Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Præparersalt - Præposition - Præputium - Prærafaëlitter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Præparersalt, se Natriumstannat.
Præposition (lat.) (Forholdsord; bedre
Styreord) er i Grammatikken Navnet paa
en Ordklasse, der omfatter ubøjelige Ord som
af, for, med, paa, der forbindes med et
Overled som Objekt og siges at styre dette, f. Eks.
af Præsien, for Børnene, med Konen, paa
Hovedet. De fleste P. kan ogsaa bruges alene, uden
Styrelse, men kaldes da i det gængse
grammatiske System Adverbier (Biord), f. Eks. tag
Hatten af, tag Hatten paa, vil du med. I de
ældste Sprogtrin i vor Sprogæt mener man, at
P. ikke styrede Ordene, de stod ved, idet disses
Kasusform i og for sig var tilstrækkelig til at
vise Forholdet, og P. som Adverbium blot tjente
til nærmere Bestemmelse og lige saa godt kunde
henføres til Sætningens Verbum; men
efterhaanden knyttedes P. og Styrelsen nærmere
sammen, saa at hver P. krævede sin bestemte
Kasus, ofte dog saaledes at den samme P.
kunde forbindes med en Kasus, naar Bevægelse
til et Sted skulde betegnes, og en anden, naar
der mentes Forbliven paa et Sted. Dette er
bevaret f. Eks. ved in paa Tysk, og Levn deraf
findes i de to Former i Dansk falde i Søvn,
men tale i Søvne. I Reglen sættes P. foran
Styrelsen (deraf det lat. Navn), men af og til findes
den modsatte Ordstilling, f. Eks: Mand og
Mand imellem; i saa Fald taler man undertiden
om en Postposition. Nogle P. i vort
Sprog stammer fra vor Sprogæts Urtid, som ad,
i; andre er senere udviklede; paa kommer af
op aa (aa er etymologisk det samme som tysk
an, gr. ana); til er opr. et Substantiv = tysk
ziel; tysk nach er en ubøjet Form af Adjektivet
nah.
O. Jsp.
Præputium, d. s. s. Forhud, se
Kønsorganer.
Prærafaëlitter, en malerisk Retning i
England, der fremstod i Midten af 19. Aarh., og
som med den ital. prærafaeliske Kunst som
Forbillede (deraf Navnet P.) satte Redelighed
indtil det minutiøse i Naturgengivelsen paa sit
Program. For P. begynder den ital. Kunsts
Forfald med Rafael’s Rejse til Firenze; fra den Tid
er iflg. P. den kunstneriske Naivitet gaaet tabt:
den Rafael’ske overmodne Blomstring giver
ikke ny Vækstmuligheder og ender i Manér. —
I Tyskland havde en med P. aandsbeslægtet
Skole alt tidligere været fremme i Nazarenerne,
Overbeck og Fæller; fl. af P.’s Førere staar
aabenbart i Gæld til dem (Rossetti var dybt
greben af Führich’s Kunst o. s. fr.), om end
deres Kunst i Praksis kom til at forme sig
væsenforskelligt fra hines, der stillede sig
ligegyldig over for et indgaaende Naturstudium.
I selve England har den naturlyriske Digtning:
Wordsworth, Coleridge m. fl. haft sin Bet. for
det prærafaelitiske Syn. Keats’ Beauty is truth,
truth is beauty hører netop med til P.’s
Program, som Ruskin’s Skr i 1840’erne ogsaa har
været med til at bygge op. Var Vejen saaledes
end paa sin Vis forberedt for P. (ogsaa
spredtvis gennem selve Kunstudøvelsen, Maleren
Paton o. a.), vakte dog deres Debut med dens
villede Ensidighed stor Opsigt og snart
kunstnerisk Bestyrtelse i den akademiske Lejr. —
Den egl. prærafaelitiske Periode var kun kort;
dens Eftervirkninger saa meget varigere. 1848
dannede de tre Malere Millais, Hunt og
D. G. Rossetti et kunstnerisk
Fostbroderskab, det prærafaelitiske Brotherhood (selv
betegnede de sig, signerede, med P. R. B.). Grebne
af, hvad de havde set af ældre ital. Kunst
(saaledes Gengivelser af Freskerne i Pisa’s Campo
santo), besluttede de i deres fælles Atelier at
ville virkeliggøre en lgn. ægte og opr., fra alle
akademiske Fraser frigjort Kunst; som
Quattrocentisterne vilde de nu raadspørge Naturen.
Snart supplerede de sig med fem Fæller:
Billedhuggeren Woolner (der senere tog til
Australien), Maleren F. G. Stephens (der senere især
virkede som Kritiker), Rossetti’s Broder W. M.
Rossetti, J. Collinson (der siden gik i Kloster)
og W. H. Deverell. 1849 mødte de frem for
Offentligheden: Millais med »Isabella«, Hunt
med »Rienzi«, D. G. Rossetti med »Maria’s
Ungdom«. Uviljen steg dog først til en sand Storm,
da de udstillede næste Aar: Millais
»Tømmerværkstedet«, Hunt »Kristne Missionærer« og
Rossetti: »Bebudelsen«. Akademiets Porte
lukkede sig for dem. Kritikken over deres
Arbejder var haanende, indigneret rasende (Ch.
Dickens). Ved deres Side stod Maleren F.
Madox Brown, der uden at høre til selve
Broderskabet malede i dettes Aand, i øvrigt allerede
før dets Stiftelse. I det af P. oprettede
Tidsskrift The Germ (som stiftet 1850 kun oplevede
4 Hefter, senere hed det Art and Poetry) skrev
Brown om Historiemaleri, medens W. M.
Rossetti udviklede P.’s Grundsætninger i en
Artikel i The Critic. Strømkæntringen i Publikums
og de toneangivendes Stilling til P. skyldes dog
særlig Ruskin’s Indgriben. 1851 tog han sig for
i Times (Pre-Rafaelism, its principles and
Turner) at retlede den offentlige Mening og
paaviste, at de Fejl, man bebrejdede P., netop var
heldige Nydannelser. Stemningen slog om;
Akademiet i Liverpool gik i Spidsen, og
efterhaanden lystes P.’s sære Arbejder i Kuld og
Køn. — Det ny i P.’s Kunst, der i dets
tilspidsede Servering nok kunde forbavse og
desorientere og udæske Kritikken, var i malerisk
Henseende Bandlysningen af alt Clairobscur og den
traditionelt forskønnende Ateliertone; i St f.:
klare, ubrudte, ofte grelle Lokalfarver og en
Belysning, der intet skjulte. Det omhyggeligste,
mest pertentlige Naturstudium skulde træde i
St f. den herskende flotte Routine, i
Menneskefremstillingen skulde man holde sig til een og
samme Model, i Landskabet skulde alle
Smaatingene, Plantevegetationens Enkeltheder,
behandles med den største Omhu (heraf
Folkevitsen: tag et Græsstraa og mangfoldiggør det,
saa har du et Landskab efter P.’s Metode).
Naturen krævede overalt den største Respekt for
Enkelthederne. Paa alle Omraader var det P.’s
Parole: hellere stamme end bruge Fraser. Hvad
Billedernes aandelige Indhold angik, gjaldt det
om at gengive de sande Lidenskaber uden
Hensyn til Gratie; det tankefulde og mystiske i
Sjælelivet skulde opdyrkes. Naturligvis træder
disse forsk. Egenskaber frem med forsk. Styrke
hos de enkelte P. De sidstnævnte gør sig i
stærkest Grad gældende hos D. G. Rossetti.
Selve The Brotherhood opløstes snart. Den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
