Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Protektionismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sig tilvejebringe uden gennem højere
Toldafgifter, blev Toldloven af 15. Juli 1879 Resultatet.
Dennes Satser var dog gennemgaaende
moderate, særlig for Landbrugsprodukter, og viste sig
derfor utilstrækkelige til at holde Kornpriserne
oppe, hvorfor de ogsaa gentagne Gange
forhøjedes. For Hvede og Rug var Tolden 1879
kun 1 Mark pr 100 kg, men sattes 1885 op til 3
Mark og 1887 endogsaa til 5 Mark. Denne svære
Korntold vakte imidlertid ikke ringe Uvilje. I
Landet selv var det særlig Arbejderne, der var
misfornøjede, hvilket var en medvirkende
Grund til den i 1880’erne gennemførte sociale
Lovgivning, og i Udlandet skabtes der
efterhaanden en mod Tyskland ugunstig Stemning,
ikke mindst i de to for dets Industri vigtige
Lande Rusland og Amerika. Dertil kom, at det
Traktatsystem, som Frankrig havde skabt i
1860’erne, og som Tyskland i Kraft af
Mestbegunstigelsesret ogsaa nød godt af, nu
stundede mod Opløsning. Frankrig ønskede frie
Hænder for at gaa over til en autonom
Toldpolitik og opsagde Traktaterne, og dermed vilde
efterhaanden alle den tyske Industris vigtigste
Markeder faa Frihed til at besvare den tyske
P. med samme Mønt. At bevare
Eksportmarkederne for den tyske Industri var imidlertid
for Riget en Livsinteresse, og det maatte derfor
blive Opgaven at søge tilvejebragt en økonomisk
Vaabenstilstand. Men til Opnaaelse deraf maatte
nødvendigvis til en vis Grad Landbrugets
Interesser ofres, hvilket jo i Virkeligheden hetød
en Bortvigen fra den solidariske P. Det blev
Bismarck’s Efterfølger som Rigskansler,
Caprivi, der nødedes til at slaa ind paa den ny Kurs.
Og i Overensstemmelse hermed afsluttedes da i
Beg. af 1890’erne en Rk. Handelstraktater paa
10 Aar med alle vigtigere Lande, hvorved
skabtes det saakaldte mellemeuropæiske
Traktatsystem, der fastlagde det toldpolitiske Grundlag
for den mellemstatlige Handel for den
kommende Tid; ogsaa med Rusland lykkedes det
1894 at faa en Traktat i Stand, hvilket var af
stor Bet. for den tyske Industri, hvis fortsatte
Vækst stadig krævede øgede Markeder. Hele
Systemet var tilrettelagt med Industriens Tarv
for Øje, og denne forstod ogsaa at udnytte det
Pusterum, som var opnaaet; den havde nu
sikrede Arbejdsvilkaar for hele Traktatperioden.
Henimod Slutn. af Aarhundredet var det
imidlertid aabenbart, at Knuden atter strammedes.
De handelspolitiske Modsætninger skærpedes,
og navnlig mellem Tyskland og England
udviklede der sig fra 1898 en Misstemning, der bl. a.
næredes gennem et yderst spændt Forhold,
hvori Tyskland var kommet til Kanada.
Kampen om de koloniale Markeder rykkede mere
og mere i Forgrunden, og navnlig Tyskland
udfoldede et energisk og paagaaende Arbejde for
at skaffe Afløb for sin stedse voksende
Industriproduktion. Imidlertid forberedte de i det
mellemeuropæiske Traktatsystem interesserede
Lande sig til Fornyelsen af de 1903 udløbende
Traktater ved Opstillingen af stærkt
protektionistiske Tariffer for i disse at have et Grundlag for
de kommende Forhandlinger. Dette gjaldt ogsaa
Tyskland, hvis Toldtarif af Decbr 1902 indeholdt
meget væsentlige Forhøjelser saavel for
Industri- som for Landbrugsprodukter. Denne
gensidige Rusten maatte naturligvis i høj Grad
vanskeliggøre Forhandlingerne, og det lykkedes
da ogsaa først efter store Besværligheder at
naa et Resultat 1905, hvorefter Traktatsystemet,
der fortsat hvilede paa
Mestbegunstigelsesprincippet, forlængedes med et Par Undtagelser
indtil Udgangen af 1917. Det endelige Resultat var
for Tyskland en gennemgaaende Forhøjelse af
den hidtidige Beskyttelse, ikke mindst for
Landbruget, og det erkendtes da ogsaa
almindeligt, at Industriens Kaar var blevet
vanskeliggjort, og at man maatte være forberedt paa, at
Udviklingen af Karteller og Syndikater til
Beherskelse af det indenlandske Marked nu vilde
tage yderligere Fart. Dette skete ogsaa; den
tyske Industri antog mere og mere Karakter af
en Kamporganisation med fælles Front saavel
indad til fuld Udnyttelse af den foreliggende
Beskyttelse som over for Udlandet til
Fastholdelse af dens gl. Markeder og til Erobring af
ny; og dermed skærpedes fortsat de
handelspolitiske Modsætninger Landene imellem.
I Frankrig følte man Udløbet af
Handelstraktaterne 1892 som en Befrielse. Man ønskede
helt at frigøre sin Toldpolitik fra Hensynet til
andre Lande, at forme denne som en alm.
Beskyttelse for de indenlandske Erhverv, der
gensidig skulde støtte hverandre efter et konsekvent
gennemført Solidaritetsprincip. Og da det
naturligvis maatte vise sig umuligt gennem Told
ogsaa at beskytte Erhvervsgrene som f. Eks.
Silkeavlen, Skibsbyggeriet ell. Skibsfarten,
afrundede man Systemet ved for disse at indføre
Præmier. Under Agrarprotektionisten Méline’s
Førerskab tilstræbte man bevidst et
Beskyttelsessystem »uden Huller«. Og dette Princip er
siden fastholdt og fortsat udbygget.
I intet Land er den solidariske Beskyttelse
saa konsekvent gennemført som i Frankrig og
det til Trods for, som det er blevet fremhævet,
at Frankrig er et af de Lande, hvor
Beskyttelsen i Virkeligheden maatte have mindst
Berettigelse. Frankrig er et af de af Naturen rigest
udstyrede Lande i Europa, har en dygtig og
flittig Befolkning og besidder en forholdsvis
større Kapitalrigdom end noget andet Land.
Beskyttelse over for mere fremskredne Landes
overlegne Konkurrence skulde i et saadant
gammelt, økonomisk solidt underbygget
Kultursamfund ikke være nødvendig. Alt dette er
sikkert rigtigt, men det hviler paa
Forudsætningen om, at der ogsaa her er Tale om en
Beskyttelse med Opdragelsesformaal, hvilken Form
jo i Teorien i Overensstemmelse med List’s
Betragtninger længe opfattedes som den eneste,
der lod sig rationelt begrunde. Men denne
Forudsætning slaar ikke til. Den List’ske
Opdragelsesteori sigtede i Virkeligheden imod
Udviklingen af en Industri som den engelske, hvis
overvejende Interesse var Eksporten,
Afsætningen paa fremmede Markeder, og det er ogsaa
den Vej, den tyske Industri er gaaet, men i
Frankrig har den ledende Tanke altid været
Bevarelsen af Hjemmemarkedet, medens
Eksportinteresserne først er kommet i anden Rk.
Den fremsatte Kritik over det fr. System
rammer derfor ikke dette, og det er heller ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
