Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Puschkin, Aleksander Sergejevitsch - Puschkinia - Puschlav - Puschmann, Theodor - Pusey, Edward Bouverie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og overøste ham med Naadesbevisninger, bragte
dette alligevel P. i en skæv Stilling, som pinte
ham Resten af hans Liv. Nogle større episke
Digte og nogle Prosafortællinger fremkom i
de flg. Aar, deriblandt »Poltava« (1828) og
»Mědnyj vsadnik« (»Bronzerytteren«, 1833), der
begge hver paa sin Maade forherliger Peter d.
Store, for hvem P. nærede stor Beundring.
Træk af sin Farfader Hannibal’s Liv har P.
lagt til Grund for den ufuldendte Fortælling
»Arap Petra Velikago« (»Peter d. Store’s
Neger«). Digtene fra disse Aar er storladne i
Formen, plastisk skønne, men Hengivelsen i Emnet
er mere villet end tidligere. For at søge
Adspredelse fulgte P. 1829 med Hæren til
Armenien: herfra stammer et ufuldendt Digt »Galub«
og en tankerig, kristent farvet Skildring af
Færden. Til det ypperste i P.’s Digtning hører
hans Lyrik, hvori paa alle Trin i hans Liv
hans Sjæls Historie afspejler sig. Ogsaa
»Jevgenij Owěgin«, hvis første Linier er skrevet saa
langt tilbage som i 1822, og som først
afsluttedes 1831, giver et Billede af den Udvikling, han
havde gennemløbet. Hovedpersonen, der
begynder som en Byron’sk Helt, viser sig
efterhaanden som en ægte russ. Type, karakteriseret ved
en Rigdom af realistiske Træk, og mere og
mere udfolder Digtet sig til at blive en Skildring
af mange Sider af Livet i Datidens russ.
Samfund. Højt staar det ogsaa ved sine herlige
Naturskildringer og skønne lyriske Partier,
der hører til Perlerne i P.’s Digtning. P.’s
sidste Aar svarede lidet til hans første. Han var
ansat i Udenrigsministeriet, Medlem af
Akademiet, fornemt gift, Kammerjunker og stadig
tjenstgørende ved Hoffet. Men hans
tilsyneladende saa glimrende Tilværelse var opfyldt
af Smaaydmygelser og bitre Pengesorger, der
indviklede ham i bundløs Gæld. Ruslands
Historie optog ham, han skrev uden Held det
Pugatschevske Oprørs Historie (1834), men
dertil knyttede sig »Kapitanskaja dočka«
(»Kaptajnens lille Datter«), en i sin Enkelhed herlig
og helstøbt lille Fortælling. For at skabe sig et
poetisk Talerør og en sikker Indtægtskilde
oprettede P. Tidsskriftet »Sovremenik« (1836)
(»Den samtidige«). Aaret efter blev han dræbt
i en Duel om sin ægteskabelige Ære med sin
Svoger, en letfærdig Franskmand, Dantes. P.’s
samlede Værker i 7 Bd, »Polnoje sobranje
sočinenii P’a«, udkom i Petrograd 1887 og i fl.
senere Udg. (Litt.: Annenkov, A. S. P.
Materialy dla jego biografii [Petrograd
1873—74]; V. G. Bjelinski], A. S. P. [En
Vurdering af P.’s kunstneriske Bet.]; A. Jensen,
»Ryska skaldeporträtt« [Sthlm 1898]).
(A. M. B.). H. C-e.
Puschkinia [pusj-] Adams, Slægt af Liljefam.
(Hyacint-Gruppen), Løgvækster med Blade
omtr. som hos Scilla. I Blomsterne er de flade
Støvdragere forenede til et kort Rør. 2 Arter.
P. scilloides Adams (Kaukasus og Lilleasien)
dyrkes som Prydplante; dens Løg bærer kun 2
Blade, Blomsterne er hvide med lyseblaa
Linier midt ned ad hvert Blosterblad.
A. M.
P. formeres ved Sideløg, sjældnere ved Frø.
De fordrer en solrig Vokseplads og omplantes
hvert 4. Aar.
(L. H.). P. F.
Puschlav [’pu∫laf], se Poschiavo.
Puschmann [’po∫man], Theodor, østerr.
Medicinalhistoriker, f. 4. Maj 1844 i Löwenberg
(Schlesien), d. 28. Septbr 1899 i Wien. P.
studerede i Berlin og Wien, rejste som ung i
Frankrig og England og praktiserede i
Ægypten, senere i München. Opr. havde han tænkt
at blive Sindssygelæge, men hans første Arbejde,
en psykiatrisk Studie over Richard Wagner,
blev i den Grad forkætret og forfulgt, at han
i St f. Psykiatrien valgte Medicinens Historie,
i hvilket Fag han blev Docent ved Leipzigs
Univ., 1878. Der udgav han Alexander fra
Tralles’ Værker efter gr. Haandskrifter og med
tysk Oversættelse, et kæmpemæssigt Arbejde
som vakte stor Opmærksomhed og gav
Anledning til, at han 1879 blev Prof. i Wien. Her
dannede han Skole og udgav en Mængde
Arbejder, f. Eks. »Die Medicin in Wien während der
letzten 100 Jahre« (1883) og »Geschichte des
med. Unterrichts von den ältesten Zeiten bis
zur Gegenwart« (1886 [eng. Udg. 1891]). Han
har yderligere skrevet en Mængde
Tidsskriftartikler (Bibliografi i Janus 1889) og en
autobiografisk Roman Lionie, som han
offentliggjorde i »Nord und Süd« (1896). Han efterlod
en meget betydelig Formue til med.-hist.
Formaal (Instituttet i Leipzig).
J. S. J.
Pusey [’pju.zi], Edward Bouverie,
teologisk Prof. i Oxford, f. 22. Aug. 1800, d. 14.
September 1882. Efter sin Studietid i Oxford,
hvor han navnlig lagde sig efter semitiske
Sprog, rejste han til Tyskland, hvor han
studerede under Schleiermacher og Eichhorn og
sluttede Venskab med Tholuck og Neander.
Hans første Bog (An historical Enquiry into
the probable causes of the Rational Character
lately predominant in the Theology of Germany
[1828]) viste, at han var stærkt paavirket af
Tyskerne. Denne Bog blev modtagen med stor
Kølighed, og P.’s Udvikling kom til at gaa i
helt andre Baner, end man efter hans første
Fremtræden skulde formode. Han var Fellow
af Oriel College fra 1824 og blev 1828 Prof. i
Hebraisk. 1827 havde han lært Newman
nærmere at kende og var af denne bleven vunden
for den unge Oxford Bevægelse, hvor han snart
traadte frem som Leder ved Siden af Newman.
En teologisk Forening blev stiftet og holdt
Møder i hans Hus, og Foredragene, som blev
holdte her, danner Beg. til de berømte Tracts
for the Times. Til disse gav ogsaa P. væsentlige
Bidrag; han skrev om Sakramenterne
(Scriptural Views of Holy Baptism [1835] og Tract on
the Holy Eucharist [1836]), hvor han forsvarede
en Opfattelse, der nærmer sig stærkt til den
romerske, og navnlig fremkaldte stor
Forargelse ved at paastaa, at de 39 Art.’s Udtryk
gav Plads for en anden Opfattelse end den
kalvinske. Efter Manning’s og Newman’s
Overtrædelse til den rom. Kirke var P. ubestridt
Høvdingen for det højkirkelige Parti, og han
forandrede aldrig sit Standpunkt, at den
anglikanske episkopale Kirke indtog den rette
Midtestilling over for Rom paa den ene Side og
Protestantismen paa den anden. Fl. Gange
udstedte han, hvad han kaldte et Eirenicon, som
var et Forsvar for Højkirkens Lære og Praksis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
