Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Portugal (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Africano, som foruden at være et historisk Digt
tillige er en Allegori. (Litt.: Th. Braga, Os
Quinhentistas [Porto 1871]; C. M. de
Vasconcellos, Poesias de Sâ de Miranda [Halle
1886]; W. Storck, »Luis de Camoens Leben«
[Paderborn 1891]; Braga, Historia de Camões
[3 Bd, Porto 1873] og Camões e o Sentimento
National [smst. 1891]; Oliveira Martins,
Camões, os Lusiadas e a Renascença [Porto
1891]).
Prosaen i dette Tidsrum omfatter
væsentlig Ridder- og Hyrderomaner. Den mest
bekendte Ridderroman er Palmeirim de
Inglaterra af Francisco de Moraes (1567). João de
Barros gør det første Forsøg paa en historisk
Roman i Cronica do Emperador Clarimundo.
En allegorisk Hyrderoman. Lusitania
transformada, skyldes Fernam Alvares do Oriente. —
Interessen for Historieskrivning er stadig
levende. João de Barros skrev sine Decadas,
senere fortsatte af Diogo do Couto og Antonio
Bocarro. Affonso de Albuquerque fortalte om
sin Faders Heltebedrifter i sine Commentarios.
Fernam Mendes Pinto udgav en interessant
Rejsebeskrivelse om de asiatiske Lande,
Peregrinacoes. Det første Forsøg paa en
Fædrelandshistorie leverede Frei Bernardo de Brito i
Monarchia Lusitana, der dog kun behandler den
mytiske Tid.
IV. Efter Camões. Dekadencen.
(1580—1700). Efter Klassicismen i 16. Aarh. med
dens overlæssede Stil følger en Reaktion. Man
fjerner sig nu saa meget som muligt fra de
klassiske Forbilleder og vender sig til
Nabolandet for der at finde ny Impulser. I denne
Periodes Litteratur er der to
Hovedstrømninger, som gør sig gældende: den ene søger at
bevare de gl. Traditioner fra Miranda’s og
Camões’ Tid, den anden tager den sp. Litteratur
med dens svulstige og kunstlede Sprog til
Mønster.
Kun i Lyrikken, og Historieskrivningen ydedes
noget betydeligt. De mest bekendte Lyrikere fra
dette Tidsrum er D. Francisco Manoel de Mello
(1611—66) og Fr. Rodrigues Lobo (død c. 1625).
Mello, der tillige var en fremragende
Historiker, udgav sine lyriske Digte under
Fællestitelen Musas de Melodino. Lobo’s Digte findes
spredte rundt om i hans tre allegoriske
Hyrderomaner Primavera, Pastor peregrino og O
desenganado. — To Historieskrivere fra 17.
Aarh., hvis Navne endnu har en god Klang, er
Frei Luiz de Sousa og Jacintho Freire de
Andrade (død 1657). Sousa’s tre Hovedværker er:
Dominikanerordenens Krønike, Vida do Frei
Bartholomeu dos Martyres og de ufuldendte
Annaes de Dom João III. Ogsaa de Andrade’s
Vida de João de Castro maa nævnes som et
Mesterværk af historisk Stil. — Som en Type
paa sin Tid fortjener Manoel de Faria e Sousa
at nævnes lige saa meget for sin Alsidighed som
for sin Svulst og Unatur.
Et Bevis paa, hvorledes Smagen udartede,
har vi i Dannelsen af de talrige litterære
Akademier, der kun beskæftigede sig med poetiske
Snurrepiberier og ikke fik nogen som helst
Betydning for Stilens Udvikling. De mest bekendte
er Academia dos Generosos og Academia dos
Singulares. Ejendommelige Prøver paa Tidens
Modedigtning gives i Samlingen A Fenix
renascida (5 Bd, 1721—28; 2. Udg. 1746). Mest
bekendte bl. Digterne, vi møder her, er Antonio
Barbosa Bacellar ved sine Saudades (erotiske
Skildringer med en elegisk Grundtone), D.
Thomas de Noronha ved sine komiske Sonnetter
og Jacintho Freire de Andrade, der i sine Digte
satiriserer over den herskende Retning i
Litteraturen. Et Udvalg af Digte fra denne Tid gav
John Adamsøn i sin Lusitania illustrada
(Newcastle 1842).
V. Akademikerne og Arkadierne
(1700—1825). I 18. Aarh. begynder en stærk
Paavirkning fra fransk Litteratur og
Aandsliv at gøre sig gældende. Man indførte fr. Moder
og oversatte og efterlignede Mesterværkerne fra
Ludvig XIV’s Tidsalder. Francisco Xavier de
Menezes, Greven af Ericeira, udgav en
versificeret Oversættelse af Boileau’s Art poétique og
søgte at anvende dennes Principper i sit
Heltedigt Henriqueida (1741) til Ære for Henrik af
Burgund. Sammen med en Kreds af Ligesindede
dannede han Academia Portugueza, som
gennem Oversættelser og Efterligninger af fr.
Litteratur skulde søge at forbedre den litterære
Smag.
Trods Akademikernes Bestræbelser lykkedes
det dog ikke helt at udrydde den svulstige og
manierte Stil af Litteraturen, og omkr. Midten
af 18. Aarh. opstod derfor et nyt litterært
Selskab, Arcadia Ulyssiponense, som bidrog i ikke
ringe Grad til at rense Sproget og hæve
Litteraturen. Til denne Kreds hører Correa Garção
(1724—72), »den portugisiske Horats«, navnlig
bekendt ved sine Oder og Epistler; Antonio Diniz
da Cruz e Silva (1731—99), Forfatteren til det
berømte komiske Heltedigt O Hyssope;
endvidere Domingos dos Reis Quita (1728—70), som
skrev Idyller, der hører til de bedste i
Litteraturen, og en Tragedie paa Vers, Inez de Castro,
senere efterlignet af Joao Baptista Gomes i
Nova Castro. Ogsaa en anden Arkadier, Manoel
de Figueiredo (1725—1801), skrev for Scenen —
vi har i alt 41 Stkr fra hans Haand — men
hans Indflydelse var ringe.
Bl. Digtere, der staar uden for Arkadiernes
Kreds, maa nævnes Padre Francisco Manoel do
Nascimento (ell. Filinto Elysio) (1734—1819) og
Manoel Maria Barbosa du Bocage (ell. Elmano)
(1765—1805), en af Stifterne af Nova Arcadia.
Til Nascimento’s Skole, de saakaldte
»Filintister«, hører Nicolau Tolentino d’Almeida
(1741—1811), 18. Aarh.’s største Satiriker. Nær til
Bocage slutter sig den en Tid meget omtalte
Digter Padre José Agostinho de Macedo
(1761—1831), mest bekendt ved sit Heltedigt O Oriente
(1814), hvormed han vilde stille selve Camões i
Skygge.
Til disse Forfattere maa endnu føjes Ridderen
Francisco Xavier de Oliveira, hvis Cartas
familiares, historicas, politicas e criticas og
Discursos serios e jocosos har stor kulturhistorisk Bet.
(Litt,: Camillo Castello Branco,
Curso de litteratura [2 Bd] i Indledningerne til
Memorias do Bispo do Grão-Pará [Porto 1868];
samme, Ratos da Inquisição [Porto 1883]; Th.
Braga i Revista de Portugal [1 Bd, 574 ff.]),
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
