhaanden som
P. bliver hyppigere under højere Bredder,
bliver denne Regelmæssighed mindre udtalt, for
helt at tabe sig i Maksimalzonen, hvor de to
Fænomener i det store og hele synes at
indtræffe ganske uden indbyrdes Forbindelse, men
begge med meget større Intensitet; der er
saaledes iagttaget Forstyrrelser i Deklinationen
paa indtil 20°. At der dog maa bestaa en nær
Forbindelse mellem de to Fænomener, fremgaar
næsten tydeligst direkte af P.’s Udseende, idet
P.-Straalerne altid er rettede mod den
magnetiske Pol paa Himlen, d. v. s. følger de
magnetiske Kraftlinier. Dette mærkelige Forhold
vil man nu vel nærmest være tilbøjelig til at
opfatte saaledes, at saavel P. som de
magnetiske Forstyrrelser er Virkningerne af
samme, fælles Aarsag (se ndf.), der dog ikke altid
fremkalder de to Fænomener til samme Tid ell.
Styrkegrad.
Af det Observationsmateriale, der foreligger,
er der naturligvis forsøgt at udlede Perioder
i P.’s Forekomst; og selv om P.-Statistikken
altid maa være behæftet med en vis Usikkerhed,
fordi P. overhovedet kun kan ses i Mørke og
med nogenlunde klar Himmel, er der dog
paavist flere Perioder med en betydelig Sikkerhed.
Der findes f. Eks. gennemgaaende overalt et
udpræget Maksimum i P.’s Hyppighed om
Aftenen, nogle Timer før Midnat: endvidere
findes en aarlig Periode med 2 Maksima (i
Nærheden af de to Jævndøgn) og 2 Minima (i
Nærheden af de to Solhverv), en
Periodicitet, som dog forandres med
Breddegraden saaledes, at de to Maksima under højere
Breddegrader nærmer sig mere og mere til
Vintersolhvervet for i Maksimalzonen at
falde sammen der, saa der i Aarets Løb der kun
er eet Maksimum og eet Minimum. Ogsaa ved
Sammenligning med Solpletternes Hyppighed
finder man forsk. Forhold under lave og høje
Bredder; som for de magnetiske
Perturbationers Vedk. hersker der en udpræget
Parallellitet under de lave Bredder, medens dette slet
ikke er Tilfældet i Polaregnene. Man kommer
saaledes ikke uden om, at der paa et eller
andet Punkt maa være en væsentlig Forskel i
de Omstændigheder, der betinger P.’s
Tilsynekomst under høje og under lave Bredder, selv
om deres fysiske Natur og opr. Foranledning
utvivlsomt er den samme.
P. har altid sat Fantasien i den livligste
Bevægelse under Bestræbelserne for at finde en
»naturlig« Forklaring paa deres Opstaaen, saa
der efterhaanden er blevet konstrueret et stort
Antal P.-Teorier —, der atter maatte opgives;
af disse ældre Forestillinger skal blot nævnes
enkelte Trin i Udviklingen. Canton gjorde
1753 opmærksom paa den store Lighed mellem
Udseendet af P. og den elektriske Udladning
gennem fortyndet Luft; efter at der fra forsk.
Sider var gjort mere ell. mindre mærkelige
Forsøg paa at finde en Elektricitetskilde, der
kunde være Aarsag til saadanne Udladninger
gennem Atmosfæren, fremsatte Adam
Poulsen (1893) den Teori, at P. skyldes
Katodestraaler, udgaaende fra de højeste Luftlag; han
støttede det dels paa Ligheder mellem P.’s
Spektrum og Spektret ved Katoden i et
Geissler-Rør med Kvælstof i, en Lighed, som senere
nøjagtigere Forsøg har bekræftet, og dels paa
magnetiske Virkninger, han flere Gange havde
konstateret at udgaa fra Nordlysdraperier,
hvilke Virkninger svarede til, at Draperierne
var gennemstrømmede af negativ Elektricitet i
Retningen nedad mod Jorden; endvidere
gjorde Poulsen Rede for, hvorledes
Katodestraalepartikler (Elektroner), hvis Retning næsten
falder sammen med de magnetiske Kraftlinier,
idet de, som paavist af J. J. Thomson, snor sig
om disse i meget langstrakte Baner, meget vel
kan tænkes at give Anledning til P.-Straalerne,
der jo netop følger de magnetiske Kraftlinier.
Endelig fuldstændiggjorde Birkeland
Teorien ved at antage, at P. direkte fremkaldes
af Katodestraaler, der er udsendte fra Solen
og, naar de paa deres Vej passerer i Nærheden
af Jorden, »indfanges« af dennes magnetiske
Kraftlinier og tvinges til at følge disse for, naar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
