Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Puddelstaal - Pudder - Pudderfarver - Pudding - Puddinggranit - Puddingstone - Pude - Pudel - Pudicitia - Pudling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til Hvælvingen, og om hvilke Flammen kan
spille, saa at Jernet bliver gennemvarmet
inden Smeltningen begynder. I øvrigt foregaar
Processen under Slaggelaget, hvilket medfører
et forøget Forbrug af baade Tid og Brændsel;
den frembød opr. store Vanskeligheder, som
først overvandtes af tyske, navnlig westfalske
Værker Efter 1850 har der fundet en
regelmæssig Fabrikation af P. Sted. P. bruges som
Emne for Digelstaal til Kanoner m. m.
E. Su.
Pudder er forsk., oftest parfumerede,
undertiden farvede, fine, bløde Pulvere, navnlig
Stivelse Talk, Kaolin, Magniumkarbonat,
Zinkhvidt Zinkstearat o. a., der virker udtørrende
beskyttende og kølende paa Huden.
K. M.
Pudderfarver kaldes i de grafiske Fag
meget fint slemmede Farvestoffer, som paaføres
Tryksager i tør Tilstand. Til P. henregnes
ogsaa Kobber-, Sølv- og Guldbronze, metalliske
Farvestoffer, fremstillede af Kobberlegeringer
der først er udhamrede i tynde Blade og
derefter pulveriserede. P. bruges paa den Maade,
at den litografiske ell. typografiske Form først
trykkes med ufarvet ell. letfarvet stærk
Fernis, og inden Fernissen er indtørret paa
Papiret, paaføres Farvestoffet med Vattotter.
Efter at Trykket er fuldstændig tørt, hvilket kan
tage fl. Dage, poleres det ved gentagen
Afgnidning med rene Vattotter. Paastøvning af P. er
meget sundhedsfarligt og bruges derfor i vore
Dage saa lidt som muligt.
E. S-r.
Pudding [’pudiŋ] (eng.), Budding, hvis
Hovedbestanddele er Mel, Æg og Tælle ell. Fedt P.
bliver i England ofte, i St f. i en Form, kogt
i et linned Stykke. Dette smøres med Smør og
bestrøs med Mel, hvorefter Dejgen lægges
derpaa, og det linnede Stykke knyttes meget fast
sammen. Den mest kendte P. er
Plumpudding, der bestaar af Mel ell. udblødt
Franskbrød, Tælle, Sukker, Rosiner, Korender og
forskellige Krydderier, der alt sammerøres med
Æg og lidt Mælk ell. Fløde. Ved Anretningen
overhældes P. ofte med Rom e. l., som
antændes.
R. H.
Puddinggranit [’pu-], se Kuglegrafit.
Puddingstone [’pudistoun] (eng.) kaldes en
Stenart, der optræder som nederste Led af
Eocendannelserne i Sydengland, især i
Hertfordshire og Hampshire, og som er et
Flintkonglomerat. De enkelte Flintesten i
Konglomeratet er smukt afrundede og viser i
polerede Snit en smuk Farvetegning; de er oftest
brune i det Indre og har smalle sorte og hvide
Zoner langs Randen.
(N. V. U.). O. B. B.
Pude (Søv.), Tømmerkonstruktion, der ved
Skabets Afløben fra Bedingen skal forhindre det
i at falde til Siden. Den befæstes til Skibets
Sider og løber forneden i Render paa Siden
af Bedingen, og parallelt med denne.
C. B-h.
Pudel d. s. s. Puddel.
Pudicitia, hos Romerne en Gudinde,
Personifikation af Kyskhed. Hun dyrkedes opr. af
de patriciske Kvinder i en Særlig Helligdom.
Siden 297 fandtes tillige en Kultus af P., spc.
for de plebejiske Husmødre.
H. A. K.
Pudling [eng. ’pad£iŋ], en med
Herdferskning (s. d.) sideordnet Proces, ved hvilken
Raajern omdannes til Svejsejern ell. -staal
under Anvendelse af Stenkul som Brændsel. P.
indførtes 1784 af Henry Cort paa et
Tidspunkt, hvor Herdferskningen var ved at gaa i
Staa i England af Mangel paa Trækul, idet
Landets Skove var ødelagte af Højovnsdriften.
Stenkul kan ikke bruges til Herdferskning da
Svovlet i dem gaar over i Jernet og gør det
rødskørt, hvilket vil sige, at det skilles ad,
naar der smedes paa det, og Cort gik derfor
over til at bruge en Flammeovn, i hvilken
Kullenes Forbrænding sker paa et særligt Ildsted
cg kun Flammen ledes hen over Malmen. Hans
Ovnkonstruktion blev 1818 forbedret af
Baldwyn Rogers, der fremstillede Herden af
Jern og 1840 af Joseph Hall, der forsynede
Herden med et ildfast For af sintret
Puddelslagge. I vore Dage anvendes hyppig Gasfyring
med Siemens’ske Regeneratorer (se
Martin-Processen) i St f. Kulfyring.
Fig. viser Snit i en Puddelovn, hvis
Hovedbestanddel er en Slaggeherd H af Jern, til hvis
Underflade Luften har fri Adgang for at afkøle
den og som har Rande af Jern, ofte med
Vandcirkulation. I Reglen er der kun paa den ene
Side Arbejdsdøre, een ell. to, der fører ind
over Herden, sjældnere bruges Dobbeltovne
med Døre til begge Sider. Oftest har hver Ovn
sit Fyr; fra dette skilles Herden ved Broen o,
en anden Bro i skiller den fra Sluget
(Fuchsen) f, som gaar til Skorstenen s. En
Tøndehvælving p spænder over hele Rummet.
Trappisten r afsluttes med en lille Planrist q. Fra
Arbejdsdørene bedækkes Herden med
Hammerskæl (Fe2O4) og gamle Puddelslagger, der
indeholder Jernilte (Fe2O3). Paa dette Underlag
lægges c. 300 kg Raajern, hvorefter man lader
Døren falde ned for Arbejdshullet og fyrer
kraftigt med aabent Skorstensspjæld.
Naar Raajernet er smeltet, begynder
Afkulningen og Urenhedernes Iltning. Gennem et Hul
i Hejsedøren rører man rundt i Massen med
lange syvtalsformede Jernstænger for at faa
nyt Jern op i Overfladen og faa Jernilter
blandet ind i Massen, hvor de omsætter sig til
Kulilte, der bobler op gennem Jernet og
forbrænder paa Overfladen. Efter denne Omrøring
har Processen faaet Navn, idet to puddle
betyder at rode i Mudder. I Løbet af c. 2 Timer
bliver Massen saa sejg, at man ikke mere kan
røre i den, og saa skydes den sammen i
Lupper, voksbløde Svejsejernsklumper, der vejer
omtr. 40 kg og ligner store, sorte
Vaskesvampe. Disse bringes hen i Ovnens varmeste Del
nærmest Fyret og klemmes, til der er flydt saa
megen Slagge ud som muligt. Man lukker saa
Arbejdshullet, giver den størst mulige Hede og
lader Lupperne svede lidt, hvorefter de tages
ud af Ovnen med en stor Tang og bringes
 |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
