Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Reinhard, Max - Reinhart, Johann Christian - Reinhold, Heinrich - Reinhold, Karl Leonard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ansættelse ved »Deutsches Theater« i Berlin.
Her udførte R. ældre Roller (f. Eks. Akim i
»Mørkets Magt« og Mortensgaard i
»Rosmersholm«) med en egen stilfærdig Inderlighed, men
Bet. fik han først, da han 1902 blev Leder af
»Kleines Theater«, hvor navnlig Opførelsen af
Tolstoy’s »Nachtasyl« skabte hans Ry, skønt
Udførelsen nærmest maatte betragtes som en
Kopi af Fremstillingen paa Kunstnerteatret i
Moskov; 1904 overtog han ogsaa Direktionen
for »Neues Theater«, som han næste Aar
byttede med »Deutsches Theater« og den dermed
forbundne lille Scene »Kammerspiele«. Som
fantasifuld Instruktør af en lang Række Værker
af Verdens første Dramatikere fra Shakespeare
til Strindberg skabte R. ved at tage den
moderne Tekniks Hjælpemidler i sin Tjeneste
mange skønne Scenebilleder (f. Eks. i
»Købmanden i Venedig« ell. »En
Skærsommernatsdrøm«), rige paa snart bevidst enfoldige, snart
overlæssede Virkninger. Rygtet herom spredtes
paa Reklamens Vinger bl. a. til London og
Paris, hvor R. gav Gæsteforestillinger, og hans
Kunst fandt snart Efterlignere i andre Lande
(i Danmark navnlig Johannes Poulsen, f. Eks.,
ved Opførelsen af »Aladdin«, 1919). Russiske
Komedier, fremført i Hjemlandets indadvendte
Tone, vekslede med klassiske Forestillinger i
stiliseret Udstyr paa Drejescene ell. med
Operetter, hvor Massevirkninger og fantastiske
Lyseffekter anvendtes. R. arbejdede mere ud
fra sin Evne til at se alt i Billeder end i Kraft
af psykologisk Sans, og hans Trang til malerisk
Fornyelse førte ham efterhaanden helt bort
fra det sjælelige i Skuespilkunsten, navnlig da
han 1919 startede Kolossalscenen »Grosses
Theater« med Plads til flere Tusinde Tilskuere.
Dette Foretagende mislykkedes og tvang ham
i Forbindelse med Verdenskrigens Udfald til
at nedlægge Styret for alle sine Scener. Kort
efter (1920) gav han en Række Forestillinger
med en Del af sit Ensemble paa Casino i
Kbhvn, hvor han Marts 1921 med danske
Skuespillere iscenesatte Operetten »Orfeus i
Underverdenen«, en Forestilling, der var
karakteristisk for R.’s Kunst i dens senere Fase: Ved
Udfoldelse af Pragt og sine snart geniale, snart
platte Paafund, svækkede han Interessen for
Musikken og næsten udstrøg Solisterne.
Derimod indgød han individuelt Liv i Koret og
Statisterne.
R.’s Virksomhed har været Genstand for den
højeste Ros og den skarpeste Kritik. Han
udvidede Scenens tekniske Rammer og gav
Skuespilkunsten ny Muligheder, der satte Frugt i
den Udvikling, de store Talenter Bassermann,
Moissi, Wegener og Fru Eysoldt gennemgik
under hans Styre, men hans kunstneriske
Personlighed er aabenbart uden Midtpunkt; alle
Retninger var ham lige gode, naar han blot fik
Lejlighed til at foretage Eksperimenter. Hans
Gerning efterlod en Tilstand af Forvirring, som
de økonomiske Forhold i Tyskland efter
Verdenskrigens Udfald har gjort yderligere
kaotisk. I de seneste Aar har R. virket som
Instruktør ved fremmede Teatre, bl. a. i
Amerika. Han har ogsaa restaureret Wiens
»Josepstädter Theater« i gl Stil, og 1924 aabnede han
i Berlin et nyt »Kammerspiele«, kaldet
»Komedien«. Det synes altsaa, som om Manégeperioden
i hans Udvikling er afsluttet. (Litt.: »Teatret«,
XX [Kbhvn 1921]).
R. N.
Reinhart [ra^inhart], Johann Christian,
tysk Maler og Raderer, f. 1761 ved Hof, d. 1847
i Rom. Han studerede i Leipzig, gik paa
Dresdens Akademi, hvor han ikke følte sig hjemme,
opholdt sig 3 Aar som Hertugens Ven ved
Meiningens Hof og udviklede sig, bosat fra 1789
i Rom, under Indflydelse af Carstens og Koch,
i udpræget klassicistisk Retning, dyrkende (i
G. Dughet’s, senere mere i N. Poussin’s Aand)
det heroisk-stilistiske Landskab, fast i Linier og
Former, men gerne svagt i Farvevirkning. Hans
Malerier i Pal. Massimi i Rom, udført 1825—29
i Tempera paa Marchese Massimi’s Bestilling til
Datidens Kunstaanders største Tilfredshed, kom
1908 til Nationalgaleriet i Berlin; i
Thorvaldsen’s Mus. er han godt repræsenteret ved en
Del Malerier, 1793—1835: Villa Borghese, ital.
Landskab etc. samt Tegninger (R.’s Styrke);
for Ludvig af Bayern udførte han 4
Temperamalerier (Prospekter fra Villa Malta). I Roms
Kunstnerliv spillede han en fremtrædende Rolle,
stod Thorvaldsen nær (ogsaa Schiller og W. v.
Humboldt). Hans skarpe Angreb (støttet bl. a.
af Thorvaldsen) paa Datidens Kunstkritik i
forskellige Brochurer vakte ved deres Fremkomst
stor Opsigt. Sammen med fl. a. udgav han 1799
72 raderede Prospekter fra Italien. (Litt.:
Baisch, »J. Ch. R. u. seine Kreise« [Leipzig
1882]).
A. Hk.
Reinhold [’ra^inhålt], Heinrich, tysk
Maler og Kobberstikker, f. 1788 (1790) i Gera,
d. 1825 i Albano, Elev af Akademierne i
Dresden og Wien, videre uddannet i Paris under
Denon, hvem han hjalp med Stikkene til
Værket over Napoleon’s Felttog. 1819 tog han til
Italien; han virkede sin sidste Tid i Rom. R.
malede bl. a. Landskaber med bibelske og
mytologiske Figurer. Fl. Arbejder ses i
Thorvaldsen’s Mus., en Del ital. Landskaber i Hamburgs
Kunsthalle, andre i Münchens Pinakotek m. v.
A. Hk.
Reinhold [’ra^inhålt], Karl Leonard,
tysk Filosof, f. 26. Oktbr 1758 i Wien, d. 10.
Apr. 1823 som Prof. i Kiel. R. traadte som ung
ind i et Barnabiterkollegium, hvor han
studerede Teologi og Filosofi og snart efter blev
Lærer i disse Fag. Da han følte, at hans
rationalistiske Tænkemaade ikke passede til hans
Stilling som Klosterbroder, flygtede han 25 Aar
gl til Weimar, hvor han blev Medarbejder ved
Wieland’« »Deutscher Merkur« og dennes Ven
og senere Svigersøn. Begejstret over Kant’s
»Kritik der reinen Vernunft« blev han en ivrig
Kantianer og bidrog virksomt til at gøre den
kantske Filosofi kendt ved i »Merkur« 1785—87
at offentliggøre sine »Briefe über die kantische
Philosophie«, og blev 1787 Prof. i Jena, i den
filos. Bevægelses Brændpunkt, hvorfra han 1794
gik til Kiel. I Jena udkom hans Hovedværk
»Versueh einer neuen Teorie des menschlichen
Vorstellungsvermogens« (1789). Det er
Resultatet af en energisk Fordybelse i den kantske
Filosofi, der søger at hæve dennes kritiske
Modsætning mellem Sanselighed og Forstand, ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
