Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Radioaktivitet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af deres Intensitet ved at passere et Blylag paa
1,4 cm.
Af de 3 Slags Straaler fra Radium
indeholder α-Straalerne den overvejende Del af
Straaleenergien; men da α-Straalerne let
indsuges, mærker man ofte ikke meget til dem;
det er saaledes Tilfældet, naar Stoffet er
indelukket. Findes det ikke udbredt i et tyndt Lag,
vil største Delen af α-Straalerne indsuges af
selve det Stof, som udsender dem, og
Straalernes Energi fremtræder da som Varme, hvorfor
man ogsaa finder, at henliggende Radium er
varmere end sine Omgivelser. Man har fundet,
at 1 g Radium udvikler c. 135 Gramkalorier i
Timen, naar det er omgivet af saa tykt Metal,
at alle Straaler absorberes helt. Af denne
Energi stammer c. 90 % fra α-Straalerne, 3 1/2
% fra β-Straalerne, 4 1/2 % fra γ-Straalerne
og Resten, knap 2 %, fra Rekylstraalingen (se
nedenfor).
Da en β-Partikels Energi kun er nogle faa
% af en α-Partikels, er α-Partiklerne langt de
bedste Ionisatorer, saa at i Nærheden af et
ubedækket Præparat skyldes Ioniseringen
væsentlig α-Partiklerne. En α-Straale danner i
Luft under alm. Omstændigheder 20000—60000
Ionpar pr cm af sin Vej, en β-Straale kun
50—100 Ionpar. Omtr. samtidig med
Ioniseringsevnen ophører Evnen til at frembringe
Fluorescens og virke fot. Den sidste Virkning er i
det hele ringe for α-Straalerne, da de ikke kan
trænge ret dybt ind i den fot. Plades Hinde.
Under elektrisk Strøm i Luftarter
er omtalt, hvorledes α- og β-Partiklers Bane
kan gøres synlig, og i Fig. 6 og 7 smst. er vist
Eksempler paa saadanne Baner. Fig. 6
illustrerer et vigtigt Resultat ang. α-Partiklers
Spredning. I Reglen er en α-Partikels Bane
retlinet, saa at de meget hyppige alm.
Sammenstød med Luftmolekyler, der frembringer
Ionisationen,, ikke afbøjer α-Partiklerne. Men den
ene Bane viser mod Slutningen 2 Knæk, der
maa være foraarsaget af en særlig Art
Sammenstød. α-Partiklernes Spredning er altsaa
ikke Resultatet af en Mængde smaa
Afbøjninger, men fremkommer ved faa endelige og ofte
meget store Afbøjninger. Dette Resultat var
Rutherford naaet til, allerede før disse
Billeder forelaa, og han drog deraf den
vigtige Slutning, at et Atom maa være saaledes
bygget, af dets positive Ladning og næsten hele
dets Masse er samlet i en overmaade lille
Kerne af mange Gange mindre Udstrækning
end selve Atomet, saa at der kun bliver meget
ringe Sandsynlighed for, at α-Partiklen ved et
Sammenstød med Atomet netop træffer
Kernen, der er tung nok til at give den en kendelig
Afbøjning. Den lille Hage ved det øverste Knæk
maa skyldes, at det ramte Atom selv har faaet
saa stærk Fart til modsat Side ved
Sammenstødet, at det ogsaa har kunnet ionisere; dets
Rækkevidde blev dog meget kort. Denne
Rutherford’s Atommodel ell. Opdagelsen
af Kernen som en Hovedbestanddel af Atomet
har faaet den allerstørste Bet. for Fysikken og
Kemien; den danner saaledes Grundlaget for
Bohr’s Arbejder over Atomets Bygning.
Fotografier af Røntgen- og γ-Straalers Bane,
tagne paa samme Maade (Fig. 8 smst), viser,
at disse ikke direkte ioniserer den Luft, de
passerer igennem, men fra Luftmolekylerne
løsriver Elektroner, der som en Art sekundære
β-Straaler frembringer Ioniseringen.
Sekundære Straaler frembringes af alle
Straaler fra radioaktive Stoffer. Meget langsomme
sekundære β-Straaler, de saakaldte δ-Straaler,
med en Hastighed under 1/10 af Lyshastigheden,
udløses i stort Tal i alle Legemer af
α-Straaler. Sekundære γ-Straaler frembringes af
primære β-Straaler og svagt af primære
α-Straaler, og disse Straaler kan tillige fremkalde de
ramte Stoffers karakteristiske Røntgenstraaler.
Alle disse sekundære Straaler gør
Absorptionsforholdene indviklede og maa tages i
Betragtning, f. Eks. ved medicinske Anvendelser af R.
Forklaring af R. Udsendelsen af
Straalerne fra de radioaktive Stoffer er ikke forenet
med noget ved alm. Midler paaviseligt
Forbrug af Energi; det viser sig endvidere, at
Udstraalingen er uafhængig af, om Stoffet
indgaar i kemisk Forbindelse ell. er isoleret, om
det er fast ell. opløst, og den er uafhængig
af Temperaturen. Man slutter deraf, at
Udstraalingen hidrører fra Processer, der
forløber uafvendeligt inden for Atomet. Til
Forklaring af R. (fremsatte Rutherford og
Soddy (1902) Hypotesen om de
radioaktive Omdannelser; denne Hypotese, der
nu er alm. antaget, har kunnet forklare alle
hidtil kendte radioaktive Fænomener. Man
antager, at ethvert radioaktivt Stof er under indre
Omdannelse; med visse korte Tidsmellemrum,
forsk. for de forsk. Stoffer, gaar et Atom itu
under Udsendelse enten af en α- ell. en
β-Partikel, hvorved det bliver til et Atom af et
nyt Stof med andre fys. og kem. Egenskaber;
de radioaktive Stoffer omdannes altsaa af sig
selv til ny Stoffer. Man maa antage, at α- og
β-Partikler hører til de Dele, hvoraf
Atomkernerne er opbyggede; i et radioaktivt Stof
kan da Bygningen ikke være fuldt stabil, men
et Sammentræf af Begivenheder inde i Atomet
maa kunne have til Følge, at en af dets Dele
river sig løs fra Forbindelsen med de øvrige
og med uhyre Hastighed farer ud i Rummet
som en α- ell. β-Straale, medens Atomet
omordner sine tilbageblivende Dele i en ny
Ligevægtstilstand, der betinger de ny fys. og kem.
Egenskaber. Er det en α-Partikel, der
udsendes, bliver Atomets Vægt 4 mindre end før,
medens en β-Partikels Udsendelse ikke
forandrer Atomets Vægt. Oftest er det ny Stof igen
aktivt og omdannes til et tredie Stof o. s. v.,
indtil Atomet til sidst bliver et stabilt Atom af
et inaktivt Stof; paa denne Maade opstaar de
radioaktive Familier. Et opr. rent radioaktivt
Stof, der ligger uforstyrret hen, vil blive til en
Blanding af forsk. Grundstoffer: det opr. Stof,
en Række aktive Mellemstoffer og det inaktive
Slutningsstof. γ-Straalerne er ikke Vidnesbyrd
om en Omdannelse, men ledsager og skyldes
β-Straalernes Udsendelse, paa samme Maade
som Røntgenstraaler udsendes ved
Katodestraalers Bremsning ell. Start. Det bemærkes dog, at
der ikke er noget konstant Forhold mellem
Mængden af γ- og af β-Straaler, ja nogle
β-Straale-Stoffer udsender kun yderst svage
γ-Straaler. Ogsaa Udsendelsen af α-Straaler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
