Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Polen (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
anvendtes for første Gang 1652 af Landraaden
Sizinski. I stor Udstrækning sluttede Szlachtaen sig
til Landets Fjender og hyldede disse. Angrebet
af Fjenderne og forladt af sine Undersaatter
flygtede Jan Kazimierz 1655 til Schlesien.
Imidlertid indtraf der en Vending i Krisen. Den
fjendtlige Invasion vakte til sidst en national
religiøs Modbevægelse til Live, dennes første
Udslag var det heltemodige Forsvar, som
Klosteret i Częstochowa under Ledelse af Prioren
Kordecki, der derved blev P.’s Nationalhelt,
præsterede over for Karl X. Bevægelsen spredte
sig hurtigt; til Frihedens og Religionens Forsvar
dannedes en Konføderation i Tyszowce, og Jan
Kazimierz vendte tilbage fra Landflygtigheden.
Ganske vist blev han, da han søgte at samle
Rigets Kræfter mod Svenskerne, slaaet i
Tredagesslaget ved Warszawa 1656, men snart
derpaa lykkedes det ham ved Forhandlinger at
tilvejebringe en Bedring i de politiske
Konjunkturer. Den østerr. Kejser sluttede Forbund med
Polen; Underhandlinger aabnedes med Rusland;
for Tsar Alexej stilledes i Udsigt Muligheden af
at arve den polske Krone, og han udlovede som
Godtgørelse Hjælp mod Sverige.
Underhandlingerne skaffede Polen Ro fra den Kant og førte
til en Diversion af russ. Tropper mod
Svenskerne. Som Forbundsfælle mod Sverige vandt
Jan Kazimierz ogsaa Danmark. Dette Lands
Krigserklæring tvang Karl Gustaf til at trække
sin Hovedmagt bort fra P.; samtidig
formaaedes Kurfyrsten af Brandenburg, ganske vist kun
mod Løsning af Lensbaandet, til at gøre fælles
Sag med Polen mod Sverige. Efter Karl X’s
Død afsluttedes ogsaa Krigen med Sverige paa
taalelige Vilkaar: Polen anerkendte ved
Freden i Oliwa 1660 Sveriges Besiddelse af
Livland, og Jan Kazimierz afstod fra
Kravet paa den svenske Krone. Med udelte
Kræfter kunde Polen nu vende sig mod Øst, hvor
Krigen med Rusland paa ny blussede op.
Kosakkerne havde atter sluttet sig til P., hvilket
havde foranlediget Rusland til at erklære Krig.
Polakkerne opnaaede gode Resultater, men maatte
ikke desto mindre til sidst 1667 indgaa paa
den ret haarde Vaabenstilstand i Andrusovo.
Ved denne tilbagegav Russerne ganske vist
en Del Landomraader, men beholdt
Ukraine Ø. f. Dnjepr, Smolensk, Tjernigov og
Kiev, den sidste By dog kun paa to Aar. P.’s
Mangel paa Evne til i sin Fred med Rusland at
hævde sine Interesser beroede delvis paa, at
Forholdene i det indre atter begyndte at blive
kaotiske. Jan Kazimierz gjorde sig, paa
Tilskyndelse af sin intrigante Dronning, til
Redskab for franske, af Ludvig XIV pekuniært
understøttede Planer om at faa en fr. Prins,
Hertugen af Enghien, valgt til polsk Tronfølger.
Trods omfattende Korruption kunde Planen ikke
gennemføres; store Dele af Szlachtaen forenede
sig under Ledelse af Stormarskalken
Lubomirski til Forsvar for Adelens af disse Intriger
truede fri Valgret og mod det fr. Parti, der havde
sit Centrum bl. Magnaterne. 1665 udbrød en
aaben Adelsopstand, og efter at Adelsmændene
med Tropper, hvervede i Schlesien, fuldstændig
havde besejret Jan Kazimierz, maatte Kongen
opgive sin Plan. Efter denne Kapitulation fandt
han med god Grund sin stærkt kompromitterede
Stilling uholdbar; han abdicerede 1668, i
Afskedsøjeblikket udtalende sin Forudsigelse om
Polens uundgaaelige Undergang.
Ved det nu følgende Kongevalg lykkedes det
Szlachtaen at faa Bugt med de intensivt drevne
fr. Intriger. Under den nationale Stemning, som
disse Intriger pludselig havde vakt, valgtes til
Konge en indfødt Mand, Michał Wiśnowiecki,
tilhørende en litauisk Adelsslægt, nedstammende
fra Jagiello’s Broder og Søn af en Vojvod, der
med Udmærkelse havde deltaget i
Kosakkrigene. Denne yderst ubetydelige Mand fik lige fra
Beg. en meget vanskelig Stilling. Det fr.
Magnatparti stillede sig fra det første Øjeblik i
Opposition til ham, og da han over for Magnaterne
støttede sig til Østerrig, der ogsaa begyndte at
intrigere i Landet, og giftede sig med Leopold
I’s Søster, gav Stormændene sig til maalbevidst
at arbejde paa hans Afsættelse. Udadtil blev
Faren for Tyrkerne mere og mere truende. Som
Følge af Hetmanen Doroszensko’s Intriger var
det allerede i Jan Kazimierz’s sidste
Regeringsaar kommet til Krig mellem P. og Tyrkiet, men
Kronhetmanen Jan Sobieski havde den Gang med
Held budt Tyrkerne Spidsen. Nu trængte
Sultanen derimod sejrrigt frem mod Lemberg, og
Kongen maatte købe sig Fred paa yderst
ydmygende Vilkaar, der bl. a. indeholdt Betaling af
en aarlig Tribut til Sultanen. At formaa
Rigsdagen til kraftige Forholdsregler mod
Tyrkerfaren havde hidtil vist sig umuligt — fl.
Rigsdage efter hverandre var blevne sprængte ved
liberum veto. Men nu tog Hetman Sobieski
Ledelsen, formaaede Rigsdagen til at vægre sig
ved at bekræfte Freden og til i Stedet at træffe
ekstraordinære milit. og finansielle
Foranstaltninger. Da Sobieski senere atter skred til
Angreb mod Tyrkerne, vandt han en glimrende
Sejr ved Chocim 1673, som bl. a. gav hele den
tyrkiske Lejr i hans Hænder. Da Kong Michał
netop samtidig, Dagen før Chocim-Sejren, døde,
blev Sobieski, efter en kortere Kraftprøve med
det fr. og østerr. Parti, valgt til P. Konge (Jan
III, 1674—96). Kampen mod Tyrkerne førte han
i Beg. af sin Regering med stort Held. Det
fortsatte Felttog førte til en for P. fordelagtig Fred
1676. I den Hensigt for Fremtiden at gardere
sig mod Tyrkerfaren nærmede han sig Østerrig,
derved brydende med de fr. Forbindelser, som
han, der hidtil nærmest havde tilhørt det fr.
Parti, havde vedligeholdt, og sluttede, da
Tyrkerne 1683 vendte sig mod Østerrig,
Forbundstraktat med Kejseren. S. A. rykkede han det af
Tyrkerne truede Wien til Undsætning og drev
Tyrkerne paa Flugt, en Sejr, der skaffede ham
Navnet Kristenhedens Redningsmand. Hans
efterfølgende Felttog mod Tyrkerne (1686 og 1691)
var derimod lidet heldige. Hans Forsøg paa at
formaa ogsaa Rusland til at tage Del i Kampene
med Tyrkiet var ret resultatløse, og det skønt
han for at naa sit Maal lod sig formaa til at
bekræfte Andrusovo-Vaabenstilstanden med dens
for P. haarde Vilkaar (Kiev afstodes nu
definitivt). Trods den Anseelse, som Sobieski’s Sejre i
Beg. af hans Regering havde skaffet ham, stod
han lige saa magtesløs mod den indre Opløsning
som sine Forgængere. Det fr. og østerr. Parti
bekæmpede hensynsløst hinanden. Den ene
Rigsdag efter den anden sprængtes, i Litauen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
