Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Armenien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
anerkendtes som Underkonge i en Del af A. Han
hørte til Bagratunierne (Bagratiderne), en
Adelsslægt, som allerede i 5. Aarh. e. Kr. havde haft
stor Magt og Anseelse i A. Under Kongerne af
Aschots Æt blomstrede A. op og nød en længe
ukendt Fred og Ro; men Tyrker og Kurder
gjorde i den flg. Tid oftere ødelæggende
Indfald i A. Landet led skrækkeligt, og mange
Armeniere flygtede. De fleste søgte Tilflugt i
Lillearmenien, og her lykkedes det snart en
Prins af Kongeslægten, Rhupen (Ruben), at
samle en Del Armeniere om sig og stifte et lille
Rige, som han befriede for Grækernes Aag. Hans
Efterfølgere udvidede deres Herredømme over
de tilgrænsende Lande i Lilleasien, især
Kappadokien og Kilikien, og spillede en ikke
ubetydelig Rolle i Korstogenes Tid. Derimod vedblev
det egl. A. at staa under Fremmedes
Herredømme, først især under Tyrker, siden (fra
1242) mest under Mongoler. En af Rhupen’s
Ætlinge, Leo II, fik Kongetitel af Kejser
Henrik VI; den bekræftedes af Paven. Men Riget
fik snart (fra 1266) farlige Fjender i de
ægyptiske Herskere, og 1374 gik Riget til Grunde.
Lillearmenien kom 1403 ind under
turkomanniske Herskere. Storarmenien blev 1472
undertvunget af Perserne, som 1508 ogsaa besatte
Lillearmenien, men de maatte siden vige for
Selim II, og fra hans Tid tilhørte A. Tyrkerne
med Undtagelse af den østlige Del, Erivan, der
forblev ved Persien, indtil Russerne 1828
fratog dem den største Del; herved kom
Patriarkens Sæde, Etschmiadsin, ind under Rusland.
Russerne har 1877 tillige frataget Tyrkerne Kars
og andre Dele af A.; men Hovedlandet med
Hovedstaden Erzerum er endnu i Tyrkernes
Hænder. Da Armenierne stadig trykkedes haardt
af Persere og Tyrkere, har mange forladt deres
Fædreland. En Del er gaaet til Russernes
transkaukasiske Besiddelser. I Konstantinopel o. a.
St. i Tyrkiet lever mange Armeniere, der
udmærker sig ved Flid og Arbejdsomhed. Under
Alexander II var den russ. Regering, i hvilken
Armenieren, Loris Melikov en Tid havde Sæde,
ret gunstig stemt imod Armenierne, og det
syntes at være dens Hensigt at faa de Lande, i
hvilke der boede Armeniere, samlede i en
Vasalstat under russ. Højhed. Men Planen kunde
ikke gennemføres. Ved Freden i San Stefano
maatte Rusland nøjes med, at Porten gav Løfte
om Reformer i A. Ved Berlin-Traktaten 13.
Juli 1876 fik Stormagterne et lignende Løfte af
Porten; men Reformerne udeblev aldeles. Et
britisk Forsøg (1881) paa at bevæge Magterne
til en samlet Optræden lige over for Tyrkiet
mislykkedes. Snart efter forværredes
Armeniernes Stilling i Rusland. Efter Alexander II’s
Mord fortrædigedes de paa mange Maader.
Skoler lukkedes; der lagdes Hindringer i Vejen for
Undervisning i armenisk Sprog, medens der
aabenlyst lagdes an paa at føre Armenierne fra
deres nationale (den gregorianske) Kirke over i
den ortodokse russ. Kirkes Skød. Grunden var
for en stor Del, at ikke faa Armeniere i
Rusland havde sluttet sig til hemmelige
revolutionære Selskaber, ja ligefrem til Nihilisterne. Det
samme var ogsaa Tilfældet med adskillige
Armeniere i Tyrkiet og endnu mere med de
Armeniere, der boede i europæiske Hovedstæder.
Fra 1887 udgives der i London en revolutionær
armenisk Avis Hentsiak (d. e. »Klokken«). Det
Selskab, der udgiver den, »Hentsjakisterne«, er
ikke blot revolutionært, men ogsaa antireligiøst,
hvorfor Præsteskabet og det store Flertal af
Befolkningen i A. er traadt i skarp
Modsætning til dette yderliggaaende Parti.
Storbritannien har oftere søgt at virke paa Tyrkiet til
Gunst for Armenierne, men de andre Stormagter
har hver Gang svigtet, saaledes Rusland 1884.
Tyskland erklærede 1893, at Landet ikke havde
nogen Interesse i Armeniernes Sag; ja selv
Frankrig, i hvilket Land der var en stærk Stemning
for at komme A. til Hjælp, vovede intet, da
Tyrkerne truede med at ophøre med at gøre
Bestillinger i fr. Fabrikker og i St. f. gaa til Tyskland.
Da Armenierne saa, hvorledes de slaviske
Nationer paa Balkan-Halvøen havde frigjort sig for
Tyrkernes Aag, vovede de 1893 en Rejsning, der
havde til Følge, at kurdisk Rytteri faldt over
dem. Da disse gik frem med stor Grusomhed,
ikke blot mod dem, der havde deltaget i
Oprøret, men imod mange fredelige armeniske
Bjergbeboere, der ikke havde taget nogen Del
deri, satte disse sidste sig til Modværge og drev
Kurderne tilbage. Dette hævnedes med yderste
Strenghed af Tyrkerne, og der har i de sidste
i Aar gentagne Gange fundet blodige Forfølgelser
Sted, ved hvilke mange Tusinde mistede Livet,
saaledes bl. a. i Van, i Andana o. fl. St. Om
disse Myrderier giver det i Paris udkommende
Tidsskrift Pro Armenia autentisk Oplysning.
A. er allerede berejst i 17. og 18. Aarh. af fl.
Europæere, som Hardin, Tournefort, Olearius
(der sendtes med et Gesandtskab fra Hertug
Frederik af Holsten-Gottorp til Rusland og
Persien, og hvis Rejsebeskrivelse udkom i Slesvig);
siden (1805 og 1808) af Jaubert, derefter
1817—18 af den eng. Maler Sir R. Ker Porter
(Travels, 1821—22); Prof. Parrot fra Dorpat
undersøgte A. 1829, senere (fra 1843) Geologen Prof.
Abich fra Dorpat, fremdeles Will. Ainsworth
(Travels, 1842), Dubois de Montpéreux (Voyage,
1838—43), Karl Koch (»Wanderungen«,
1846—47), Brosses, russ. Statsraad, 1848—49 (Voyage
archéologique, 1849—51), Moritz Wagner (»Reise
nach Ararat«, 1848); fremdeles af V. Langlois
1851—52, der tillige har indlagt sig store
Fortjenester ved at udgive armeniske
Oversættelser af gr. Forfattere, hvis Skr ansaas for tabte;
Tozer (»Armenia«, 1881); Frédé (Voyage, 1885)
og Naturhistorikeren Radde (»Reise« og »Die
Fauna und Flora A.’s«, begge 1886) o. fl. a. De
forhistoriske Forhold i A. er undersøgte af E.
Chantre, E. de Morgan o. fl. russ. Granskere.
Efter at Russerne 1878 har erhvervet sig en stor
Del af det vestlige A. fra Tyrkerne, har de ladet
disse Provinser topografisk undersøge og
beskrive (paa Russisk) nemlig: Gouvern.
Elisabethpol (Tiflis 1885) og Kars (Tiflis 1886).
Ældre armeniske Efterretninger om A. er
samlede af Saint Martin, Dulaurier o. fl. (Litt.
om de sidste Aars Begivenheder i A.: De
Coursous, La rebellion arménienne [1895];
Green, The Armenian Crisis [1895]; Bliss,
Turkey and the Armenian Atrocities [1896];
I. Bryce, Case for the Armenians [1896];
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
