Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Radioaktivitet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
undersøge Sagen nærmere. Det stærkest aktive
uranholdige Mineral, Begblende, blev ved
passende Processer delt i to ell. fl. kem. forsk.
Bestanddele, og disse blev hver for sig
undersøgt for Straaling; fandtes en af Delene
væsentlig virksommere end andre, undersøgtes
den videre paa samme Maade, og saaledes
fortsattes gennem en meget lang og besværlig Rk.
Undersøgelser, indtil der fremgik et Stof, som
ikke ved yderligere Deling kunde gøres
virksommere. Herved fremgik (1898) af
Begblenden to aktive Stoffer, Radium og
Polonium; det sidste fik Navn efter Fru Curie’s
Fædreland. Hvor omstændeligt dette Arbejde
maa have været, kan man slutte af, at der kun
findes omtr. 0,17 g Radium i 1 t Begblende,
som indeholder 50 % Uran. Radiums Aktivitet
er c. 2 Mill. Gange Uranets. Man kender nu c. 40
radioaktive Stoffer. Nogle af disse er ligeledes
fundne ved kem. Behandling af Begblende,
nemlig Actinium (1899) og Ionium
(1907); disse Stoffer kendes dog ikke i ren
Tilstand. Alle de øvrige er fundne ved nærmere
Undersøgelse af Straalingen fra de radioaktive
Stoffer ad Veje, der omtales nedenfor. Vort
nuværende betydelige Kendskab til R. skyldes
især Rutherford og hans Elever.
Straalernes Undersøgelse og
Egenskaber. Man fandt hurtigt, at der er
mere end een Slags Becquerelstraaler. Tæt over
et utildækket Lag af f. Eks. et Radiumpræparat
er der en forholdsvis stærk Straalevirkning.
Overdækkes Laget med et 1/20 mm tykt
Aluminiumblad, svækkes Virkningen betydeligt; den
tilbageblivende Virkning svækkes ikke
kendeligt, ved at man føjer nogle flere
Aluminiumblade til. Lægger man derimod en 1/2 mm tyk
Blyplade over Radiumpræparatet, sker der en
ny betydelig Svækkelse af Straalevirkningen.
Den Rest, som nu bliver tilbage, svækkes ikke
kendeligt, selv om Blylagets Tykkelse forøges
til det dobbelte. Af et saadant Forsøg kan man
slutte, at Radium udsender 3 Slags Straaler:
α-Straaler, som tilbageholdes af 1/20 mm
Aluminium, β-Straaler, som tilbageholdes af 1/2
mm Bly, og γ-Straaler, som kan mærkes
gennem tykke Metallag. Men alle 3 Slags Straaler
paavises ved de samme 3 nævnte Virkninger.
Af disse kan den fot. Virkning bruges med
Fordel ogsaa til Iagttagelse af ret svage
Straaler, fordi Straalerne udgaar uafladelig, saa at
en langvarig Paavirkning kan bøde paa den
ringe Styrke. Over for kraftige Straaler kan
Fluorescensvirkningen benyttes; hyppigst
anvendes Zinkblende (Zinksulfid) til α-Straaler og
Bariumplatincyanur til γ-Straaler. Radiumsalte
er selvlysende, idet Urenheder bringes til at
fluorescere og den omgivende Luft til at lyse
ved Bombardementet især af α-Straalerne.
Langt det følsomste Middel til Iagttagelse af
Straalerne er dog deres Evne til at ionisere
Luften; Iagttagelsen sker ved, at man lader ell.
aflader et Elektroskop gennem den ledende
Luft. Et saadant Elektroskop, indrettet især til
Undersøgelse af α-Straaler, er vist i Fig. 1.
Det Stof, hvis α-Straaler skal undersøges,
anbringes paa Metalpladen D, der ligesom
Metalhusene A og B er forbundet med Jorden.
Pladen C er ophængt i den isolerende Prop S og
i ledende Forbindelse med den Stift, der
bærer Guldbladet G. Elektroskopet kan lades, naar
Proppen T fjernes. Bladet iagttages i et
Mikroskop med
Okularmikrometer gennem Vinduet V.
Straalerne fra Stoffet ioniserer
Luften mellem Pladerne, saa at
den bliver ledende. De positive
og negative Ioner vandrer hver
i sin Retning mod de to Plader
under Paavirkning af den
elektriske Kraft, der hersker
mellem dem, naar CG er ladet.
Er C f. Eks. positivt ladet, vil
de negative Ioner, der
træffer den, afgive deres negative
Ladning til den, saa dens
Ladning og dermed dens
Spænding og Bladets Udslag
formindskes. Man iagttager, hvor
lang Tid Billedet af Bladet bruger for at bevæge
sig mellem to bestemte Delestreger i
Okularmikrometret; af denne Fald tid beregnes Voltfaldet
pr Sek. Da Luften altid i ringe Grad er ioniseret
og ingen Isolator isolerer fuldkomment, vil
Elektroskopet langsomt tabe sin Ladning, naar
der ikke er radioaktivt Stof paa D. Dette
»naturlige« Voltfald maa bestemmes og trækkes
fra. Man maa sørge for, at Spændingen af C
er saa stor, at man faar Mætningsstrøm (se
elektrisk Strøm i Luftarter). Til
Undersøgelse af β- og γ-Straaler kan bruges
et Elektroskop som Overdelen af Fig. 1, men
med Stiften med Bladet befæstet foroven i en
isolerende Prop; Huset er forbundet med
Jorden. Straalerne sendes gennem Bunden af
Huset, der for β-Straaler kan være et
Aluminiumfolie, som stopper alle α-Straaler uden at
svække β-Straalerne ret meget, medens den for
γ-Straaler maa være en nogle mm tyk Messing
ell. Blyplade, og hele Huset er da i Reglen
omgivet af tykt Bly. Straalerne ioniserer
Luften inde i Huset, og Ionerne vandrer mod
Stiften ell. mod Huset; man iagttager som før
Bladets Fald.
Forskellen i Straalernes Natur ses tydeligst
af deres forsk. Forhold i elektriske og
magnetiske Felter. Fig. 2 illustrerer skematisk
deres Afbøjning i et magnetisk Felt. Lidt Radium
er anbragt i en Udboring i en Blyklods R, saa
at Straalerne kun kan sendes opad; i et
 |
| Fig. 1. α-Straale-Elektroskop. |
 |
| Fig. 2. Straalernes Afbøjning i Magnetfelt. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
