Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Religion - Religionsedikt - Religionsfilosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Betydning, er den originale Maade, hvorpaa
han har oplevet et Syn af den skjulte
Verden, som er Tilværelsens
hemmelighedsfulde Grund, og den Maade, hvorpaa han
forstaar at fremsætte dette Syn. I den
personlige Grebethed af Synet og det ny Sprog,
hvori han forkynder dette, ligger hans Magt.
Han tror paa sig selv som dem, der er en
Aabenbaring af den højeste Magt, og han kalder
Troen frem hos sine Omgivelser, saa hans Syn
bliver til deres Livssyn. At dette som personlig
bestemt bliver i høj Grad individuelt, er
nødvendigt. Derfor bliver der en afgørende
Forskel paa de forsk. R., en saadan, som beror
paa, at et forsk., individuelt Ideal ligger til
Grund. Til en bestemt Historie vises der tilbage.
Jo rigere denne er, desto fyldigere er den
paagældende R. Ud fra denne Historie faar alle
de religiøse Forestillinger om Aabenbaring,
Inspiration og Undere deres nærmere Udfyldning.
En R., der ikke har en saadan positiv Historie
at støtte sig til, vil blive tom og kraftesløs.
Intetsteds lever vi saaledes paa hist. Grund
som i R.
Men bag ved de individuelle Forskelle ligger
der dog een fælles Bevidsthed, som vi kan
betegne som Oplevelsen af en Forløsning,
en indre Frigørelse. Gennem baade de ydre og
indre Livsbetingelser, gennem den indre
Natur, vi bærer paa, og den ydre, der omgiver
os, fornemmer vi Hindringer for Udfoldelsen af
vore Livskræfter i deres hele Fylde. Vi føler
os trælbundne ved alle de hemmende Baand,
der holder os nede og krydser vore højeste
Maal. Vi trænger til at aande ud i en højere og
renere Luft, til at føle os fri. Det er en saadan
Fornemmelse, som skænkes os gennem den
religiøse Opløftelse. Her ligger et Mysterium, som
udgør R.’s egl. Væsen. Det kan kun beskrives
gennem Sammenstillingen af de to Ord,
Selvhengivelse og Selvhævdelse. Den
Maade, hvorpaa Oplevelsen i det enkelte sker,
er atter individuelt bestemt. Her kan dog
tales om forsk. Typer. Det kommer an paa, om
det nærmest er Modsætningsforholdet i sin hele
Skarphed, det disharmoniske i Tilværelsen, der
dvæles ved, ell. det er Glæden over Ophævelsen
af Spændingen, Harmonien, der understreges.
Og naar vi samler alle de forsk. Former, bliver
der to forsk. Grundtyper tilbage som
fundamentale. Den ene fremhæver Selvopgivelsen og
finder sin Hvile deri. Det er den mystiske
Type. At tabe sig selv i Uendelighedens Dyb,
hvor alle Forskelle svinder og alle
Modsætninger ophæves, er den store Oplevelse for
Mystikeren. Den anden Fromhedstype fremdrager
netop det modsatte, Selvhævdelsen. At finde sig
selv i fuld personlig Forstand, at tage sit
Livsmaal op med fuld Tillid til at kunne føre det
igennem, det er her den religiøse Vinding. Det
er den formaalsbestemte Type. Den
fører til Handling og Daad. Den mystiske Type
er ejendommelig for den indiske Fromhed, den
formaalsbestemte for den kristne. I Buddha
og Jesus har vi de to store Repræsentanter
for R.’s dobbelte Retning. Men trods deres
principielle Forskellighed findes de dog stærkt
blandede med hinanden inden for den europ.
Religiøsitet. Det afgørende bliver, om
Højdepunktet for Livet findes i Naturen ell.
Personligheden. (Litt.: se Religionsfilosofi).
F. C. K.
Religionsedikt, Statsforordning vedrørende
Religionen. De mest kendte R. er
Worms-Ediktet 1521 mod Luther og det nantiske Edikt.
A. Th. J.
Religionsfilosofi er den Tænkning, som har
det religiøse Problem til Genstand. Det ligger
i Sagens Natur, at en saadan Disciplin først
kan komme frem med en vis Grad af
Dannelse; den Refleksion og Kritik, som her gør
sig gældende, forudsætter, at det umiddelbare
Trosstandpunkt er overskredet. Deraf kan dog
ikke sluttes, at R. kun skulde komme frem i
en religiøs Opløsningstid. Selve Trosforholdet
maa, hvor det er forenet med alm. Dannelse,
med indre Nødvendighed fordre en videre
Selvbesindelse og Begrundelse, som kun kan gives,
ved at Tænkningen tages til Hjælp.
Den Karakter, som R. faar i den gr. Oldtid,
er nærmest den at være Surrogat for
Folkereligionen. Idet Sokrates over for den sofistiske
Forflygtigelse af Sandheden søger en fast
Grund i Personlighedens Indre, finder han den
i et Samvittighedsforhold af religiøs Art. Han
dømmes for Ateisme, men Forholdet er, at han
indfører en ny religiøs Bevidsthed, renere end
den foregaaende. Hans Tanker bliver af Platon
udførte paa en saadan Maade, at man med
Rette kan betegne hele hans Filosofi som en
religiøs Verdensanskuelse. Menneskesjælen,
nedsænket i Endeligheden, søger tilbage til sit
oversanselige Hjem; det højeste Maal for
Menneskets Stræben er at ligne Gud. Hos
Aristoteles drages der en bestemt Forbindelseslinie
mellem den filosofiske Bestemmelse af
Tilværelsens Grundkraft og Folkereligionens Tanke
om Gud. Hvad der er ment med Forestillingen
om Gud, skal være at finde i Begrebet om den
ubevægede Bevæger af Verden, den første
Aarsag. Religionen underordnes saaledes under den
filos. Bestemmelse. Paa en særegen Maade
bliver den samme Tanke om en Enhed af
Religion og Filosofi siden praktiseret af
Ny-Platonismen; Folkereligionerne bliver her
opfattede som billedlige Fremstillinger af
Sandheden, som Symboler, der paa populær Maade
udtrykker den Enhed af guddommeligt og
menneskeligt, der skal være Filosofiens sidste Ord.
I denne Form optager den hedenske Filosofi
og Religion den sidste Kamp med
Kristendommen. Naar denne sejrer, betyder det sikkert
ikke alene Overvindelsen af de gamle
Religioner, men det er tillige en Bekræftelse paa,
af en Filosofi over Religionen, hvor stor Bet.
den end kan have til at rense og uddybe
Bevidstheden, dog aldeles ikke egner sig til at
træde i St f. den positive hist. Religion. Det er
det samme, som siden stadfæster sig i
Gnosticismens Forhold til Kirken; den er nemlig
ogsaa i Virkeligheden kun en religiøs Filosofi.
Med Kristendommen indledes en ny Epoke
for R. Idet Kristendommen i Modsætning til de
gamle Religioner gør sig gældende som den
højeste Sandhed, kom den, efterhaanden som
Dannelsen steg, til at stille den Fordring til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
