Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Armansperg , Johan Ludvig, Greve, bayersk Statsmand (1787-1853) - Armatoler var Navnet paa en gr. Landmilits paa Balkan-Halvøen - Armatur, 1) i Teknikken samtlige Dele - Armatur, 2) i Fysikken - Armatur, 3) Tidligere alm. Fællesbetegnelse for Bevæbning og Udrustning - Armauer Hansen, se Hansen, G. H. A. - Armbaand og Armringe (Haandledsringe)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Medlemmer og blev 1835, da Otto selv overtog
Regeringen, hans Førsteminister med ret
enevældig Magt. Hans Lyst til at indføre tyske
Indretninger vakte Grækernes Uvillie imod ham. Febr
1837 fik han Afsked og vendte tilbage til Bayern.
E. E.
armarium (lat., heraf fr. armoire),
Rustkammer; Bogskab, armarius, Vaabensmed;
Bibliotekar; Opbevarer af Kirkebogen og
Forsanger i Klostrene.
Armatoler var Navnet paa en gr. Landmilits
paa Balkan-Halvøen, der eksisterede allerede i
de byzantinske Kejseres Tid, og hvis
Organisation senere optoges og befæstedes af de
osmanniske Sultaner; det var noget lgn. som den
Organisation, Sultan Abdul-Hamid II i vore
Dage har søgt at skabe bl. Kurderne; nominelt
stod A. og deres indfødte Chefer, hvis
Værdighed var arvelig, under de paagældende
Provinsers Generalguvernører, men i Virkeligheden var
de ret uafhængige. A. bestod lige til Udbrudet
af den gr. Frihedskrig, i hvilken de gjorde
fælles Sag med deres gr. Stammefrænder.
J. Ø.
Armatur, 1) i Teknikken samtlige Dele,
der tjener til Fuldstændiggørelse af en Maskine
ell. et Apparat.
A. betegner saaledes paa Dampkedlen
de Dele, der er nødvendige for dennes Brug og
Kontrolering. Der skelnes her desuden mellem
den grove A. og den fine A. Til den grove A.
henregnes Risten, Fyrkarmen med Fyrdøren og
Brændpladen, Askefaldsdæmperen, Damphatten,
Mandehulsindfatningen med Dæksel,
Røgspjældene, Rensedøre m. m. Til den fine A. hører
Trykmaalere, Sikkerhedsventiler,
Vandstandsmaalere og -haner, Alarmapparater, Ventiler og
Haner paa alle Af- og Tilgangsrør, Injektør
m. m. (Se i øvrigt Dampkedel).
(H. D.). E. Th.
2) i Fysikken de bløde Jernstykker, der
anbringes paa en naturlig ell. kunstig Magnet,
f. Eks. Ankeret til en Hesteskomagnet (se
Magnetisme); endvidere Papirbelægningen paa
en Influensmaskine (s. d.), og i Alm. om
beskyttende Dele. Man taler saaledes om »armerede
Kabler« til Elektricitetsledning.
K. S. K.
3) Tidligere alm. Fællesbetegnelse for en
Afdelings ell. den enkelte Soldats hele Bevæbning
og Udrustning.
Armauer Hansen, se Hansen, G. H. A.
Armbaand og Armringe (Haandledsringe)
har været anvendte til næsten alle Tider og
hos Folkeslag paa de forskelligste Kulturtrin,
fortrinsvis som Kvindesmykker, ikke sjælden
ogsaa af Mænd, snart simple og af ringe
Materiale, ofte af kostbart Stof og med den rigeste
Udsmykning. I klassisk Oldtid kendes A.
allerede i de homeriske Kvad. I hist. Tid brugtes
de væsentlig kun af Kvinderne, anbragte paa
begge Arme og saavel paa Over- som
Underarmen. Navnlig Overarmsringen gjordes ofte
spiralformet og i Slangeskikkelse. Paa Samos
hedder det, at A. ogsaa anvendtes af Mænd, men
ellers kun som Lapseri af enkelte. Tilsvarende
var Forholdet i Italien, hvor sædvanlig kun hos
Etruskerne ogsaa Mænd brugte A. Dog
anvendtes Sølvringe parvis som Udmærkelsestegn for
Soldater og Underofficerer. Adskillige A. er
bevarede, saaledes i Pompeji; fra sen- og
efterklassisk Tid er mange fundne i Grave paa Krim.
I forhistorisk Tid kendes A. fra Mellemeuropa
allerede i senere Stenalder, af poleret Sten,
Muslingskal ell. fossilt Horn, og derefter fra
Metaltiderne, mange fra tidlige Jernalder (la
Téne-Tid). I Danmark er de fra ældre Bronzealder
opefter i vekslende Udformning et jævnlig
forekommende Kvindesmykke, ikke sjælden som
Spiralringe med mange Vindinger. I
Bronzealderen anvendtes de ogsaa af Mænd, dog ikke
almindeligt og udførte i Guld, maaske mere som
Rigdoms- ell. Værdighedstegn end egl. Smykke.
Gennem den senere Oldtid var Anvendelsen i det
hele ret sparsom; de kendes fra Vikingetiden
ogsaa af fint Tøj; stundom gaves der
Værdimetallet Form af A. Ved Oldtidens Slutn.
 |
| Fig. 1. Fra Pompeji. Sølv. |
|
| Fig. 2. Fra Rodenbach, Pfalz; tidlig Jernalder. Guld. |
|
| Flg. 3. Fra Danmark; ældre Bronzealder. Guld. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
