Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pugno, Raoul - Puisaye, Joseph Geneviève de - Puiseux, Pierre Henri - Puissortok - Puja - Pujol - Puke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Pugno [py’njo], Raoul, fr. Klaverspiller og
Komponist (1853—1914), blev ved A. Thomas’
Bistand Elev af Paris’ Konservatorium, som
han gennemgik med Glans. 1871 blev han
Organist, senere Kapelmester ved St.
Eugène-Kirken og 1892 Lærer i Harmoni ved
Konservatoriet. Først 1893 optraadte han som
Koncertpianist, men vandt derefter hurtig Ry og Plads
som en af Frankrigs første Klaverspillere, lige
fortræffelig som Virtuos og som Fortolker,
særlig af klassisk Musik. Glimrende forløb P.’s
Koncertrejser med Violinisten Ysaye (bl. a.
til Kbhvn), hvor Udførelsen af C. Franck’s
Violinsonate var det uforlignelige Højdepunkt;
men ogsaa alene foretog P. talrige
Koncertrejser, der bredte hans Ry over Europa. Paa en
saadan Turné døde ham i Moskva. P., der
overhovedet var en meget fin og aandrig Musiker,
var ogsaa med Held virksom som Komponist
(Operetter, Balletter, Oratorium, talrige
Klaverstykker og Sange).
W. B.
Puisaye [pyi’zæ], Joseph Geneviève de,
fr. Partigæmger (1755—1827), blev 1790 Officer
i den fr. Hær. Da General Wimpffen efter
Girondinernes Fængsling (31. Maj 1793) vilde
rejse Modstand mod Konventet, sluttede P., der
havde Godser i Normandiet, sig til ham. Han
blev dog slaaet og maatte flygte til Bretagne,
hvor han organiserede Chouanernes Rejsning.
1795 bevægede han Englænderne til
Ekspeditionen til Quiberon, der aldeles mislykkedes paa
Grund af Førernes Uenighed. Endnu i 3 Aar
fortsatte han dog Kampen og kaldte sig
Kongens Øverstkommanderende i Bretagne. 1798
begav han sig til Kanada, men vendte efter
Freden i Amiens (1802) tilbage til London, lod sig
naturalisere som eng. Borger og blev i England
Resten af sit Liv. Hans Mémoires du comte de
P. (1805—06) vakte i sin Tid megen Opsigt.
(J. L.).
Puiseux [pyi’zø], Pierre Henri, fransk
Astronom, f. 20. Juli 1855 i Paris, var 1879—1917
ansat ved Observatoriet i Paris, fra 1905 som
Leder af Service de la Carte photographique du
Ciel. Han har væsentlig beskæftiget sig med
Studium af Maanens Overflade, Recherches
sur l’origine probable des formations lunaires
(1896), La terre et la lune (1908). Sammen med
Loewy har han udgivet Atlas photographique de
la lune (1896—1910) i 71 Plancher, ledsaget af
forklarende Tekst i 12 Hefter. I Tidsskriftet Ciel
et Terre er disse Plancher reproducerede i
mindre Maalestok. Ved Siden heraf har han bl. a.
publiceret Leçons de cinematique etc. (1890). P.
er Medarbejder i Bulletin astronomique.
J. Fr. S.
Puissortok, Isbræ paa Grønlands Østkyst,
61° 55′ n. Br. og 42° 20′ v. L., gaar over en
Længde af 5 km helt ud til Havet. Den har fra
gamle Dage haft Ry for at være meget farlig
at passere; men den Egenskab, som ligger i
Navnet — det Sted, hvor noget (nemlig Is)
dukker op af Vandet — finder ikke Sted her, idet
Bræen ikke er nogen Isstrøm, der afgiver
større Isfjelde. (Litt.: »Meddelelser om
Grønland«, IX [1889]).
G. F. H.
Puja (Sanskrit = Æresbevisning, Dyrkelse) er
i Indien Betegnelse for de Offergaver (Føde,
Blomster o. l.), som bringes til Gudebillederne
i Templerne ell. i de buddhistiske Lande til
Buddha’s Billede.
D. A.
Pujol [py’зål], Maler, se Abel de P., A.
Puke, 1) Erik Kettilsson, sv.
Stormand, var højt i Gunst hos Kong Magnus
Eriksson og kaldes 1363 Marsk i Värmland. Han
boede paa den af ham opførte Borg Amneholm
ved Gullspångelvens Udløb i Vänern og var
sandsynligvis hele Tiden under Albrecht’s
Regering Värmlands Regent paa Kong Håkon’s
og hans Efterfølgers Vegne. 1371 var P. med
paa Kong Håkon’s Tog til Sthlm og skulde
derefter være indtraadt i Albrecht’s
Rigsraad, men holdt sig vedblivende paa Håkon’s
Side. Efter Bo Jonsson’s Død var P. med
blandt dennes Testamentseksekutorer og var
blandt de første af disse, som 1388 indkaldte
Margrete til Sverige. P. blev derefter Sveriges
Riges Marsk og døde 1396.
2) Erik Nilsson, hørte paa fædrene Side
til en Slægt med en Baad i Vaabnet, men havde
efter sin mødrene Slægt antaget Navnet P.
P. var Engelbrekt’s mest fremragende
Medhjælper, om end ham betydelig underlegen. Ved
Rejsningen mod Erik af Pommern 1434 var P.
den Ledende i Norrland og erobrede ogsaa
Åland med Kastelholms Slot fra Fogden Otto
Pogwisch. Septbr 1434 er han med i
Rigsraadet. P. optraadte navnlig i bestemt
Opposition mod Højadelen og dennes fornemste
Repræsentant, den unge Rigsmarsk Karl Knutsson
Bonde, og efter Engelbrekt’s Død blev
Uvenskabet mellem dem stedse mere fremtrædende,
og P. foretog sig forsk. fjendtlige Skridt mod
Marsken. Overhovedet søgte P. at træde i
Spidsen for en ny stor Bevægelse bl. Almuen, som
var misfornøjet med det tilsyneladende ringe
Resultat af Rejsningerne og fjendtlig stemt mod
Højadelen. Paa en ell. anden Maade kom P.
imidlertid i Karl Knutsson’s Magt, sendtes til
Sthlm og blev der halshugget (Febr 1437).
3) Johan, sv. Søkriger, f. 27. Febr 1751,
d. 21. Apr. 1816. Hans Fader var Kaptajn
Johan P., der 1756 blev halshugget for
Delagtighed i Adolf Fredrik’s og Lovisa Ulrika’s
Forsøg paa at udvide Kongemagten. P. sejlede
allerede 1761 i Koffardifart og indtraadte 1765
i Orlogsflaaden, var 1770—71 i holl. og derefter
indtil 1774 i eng. Tjeneste. 1777 blev han
Løjtnant og var 1778—83 i fr. Tjeneste, under
hvilken han deltog i den herskende Krig med
England; navnlig kæmpede han i Vestindien
under Kommando af den senere Admiral
Latouche-Tréville, var 1782 med ved Gibraltars
Belejring og i Søslaget ved Finisterre. 1783 blev
P. Kaptajn og afgik 1784 med Fregatten
»Sprengtporten« for at tage Sveriges ny Koloni
St Barthélémy i Besidelse. 1785 blev P. Major
og vandt under Krigen med Rusland stor
Berømmelse; i Slaget ved Hogland førte han
Fregatten »Fröja«, senere som Oberstløjtnant
Linieskibet »Dristigheten«, med hvilket Skib han
gik frem 3. Juli 1790, da Gustaf III foretog den
vanskelige Gennembrydning af den russ. Flaade,
som spærrede Udløbet af Viborgsviken. P. blev
1793 Oberst, 1794 Kontreadmiral, 1802
Viceadmiral og Øverstbefalende i Karlskrona, 1808
Overadmiral. 1809 var han Øverstbefalende for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
