Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pungaber
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
orientalis) bl. a. paa Timor, Amboina og Ny
Guinea: denne Art var det første Pungdyr fra
den østlige Halvkugle, der blev bekendt i
Europa, idet det blev beskrevet i 1611 efter
Iagttagelser fra Admiral van der Hagen’s 3. Rejse.
Nærbeslægtede er Kusu’erne (Trichosurus) blot
med runde Pupiller, større Ører, glathaaret
Pels; deres buskede Hale er blot nøgen paa
Spidsens Underside; kun Tommelen kan
modsættes de øvrige Fingre; midt paa Brystet har
de en ejendommelig Kirtel, hvis Afsondring
farver Pelsen. Af de 3 Arter er Ræve-Kusu’en
(T. vulpecula) udbredt omtrent over hele
Australfastlandet, en mørkere Afart paa
Tasmanien; Hunde-Kusu’en (T. caninus) i
Queensland og Ny Syd-Wales. Med deres langstrakte
Krop ligner de lidt smaa Ræve; Kroplængden
60 cm, Halen 45 cm. Et af de talrigste Pungdyr;
Natdyr, der lever i Træerne, i hvilke de klatrer
langsomt og trægt; faar højst 2 Unger ad
Gangen. Kødet spiseligt; jages ivrigt, da
Ræve-Kusu’ens Pels, der er brungraa med rødlig
Glans paa Ryggen og sort Hale, er et yndet
Pelsværk; aarlig kommer c. 3 Mill. Skind i
Handelen under Navnet »Australsk Opossum«;
den mørke Varietet fra Tasmanien er langt
sjældnere og kostbarere, kaldes »mørk
Opossum«. Lever godt i Fangenskab og ses oftere i
zool. Haver. — En anden, men artrigere Slægt
danner Tang-P. (Pseudochirus) fra
Tasmanien. Australfastlandet og Ny Guinea,
opdagedes 1773 af Cook; de ligner i Ydre en Del de
foreg. Slægter, men er navnlig kendelige paa
deres mærkelig omformede Haand, der danner
en Gribetang, meget mindende om
Kamæleonernes, idet de korte 1. og 2. Fingre er stillet helt
modsat 3.—5. og virker mod disse; deres lange
Gribehale, der aftager i Tykkelse mod Spidsen,
er som Regel nøgen paa sin yderste Tredjedel.
Under Navnet »Ringhalet Opossum« kommer c.
40000 af disse Arters Skind aarlig paa
Markedet; af de 13 Arter kan som den hyppigste
nævnes den Uldhaarede P. (P.
peregrinus) fra Australfastlandets østlige og sydlige
Dele. Bl. andre, særlig af Lumholtz og Dahl i
nyere Tid opdagede Arter kan fremhæves
Tulla’en (P. archeri) med grønliggul, utydeligt sort
og hvidstribet Pels og Mongan’en (P.
herbertensis), der er kulsort med skinnende hvidt
Bryst, hvide Skuldre og hvid Halespids, samt
Jabbi’en ell. Maki-P. (P. lemuroides) med
lang sort og helt behaaret Hale. — De
Stribede P. (Dactylopsila) er navnlig mærkelige
ved, at 4. Finger er meget længere end de
øvrige og bruges vistnok til at trække Insekter ud
af deres Huller, saaledes som det ogsaa kendes
hos Gnaver-Aben; 2 Arter, af hvilke den ene
(D. trivirgata) er sort med 2 brede hvide
Striber ned ad Hovedets og Kroppens Sider; Halen
lang og busket, hvid med sort Spids.
Totallængde c. 40 cm. — En haarklædt Flagrehud,
omtr. som Flyveegernets, er udspændt mellem
For- og Baglemmer ned langs Kropsiderne hos
en Del af de flg. Slægter, der derfor er kendte
under Navnet Flagrepungaber, men
Flagrehuden er meget forsk. udviklet, snart
ganske lille, hos en Del ganske manglende. Af
disse Smaaformer hører 3 Arter til Slægten
Egern-P. (Petaurus) med paafaldende
fløjlsblød og silkeagtig Pels; deres lange Hale er
busket helt ud til Spidsen; særlig hos Hannerne
findes Hudkirtler paa Isse og Bryst. Pelsen
blaagraa med hvidlig Bugside og med en
sortagtig Længdestribe midt ned ad Isse og Ryg.
Yderste Finger, der hjælper med at støtte
Flagrehuden, er længst; Kløerne krumme og
spidse. De klatrer udmærket oppe i de høje
Eucalyptustræers Kroner og kan med
overordentlig Behændighed ved Flagrehudens Hjælp
gøre forbløffende, indtil 40—50 m lange Spring,
hvorved de med stor Sikkerhed naar deres
Maal. De lever selskabeligt og fortærer
Bladknopper, Blomster, Honning og Insekter; faar
1—2 Unger ad Gangen; udbredte i
Øst-Australien, særlig i Ny Syd-Wales, hvor de fanges
baade for deres Køds og Skinds Skyld. Hyppigst
er den lille, blot 36 cm lange Korthovede
Egern-P. (P. breviceps), der ligesom de
andre Arter i Ydre meget ligner vort nordiske
Flyve-Egern; Hovedet kort og but, Ørerne
oprette og ret lange. En større Art er den Alm.
Egern-P. (P. sciureus), der er 52 cm lang og
har længere Hoved; den Gulbugede
Egern-P. (P. australis) bliver 75 cm lang. En
med disse meget nærbeslægtet Form
Gymnobelideus leadbeateri mangler ganske
Flagrehud. — Usædvanlig nydelige smaa Dyr er
Flyvepungmusene (Acrobates), af hvilke
den mindste Art (A. pygmæus) kun bliver 14 cm
lang, og heraf udgør Halen over det halve; den
er det mindste af alle Pungdyr. Rygsiden af
Krop- og Flagrehud brun, Undersiden hvidlig;
en sort Stribe gennem Øjet. Halen fjerlignende,
idet den er nøgen med en Bremme af lange
udstaaende Haar paa Siderne; overalt alm. i
Ny Syd-Wales; en anden Art (A. pulchellus)
lever paa Ny Guinea. Nærbeslægtet er
Pungmusen (Distoechurus pennatus), uden
Flagrehud, 16 cm lang. De smaa Syvsover-P.
(Dromicia) ligner lidt vore Hasselmus; deres
store Ører er næsten nøgne. Flyvehud
mangler; Halen tyndhaaret og museagtig. — Meget
afvigende er atter Tryne-P. (Tarsipes
rostratus), et Dyr af Musens Størrelse, fra
Vestaustralien; den har meget lang spids Snude med lille
Mund; dens tynde, ormformede Tunge kan
strækkes langt ud. Fortænderne i Undermunden
er lange, tynde og spidse, rettede lige fremad;
alle de andre Tænder rudimentære, idet Dyret
hovedsagelig lever af Honning, som det
opslikker med sin Tunge fra Blomsterkronerne; det
lille spidsmuseagtige Dyr klatrer i Træer og
Buske. — En meget ejendommelig Form er
Pungbjørnen ell. Koala’en
(Phascolarctus cinereus), et ret stort, c. 60 cm langt, plumpt,
lidt bjørneagtigt Dyr, med tykt, but Hoved, hvis
store Ører er prydede med udstaaende
Haarduske; ydre Hale mangler. Pelsen tæt, lang og
tykt uldhaaret, dens Farve brunlig askegraa,
hvidlig paa Bugsiden. Lemmerne korte og
stærke; 1. og 2. Finger kan modsættes de andre.
I Tandforhold ligner den ligesom i mange
andre Bygningsforhold Vombat’en en Del. Det
første Par Fortænder i begge Kæber er
gnaveragtige, og efter dem følger et langt Rum,
foroven kun med 2 meget smaa Fortænder og en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
