Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Præstestand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rk., IV [1852]; H. Olrik, »Konge og P.«, I—II
[Kbhvn 1892—95]).
L. M.
Den Omstændighed, at Kristendommens
Indførelse i Norge skyldtes dets Konger,
bevirkede, at disse i de første kristne Aarh.
udnævnte Landets Bisper, medens Præsterne opr.
kaldtes af Bønderne selv og lønnedes med
Gebyrer for alle kirkelige Forretninger. Ved
Oprettelsen c. 1070—80 af faste Bispesæder
bortfaldt dog snart den lokale Kaldsret, og da
derpaa Tienden af Kong Sigurd Jorsalfarer var
blevet indført, afskaffedes Gebyrerne som
simonistiske. Men uagtet Sognepræsterne
efterhaanden for det meste ogsaa fik egne
Præstegaarde, vedblev den lavere P. gennem hele den
kat. Tid for en stor Del at befinde sig i meget
tarvelige økonomiske Kaar. Ved Siden heraf
optoges den stærkt af Spørgsmaalet om
Cølibatet, der jo iflg. Kirkens Hensigt først til Gavns
skulde gøre Gejstligheden til en egen Stand,
men som Præsterne haardnakket vægrede sig
ved at underkaste sig. Først i Løbet af 13.
Aarh. gennemførtes det paa en Vis. Samtidig
gik den højere P.’s, fornemmelig Episkopatets
Bestræbelser ud paa politisk og økonomisk at
gøre Gejstligheden til den første Stand i
Samfundet. 1152 oprettedes for Riget og dets
Kolonier egen Ærkebispestol, og Bispernes Valg
ordnedes efter kanoniske Regler ved Stiftelsen
af Domkapitler. Dog vedblev Kongerne altid at
øve underhaands ell. aabenlys Indflydelse paa
Besættelsen af Bispestolene, og der mangler
hverken under de indfødte Konger ell. i
Unionstiden Eksempler paa, at Bispeemner, der
var udsete af Kapitlerne, maatte vige for kgl.
Kandidater. I det under Kong Sverre
fremkomne mærkelige Skrift om Kirkens og Statens
indbyrdes Forhold forsvares en saadan
Indgriben fra Kongens Side udtrykkelig, men
frafaldes helt i Tønsbergkonkordatet af 1277. I 13.
Aarh. fremtræder Norges P. som en
velorganiseret Korporation med stærkt udviklet
Selvstyre. Under Hævdelsen af sine Interesser stødte
den ofte sammen baade med det verdslige
Aristokrati og Kongedømmet. Norges
middelalderlige Kirkehistorie fyldes netop for den
væsentligste Del ved saadanne Stridigheder, dels af
politisk, dels af økonomisk Art. Af særlig
Vigtighed er det Forsøg, som gjordes under Kong
Magnus Erlingsson, paa at underlægge
Kongedømmet Nationalhelgenen Skt Olaf’s og dennes
Repræsentant Ærkebiskoppens Lenshøjhed samt
i Forbindelse hermed at lovfæste Kongevalg,
hvorved den egl. afgørende Stemme vilde
tilfalde den højere P. Dette Forsøg var en
ligefrem Følge af Kroningen, som samtidig
indførtes, for at styrke Magnus Erlingssøn’s
Legitimitet, da han ikke var Kongesøn, men alene
beslægtet med Haralds-Ætten gennem
Kvindeled. Det var nemlig en for længst fastslaaet
Retsregel, at den Prælat, som skulde udføre
Kroningen (i Norge Ærkebiskoppen), havde
første Stemme ved Kongevalget. Forsøget fik
varige Følger for Kongevalgets Organisation i
Norge, men dets Bet. blev stærkt begrænset
derved, at Tronfølgen under Magnus Lagabøter
blev arvelig. Men samtidig fastslog Konkordatet
i Tønsberg (1277) Gejstlighedens
Standsrettigheder, som i det væsentlige forblev urokket lige
til Reformationen. — Unionsperioden medførte
for P. stor Nedgang. De stadig hyppigere
Magtsprog, som dels fra Pavernes, dels fra Kongernes
Side anvendtes for at trænge alle Haande
udenlandske og til Dels ret mindreværdige
Personer ind i Landets Bispeembeder,
desorganiserede og demoraliserede den højere
Gejstlighed. Den blev mere og mere verdsligsindet og
tog sig stedse mindre af sine egl. Pligter.
Provincialkoncilier, som tidligere under
Ærkebiskoppens Forsæde oftere havde været afholdt
til Drøftelse af den norske Kirkes Anliggender,
høres der saa godt som intet mere til. Hertil
kom, at den sorte Død bortrev en saa stor Del
af P., at det varede Menneskealdre, inden
Sognekaldene atter var fuldt besatte og da for en
ikke ringe Del med Personer af meget
tarvelig Uddannelse. P.’s Organisation var dog
endnu saa fast bygget, at slige Slag mere ramte
dens Dygtighed end dens Magt, og
Reformationen rettedes derfor som politisk Foreteelse
direkte mod Præstevældet som saadant. Det kat.
Bispedømme blev afskaffet, Kongen blev
Gejstlighedens øverste Myndighed og Forsvar, og
Præsterne fik atter Lov til at gifte sig. Men inden
Udgangen af 16. Aarh. havde P. genvundet sin
Stilling som Rigets anden Stand, næst efter Adelen,
medens den i Middelalderen var Rigets første
Stand. 1661 fik den ny Standsprivilegier.
Præsternes Indflydelse som Ordets Forkyndere og
Ungdommens Lærere blev en betydningsfuld
Faktor ud over Land og Byer, og i Kongens
»Kancelli« ell. efter 1814 i
»Kirkedepartementet« havde de en central Instans, der altid var
rede til at antage sig Standens Interesser.
Naar disse ikke desto mindre ikke altid kom til
deres Ret i den Udstrækning, Gejstligheden selv
mente at have Krav paa, havde det sin Grund
i den mere og mere accentuerede demokratiske
Udvikling, som i stedse fl. Anvendelser viste
sig ugunstig mod Særrettigheder, ell. hvad der
ansaas som saadanne. Navnlig paa det
økonomiske Omraade, hvor P. i Aarh. efter
Reformationen lidt efter lidt var blevet ret
velstillet, har den i Løbet af 19. Aarh. atter vekslet
Vilkaar. Medens Sognekaldenes
fremadskridende Deling har gjort Standen meget talrigere
end før, er den enkelte Præsts Indtægter blevne
betydelig formindskede, hvilket i Forening med
Pengenes aftagende Købeevne gjorde
Stillingen mislig. De stærke og i det hele taget
berettigede Klager, som herved blev
fremtvungne, bevirkede endelig 1890 Nedsættelsen af en
kgl. Kommission, der bl. a. forberedte de to ny
Love af 14. Juli 1897 »om gejstlige
Embedsmænd og Kirkesangeres Lønning« og »om
gejstlige Embedsgaarde«. Navnlig ved den
førstnævnte Lov er P.’s økonomiske Forhold i
væsentlige Henseender forbedrede, idet den dels
paabyder, dels aabner Adgang til at faa
Embedernes uvisse. Indtægter (Gebyrer og Ofre)
byttede med faste kommunale Udredsler samt
tillader, at de visse Indtægter, navnlig
Tienden, kan inddrives gennem de offentlige
Skatteopkrævere, medens de tidligere i Tilfælde
maatte inddrives retslig af den enkelte Præst selv.
Dette System er først helt gennemført ved den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
