Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Aristobul - Aristofanes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dette var det Gode, som var al Stræbens Maal;
men dette var ikke saaledes at forstaa, at man
uden Omtanke gav sig Øjeblikkets Nydelser i
Vold, tværtimod maatte den Forstandige være
saaledes Herre over sig selv og over
Forholdene, at han overskuede, om Nydelsen var en
virkelig Nydelse og ikke siden førte Smerte
med sig, og at han altid bevidst valgte, om
han vilde gribe Nydelsen ell. lade den ligge.
I Modsætning til Kynikerne, der søgte
Uafhængigheden i Afholdenhed fra alt, var Maalet for
A.’s Etik den frie Tilegnelse, den subjektive
Afgørelse af, hvad man vilde nyde, og deraf
flg. uforstyrret Sindsro; den Vise var altid Herre
over sine Nydelser, blev aldrig deres Slave. Da
A.’s Værker er tabt, lader det sig ikke forfølge,
hvorledes han i det enkelte gennemførte denne
Lære, hvis log. Konsekvens er meget
angribelig. I den sikre Uafhængighed over for Livets
ydre Tilskikkelser er Tilknytning til Sokrates,
men i øvrigt er A. den af alle Sokratikere, der
fjernede sig mest fra Udgangspunktet. I hans
Skole fortsattes og udvikledes hans Lære bl. a.
af hans Dattersøn, A. den yngre.
W. N.
Aristobul, 1) A. I, Konge over Jøderne
104—103. Søn af Makkabæer-Fyrsten Johannes
Hyrkan. Faderen overdrog ham Embedet som
Ypperstepræst, medens Moderen skulde have
den verdslige Magt. A. lod hende fængsle og
sulte ihjel; ligeledes lod han sine 3 Brødre
fængsle, medens han gav den fjerde, Antigonos,
Del i Magten. Dog fik nogle Misundere ved
Intriger kort efter denne dræbt. A., hvis hebræiske
Navn var Juda, var den første Makkabæer, som
antog Kongetitlen. Han var en udpræget Ven
af den gr. Kultur, som det just havde været
hans Slægts Opgave at bekæmpe. Men at han
ogsaa var jødisk Nationalist, viste han, da han
erobrede de nordlige Del af Palæstina (maaske
Galilæa) fra Ituræerne, og paatvang disse Egne
Omskærelse og den jødiske Lov. Han skal være
død under Samvittighedskvaler over sine
Grusomheder. Disse er dog maaske noget overdrevne
af Josefos. Ikke-jødiske Historikere bedømte
ham gunstigere. Han efterfulgtes af Broderen,
Alexander Jannai.
2) A. II, Søn af Alexander Jannai, havde,
under sin Moder Alexandra Salome, sluttet sig
til det misfornøjede, sadducæiske Parti, og lige
i Slutn. af hendes Regering, da hun var blevet
syg, og det var at vente, at den anden Søn,
Ypperstepræsten Hyrkan, vilde blive hendes
Efterfølger, rejste han et Oprør. Da Moderen var
død (67), besejrede A. Hyrkan, der afstod
Værdigheden som Konge og Ypperstepræst; men
Idumæeren Antipater fik Hyrkan til at rejse sig
igen, og understøttet af Araberfyrsten Aretas
belejrede han Jerusalem. Paa dette Tidspunkt
rykkede Pompejus, efter sin Sejr over
Mithridates, frem mod S. Aretas trak sig tilbage paa
Romernes Forlangende, og Brødrene saa vel som
Repræsentanter for Folket, der ønskede at
befris for dem begge, indfandt sig hos Pompejus
i Damaskus (63). Pompejus udsatte Afgørelsen,
men da A. misfornøjet forlod ham, blev han
forfulgt. Han overgav sig til Pompejus, som derpaa
belejrede og indtog Jerusalem (63). Efter at
have indsat Hyrkan II som Ypperstepræst, førte
Pompejus A. samt hans to Sønner og 2 Døtre
med til Rom, hvor de maatte gaa med i
Triumftoget (61). Senere (56) flygtede A. og hans Søn
Antigones til Palæstina og søgte at faa Magten,
men blev slaaet og atter sendt til Rom. Da Cæsar
(49) havde faaet Magten i Rom, vilde han
benytte sig af A., frigav ham og gav ham 2
Legioner til at bekæmpe Pompejanerne i Syrien
med; men han blev af Pompejanerne i Rom
ryddet af Vejen ved Gift.
3) A. III, Søn af Hyrkan II, indsat som
Ypperstepræst (35) af Herodes, men samme Aar
ryddet af Vejen af ham.
(V. O.). J. P.
Aristobul, hellenistisk, jødisk Filosof i
Alexandria, der levede under Ptolemaios VI
Filometor (hen imod Midten af 2. Aarh. f. Kr.),
for hvem hans store Skr., en Forklaring til den
mosaiske Lov er bestemt. Skriftet, som vi kun
kender i Fragmenter hos Kirkefædrene, er ingen
egl. Forklaring, men en fri Reproduktion af
Indholdet i Mosebøgerne, hvorved dette faar en
filosofisk Forklaring. Han vil, ligesom senere
Filo, til Forherligelse af Jødedommen vise, at
de gr. Filosoffer har øst deres Visdom fra
Moses. — Af flere bliver dette Skr. imidlertid
anset for uægte og langt yngre. (Litt.:
Schürer, »Geschichte des jüd. Volkes im Zeitalter
Jesu Christi«, 3. Bd, 4. Opl., S. 512—22).
(V. O.). J. P.
Aristochin, (C20H23N2O)2CO3, er
Dikininkulsyreæter, der fremstilles ved at lede luftformigt
Karbonylklorid til en Opløsning af Kinin i
Kloroform. Det bruges som Lægemiddel i St. f. Kinin,
fremfor hvilket det har den Fordel ikke at
smage bittert. Det danner et hvidt
Krystalpulver, uopløseligt i Vand, opløseligt i Vinaand og
svage Syrer. Smeltepunktet er 186,5°.
E. K.
Aristodemos [gr. -↱sto´-] 1) Heraklide, der,
ved den doriske Folkevandring skal være blevet
Konge i Sparta; hans Tvillingsønner, Eurysthenes
og Prokles, var Stamfædre til de to spartanske
Kongehuse.
2) messenisk Konge, der under den første
messeniske Krig (743—724 f. Kr.) med stor
Tapperhed skal have forsvaret Bjergfæstningen
Ithome og tilsidst i Fortvivlelse dræbt sig selv.
K. H.
Aristofanes [gr. -↱fane.s], 1) Oldtidens,
maaske alle Tiders største Komedie digter, levede i
Athen fra c. 450 f. Kr., til nogle Aar efter 388; hans
Virksomhed falder saaledes omtr. sammen med
den peloponnesiske Krig. A.’s Fader synes ikke
at have været en indfødt Athener; i alt Fald
blev A. af Politikeren Kleon anklaget for
Anmasselse af Borgerretten, som han dog beholdt.
A. optraadte første Gang 427 med
»Svirebrødrene« under Filonides’ Navn, derpaa 426 med
»Babylonierne« under Kallistratos’, og denne
bragte ogsaa det ældste bevarede Stykke
»Acharnerne« paa Scenen; undertiden optraadte A.
selv som Skuespiller, f. Eks. som Kleon i
»Ridderne«, da ingen vovede at maskere sig som
denne. Af 44 ham tillagte Stykker gjaldt 4 for
uægte; nu har man foruden Fragmenter (udg.
af Meineke [Berlin 1839 og 1847] og Kock
[Leipzig 1880]) 11 Stykker bevarede. Det ældste
er: 1) »Acharnerne«, hvormed A. 425 besejrede
Kratinos og Eupolis, benævnet efter Koret,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
