Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Prout, William - Provadija - provectiores - provençalsk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mange Atomvægttal, navnlig naar Iltens
Atomvægt tages til Enhed og sættes lig 16, hvorved
Brintens Atomvægt bliver 1,008, bliver meget
nær hele Tal. De smaa Afvigelser fra hele Tal
finder en naturlig Forklaring i Tilstedeværelsen
af elektriske Kræfter inden for Atomkernen,
idet disse, der virker mellem Kernens enkelte
Bestanddele, maa medføre smaa Ændringer i
Massen. De større Afvigelser, som findes for
nogle Grundstoffer, og som absolut ikke kan
forklares som Forsøgsfejl, tydes derhen, at
vedkommende Grundstoffer er Blandinger af
Isotoper, en Antagelse, der har fundet
eksperimentel Bekræftelse, idet det er lykkedes at adskille
saadanne Grundstoffer i flere, der har ganske de
samme Egenskaber, men forsk. Atomvægt. Ogsaa
paa anden Maade er det lykkedes
eksperimentelt at sandsynliggøre Rigtigheden af P.’s
Hypotese; saaledes fandt Rutherford 1919, at naar
man tilfører Kvælstofkerner Energi, ved at
»bombardere« dem med α-Straaler, spaltes
Kvælstofkernerne under Dannelse af
Brintkerner. P.’s øvrige Arbejder faldt væsentligt paa
det fysiologiske Omraade.
R. K.
Provadija, Pravadi, By i Bulgarien, ligger
ved Floden P. mellem Balkan-Bjergenes østlige
Udløbere og ved Banelinien Buse
(Rustschuk)—Varna. 6000 Indb. Vinavl og Gartnerier. P. var
tidligere befæstet og var i 16. og 17. Aarh. en
blomstrende Handelsby.
N. H. J.
provectiores (lat.), de i Alder ell. ogsaa i
Studierne mere fremskredne.
provençalsk Litteratur [provaŋ’sa’lsk-].
Den litterære Udvikling i Nord- og
Sydfrankrig er foregaaet ad helt forsk. Veje. I
Modsætnings til Nordfrankrigs urolige og primitive
Kulturtilstand og naive Interesse for eventyrligt
udsmykkede Beretninger om store
Begivenheder, der gav Anledning til en rig episk
Digtning, Heltedigtning, chansons de geste (se
Frankrig, »Litteratur«), naaede Sydfrankrig
allerede i 11. Aarh. frem til roligere, tryggere
Forhold og forfinede Kulturtilstande med
overvejende Interesse for subjektive Stemninger og
elegant Form, som fik sit naturlige poetiske
Udtryk i Lyrik. Det provençalske Epos er af
ringe Bet. i Sammenligning med den nordfranske
Heltedigtnig. Bortset fra Brudstykker og
Efterligninger findes der egl. kun een provençalsk
chanson de geste, nemlig Girart de Roussillon,
der handler om en sydfransk Baron fra Karl
den Skaldede’s Tid. I den overleverede Form
stammer Digtet fra 12. Aarh., men i sin opr.
Form er det sikkert betydelig ældre. Fra 13.
Aarh. stammer et bredt anlagt fortællende Digt,
en Art Rimkrønike om Albigenserkrigen
(Chanson de la Croisade contre les Albigeois). Dette
Digt, der ret pludseligt standser ved Aaret
1219, er forfattet af to Digtere, som aabenbart
har oplevet Begivenhederne paa nærm. Hold,
men synes slet ikke at have vakt nogen Opsigt;
det omtales aldrig i de flg. Aarh. og er først
blevet udg. i 19. Aarh. Af en noget anden Art
er de romanagtige Skildringer af ridderlige
Dyder og kvindelig Ynde, der foreligger i Digte
som Jaufre og Flamenca (13. Aarh.). Disse
Digte, hvis kortere Lin. (8 Stav.) rimer parvis, er
aabenbart bestemt til Læsning, og de har,
navnlig Flamenca, stor hist. Interesse ved deres
formfuldendte Skildringer af Tidens forfinede,
aristokratiske Kultur og rigt nuancerede
Sjæleliv. Heller ikke Læredigtet har været dyrket
i særlig stort Omfang. Der findes en Del
religiøse, moraliserende Digte, deriblandt det
ældste kendte provençalske Digt, de la Consolation
de Boèce fra c. 1000. Det handler om den
fornemme Bomer Boethius, der er blevet henrettet
under Goterkongen Theoderik 524, og som i
Fængslet skrev en stor lat. Afh. de
consolatione. Fra c. 1300 er Lo Breviari d’amor, der
i allegorisk Form og delvis paa Prosa skildrer
Kærligheden i dens forsk. Former (til Gud,
timelige Goder, Kvinder og Børn) og
derigennem paa mange Maader belyser Tidens Viden
og Tankegang. Desuden findes en Del
Helgenlegender, allegoriske Fortællinger, Fabler,
moralske, selskabelige, diætetiske Leveregler m.
m. Dramatisk Digtning spiller slet ingen Rolle
paa Provençalsk før 14.—15. Aarhundrede og
indskrænker sig i det væsentlige til
Efterligning af fr. Kunstformer.
Ved Kunstlyrikken er det, at den
gammelprovençalske Litt. har sin egl. Bet. og
tillige sit Omfang. Det er den Poesi, som skyldes
Troubadourerne (trobador, af trobar,
opfinde, smlg. fr. trouvère), hvorved i Alm.
forstodes saadanne Digtere, der ikke gjorde deres
Kunst til Levebrød; de stilledes derved i
Modsætning til li joglar (smlg. fr. jongleur), der
satte Musik til Troubadoursangene og foredrog
dem for Betaling, undertiden i en bestemt
Trobador’s Tjeneste. Men Definitionen er ikke helt
sikker, thi der gaves ogsaa Troubadourer, der
selv optraadte som Joglarer. Der kendes c.
3000 Troubadourdigte og over 400
Troubadourer; de fandtes i alle Stænder, lige fra Konger
og Fyrster — f. Eks. Richard Løvehjerte og
Grev Vilhelm af Poitiers — til Haandværkere,
ogsaa Gejstlige var deriblandt, men mest var
det Adelen, som afgav Kontingent til den store
Digterfiok; enkelte Damer er ogsaa at nævne.
Mange Vidnesbyrd melder om den
overordentlige Rolle, som Troubadourerne spillede i
Middelalderens Provence. De drog fra Land til
Land, fra Borg til Borg, oftest gerne modtagne
og højt hædrede som »den Gæst, der bringer
Strengenes Vellyd til Ordenes Strøm« (Hertz,
Kong René’s Datter), undertiden frygtede som
den, der ogsaa har de skarpe og giftige Ord i
sin Magt, og som kan tænde Skarer i Flamme
for en Sag ell. Person. Mange Troubadourer
samlede sig derfor Rigdom ved Fyrsters og
Borgherrers Gaver, og selv de, der var af ringe
Herkomst, færdedes som Stormændenes
Ligemænd ved Hoffer og i Borge. Deres Sange blev
foredragne til Akkompagnement af et
Strygeinstrument (Viola) ell. undertiden til Harpe ell.
Citer. Hvad de sang om, var først og fremmest
Kærlighed. Under Paavirkning af den stærkt
fremvoksende Madonnadyrkelse i 11. Aarh.
fordrede den konventionelle Ridderlighed, at
Troubadouren skulde have sin Dame at sværme for
og synge om; dette maa imidlertid — for de
fleste Tilfældes Vedkommende — ikke forstaas
om et ligefremt Elskovsforhold: Damen var
sædvanligvis en andens Hustru, som aabenlyst,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
