Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Relativitetsteorien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
B, som bevæger sig jævnt relativt til A, men at
det samme ogsaa gælder for de Love, der
behersker Lyset og de elektromagnetiske Fænomener
overhovedet. Dette er Einstein’s
Relativitetsprincip, som faar sin ejendommelige
og revolutionerende Karakter i Sammenligning
med Relativitetsprincippet i den klassiske
Mekanik derved, at det principielt kunde synes at
være uforeneligt med saadanne Erfaringer, som
vedrører Lysets Natur. Det væsentlige ved dette
Paradoks kommer til Udtryk i, hvad Einstein
kalder »Princippet om Lyshastighedens
Konstans«, hvori han sammenfatter den Erfaring,
at Fænomenet Lysets Udbredelse foregaar paa
en saadan Maade, at saavel Iagttageren i A som
Iagttageren i B vil beskrive denne Udbredelse
som foregaaende med den samme Hastighed c
i alle Retninger. Dette er imidlertid netop det
væsentlige i Michelson’s Resultat. Vil man
benytte sig af den gl. Udtryksmaade, hvor man
taler om en Verdensæter, saa kan Einstein’s
Synspunkt tolkes paa flg. Maade: kan A
beskrive de elektromagnetiske Fænomener
saaledes, at han selv hviler i Forhold til Æteren,
og B altsaa bevæger sig i Forhold til denne, saa
er B til Gengæld lige saa berettiget til at anse
sig selv som hvilende i Æteren, og A som
bevægende sig i denne. Æteren savner altsaa de
substantielle Egenskaber, som er saa betegnende
for Medier som Luft ell. Vand; det har en
ganske bestemt Mening, naar man siger, at et
Punkt bevæger sig med saa og saa stor
Hastighed gennem Luften ell. gennem Vandet; for
Æteren har et saadant Udsagn ingen bestemt
Mening; der kan kun tales entydigt bestemt om
den relative Hastighed af et Punkt i Forhold
til et andet.
3) Rum og Tid i
Relativitetsteorien. Vi vil nu beskrive, hvorledes Udfaldet
af Michelson’s Forsøg skal tydes ud fra
Einstein’s Principper, og hvordan disse Principper
overhovedet har ført til en Revision af vore
Opfattelser af Rum og Tid, ell. — nøjagtigere
udtrykt — af Resultaterne af Længdemaalinger
og Tidsmaalinger.
Vi tænker os nu det i 2) betragtede, ved Fig.
1 illustrerede Forsøg udført først af en
Iagttager i et »tilladt« Koordinatsystem A (d. v. s.
hvori Inertiloven gælder), og derefter af en
anden Iagttager med samme Apparat i et
System B, der bevæger sig med Hastighed v i
Forhold til A i Retningen P Q. Begge finder
for Tidsforløbet mellem Lysets Afgang fra og
Ankomst i P den samme Værdi 2l/c, og hver for
sig tyder sit Forsøg, som om Lyset i Forhold til
hans Apparat har Hastigheden c. Hvordan kan
Resultatet af B’s, Forsøg nu forklares ud fra A’s
Standpunkt? Einstein finder: 1) Apparatets Stand
vil iflg. A ikke længere have den samme
Længde, som da det hvilede. Den har
kontraheret sig fra sit opr. »rigtige« Maal l til det
kortere Maal l’ (smlg. Fig. 2), og Forholdet
mellem l’ og l er givet ved Udtrykket √1—v2/c2.
At denne Kontraktion undgaar B’s
Opmærksomhed, ligger i, at alle Genstande i hans System,
de Maalestokke, hvormed han maaler
Afstanden P Q, hans Krop, o. s. v. deltager i denne
alm. Kontraktion i v-Retningen. Dette
Fænomen, at alle Legemer, saa snart de sættes i
Bevægelse i Forhold til os, synes at trække sig
sammen i Bevægelsesretningen, kaldes for
Lorentz-Kontraktionen, fordi Lorentz
allerede 1892 udledte, at kun en saadan
Kontraktion kunde forklare Resultatet af Michelson’s
Forsøg. P. Gr. a. at Lyshastigheden er saa
overordentlig stor, er denne Kontraktion
umærkelig for saadanne Hastigheder, som vi møder
i det praktiske Liv; men hvis f. Eks. vore
Jernbanetog kørte med en Hastighed af 200000 km
pr Sek., vilde den være en dagligdags Erfaring.
2) Et hvilket som helst Ur, som B benytter for
at maale den omhandlede Tidsforskel, om det
saa er et af de samme Ure, som først er blevet
benyttet i A’s Forsøg, har en langsommere Gang
end de Ure, paa hvilke A aflæser sin Tid,
derfor vil B finde en for lille Værdi for denne
Forskel, en Værdi som forholder sig til den
»rigtige« Værdi, d. v. s. den Værdi, som A tilkender
den, som √1—v2/c2 forholder sig til 1. At denne
langsommere Gang undgaar B’s
Opmærksomhed, ligger i, at »Tiden« overhovedet gaar
langsommere i B’s Koordinatsystem, om det saa
drejer sig om Livsprocessernes Forløb i hans
Krop. 3) B har ikke den samme Opfattelse som
A af, hvorvidt to Begivenheder er samtidige.
Saaledes vil B fra sit Standpunkt anse en
Begivenhed, som sker tæt ved Spejlet Q
af hans Apparat, i det Øjeblik, hvor
Lyset kastes tilbage derfra, som samtidig med
en Begivenhed, der indtræffer tæt ved Punktet
P af hans Apparat i det Øjeblik, som ligger
midt imellem Afgangs- og Ankomsttiden for
Lyset. Fra A’s Standpunkt vil imidlertid den
første Begivenhed sikkert indtræffe senere end
den sidste, fordi, som nævnt, Lysets Hastighed
relativ til B’s Apparat vil være mindre end c
paa Henvejen og større paa Tilbagevejen.
Af de under 1) og 2) nævnte Punkter vil det
være klart, at B, for den omhandlede
Tidsforskel, finder en Værdi, der er i det hele √1—v2/c2 X
√1—v2/c2 = (1—v2/c2) Gange mindre, end han
vilde have fundet, hvis Længdekontraktionen og
Ændringen i Urenes Gang ikke havde fundet
Sted. Derved er netop den Forskel
kompenseret, der, iflg. den i 2) udførte Regning, i dette
Tilfælde vilde have eksisteret mellem Resultatet
af B’s og A’s Forsøg.
Betragter vi nu det Tilfælde, hvor B bevæger
sig i Forhold til A i en Retning vinkelret paa
P Q, da vil der ikke være Tale om en
Kontraktion af Stangen, fordi en saadan kun finder
Sted, naar Hastigheden er parallel med P Q
ell. har en Komponent i denne Retning. Heller
ikke vil der nu være nogen Uoverensstemmelse
 |
| Fig. 2. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
