Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Árnason, Jón, Inspektør ved Latinskolen og Bibliotekar ved Landsbiblioteket i Reykjavik (1819-1888) - Arnau - Arnaud, se Baculard d'Arnaud. - Arnauld, Antoine. 1) Den ældre (1560-1619) - Arnauld, Antoine. 2) Den yngre (1612-94) - Arnault, Antoine-Vincent, fr. Digter (1766-1834) - Arnaut - Arnaut Beligrad, se Berat - Arnay-le-Duc - Arnberg, Johan Wolter, sv. Bankmand (1832-1900) - Arnbjörn Jonssön, norsk Høvding, d. 1240
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med de selvsamme Ord, hvormed de er blevne
fortalte gennem lange Tider, er en sand litterær
Skat, ikke alene for det islandske Folk, men for
alle, som beskæftiger sig med folkloristisk
Studium.
F. J.
Arnau [↱arna^u], By i Böhmen ved Elben,
351 m o. H., ved Banelinien
Chlumetz-Parschnitz, har (1900) 4193 tyske Indb., et
Overgymnasium og et gammelt Raadhus, bygget 1525,
med to i Sten huggede, 5 m høje, harniskklædte
Riddere (deraf Navnet Riesengebirge), der skal
have boet i Omegnen. A. og Omegn driver
betydelig Lærredsindustri; ogsaa har den nogen
Industri i Papir og Silke.
G. Ht.
Arnaud [ar↱no], se Baculard d’Arnaud.
Arnauld [ar↱no], Antoine. 1) Den ældre
(1560—1619), fremragende Parlamentsadvokat,
sluttede sig ivrig til Henrik IV, hvis Interesser
han forsvarede med største Iver, bl. a. ved en
»Filippika« mod Filip II af Spanien og et
heftigt Angreb paa Jesuitterne (1594), skrev et Slags
Kongespejl til hans Søn (1615). I sit Ægteskab
med Cathérine Marion havde han 20 Børn. Af
Døtrene blev 6, bl. dem den berømte
Ange1ique, Nonner i Port-Royal, og fl. af Sønnerne
knyttedes ogsaa til dette Kloster.
2) Den yngre (1612—94), foreg.’s yngste
Søn, studerede først Retsvidenskab, men
paavirket af den ædle Hauranne, Abbed i St Cyran,
blev han Præst (1641) og to Aar senere optaget
i Sorbonne. Den ildfulde, strengt religiøse og
højt begavede A. blev ivrig Jansenist (se
Jansenistiske Strid), forsvarede Jansen’s
»Augustinus« mod Jesuitterne, udsendte et
kraftigt Indlæg mod deres Skriftemaalspraksis og
kritiserede i to skarpe Skr deres hele praktiske
og teologiske Moral. Jesuitterne vendte sig af al
Kraft mod A., som havde sluttet sig til
Eneboerne i Port-Royal, Jansenismens egl.
Brændpunkt. I et af A.’s Stridsskrifter fandt de to
kætterske Sætninger, hvoraf den ene var den
Paastand, at 5 af Paven fordømte Sætninger
ikke stod i Jansen’s Bog, og at Paven kunde fejle
i Spørgsmaalet, om hvad der var hist.
Kendsgerning, og det lykkedes dem at faa A. kastet
ud af Sorbonne (1656); men 80 andre Doktorer
traadte ud i den Anledning, og Pascal
hudflettede Jesuitterne i sine »Provincialbreve«. Trods
Forfølgelsen stod A. som en saare anset Mand,
og til Dels ved hans Indflydelse opnaaedes der
en foreløbig Fred med Paven (1668). Han
forsynede endog Paven med Stof til Fordømmelse
af den jesuitiske Kasuistik (1679). Men Ludvig
XIV, der havde jesuitiske Skriftefædre, blev
saa vred derover, at A. maatte flygte til de
spanske Nederlande, hvor han blev til sin Død.
Med god Grund regnede Jansenisterne denne
ædle og kraftige Personlighed for deres egl.
Hoved. En samlet Udgave af hans mange Værker
(45 Bd) udkom i Lausanne 1775—83.
H. O.
Arnault [ar↱no], Antoine-Vincent, fr.
Digter (1766—1834). Med Voltaire som
Forbillede forsøgte A. sig i den klassiske Tragedie.
»Marius à Minturnes« (1791) gjorde ham berømt.
1792 skrev han Revolutionsstykket Lucrèce ou
Rome libre, Aaret efter Cincinnatus. Under
Rædselsperioden opholdt han sig en kort Tid i
Udlandet. Siden vandt han hurtig Bonaparte’s
Yndest. 1797 blev han Medlem af Instituttet.
Blandt andre Tillidsposter overdrog Napoleon
ham Organisationen af de ioniske Øer. Han
forherligede Napoleon’s Feltherregeni i Scipion
(1804). Efter Bourbonnernes anden Tilbagekomst
dreves han i Landflygtighed til Bryssel. 1817
hjemsendte han Germanicus, der blev opført
paa Théâtre français, men straks efter forbudt,
da det indeholdt demonstrative Hentydninger
til den Forviste paa St Helena. 1819 vendte han
tilbage til Paris. A.’s Forsøg paa at gyde nyt
Liv i den klassiske Tragedie var ikke lykkedes.
Dog vedblev han sammen med Andrieux at være
en haardnakket Tilhænger af den gamle Skole
og bekæmpede Romantikken. Imidlertid viser
Emnevalget af hans sidste Sørgespil
Paavirkning fra den ny Retning: Guillaume de Nassau
(1826) og Le proscrit ou les Guelfes et les
Gibelins (1828). Betydelig højere end A.’s Tragedier
staar hans Fabler, hvoraf han 1812 udgav 6
Bøger; siden kom fl. til (8 Bøger Fables et
Poésies [1826]; Fables nouvelles [1834]). Disse
Fabler hører til de bedst skrevne siden
Lafontaine, hvem A. gør sig en priselig Umage for
ikke at efterligne; de indeholder talrige
politisk-satiriske Hentydninger. — Napoleon havde i sine
Velmagtsdage sikret A. et Legat paa 100000 frcs
for et Værk om sit politiske og militære Liv;
det udkom 1822—26 i 3 Bd: Vie politique et
militaire de Napoléon. — Fra 1829 var A.
Medlem af Akademiet, hvis Sekretær han var fra
1833 til sin Død. Kort før han døde, udkom
Souvenirs d’un sexagénaire (1833, 4 Dele); en
Fortsættelse af Souvenirs et regrets d’un vieil
auteur dramatique (1829). Hans Œuvres udkom
1824—27 i 8 Bd. — Af hans Sønner er den
ældste, Emile Lucien A. (1787—1863), ligeledes
kendt som dramatisk Digter. Særlig gjorde
Tragedien Regulus stor Lykke 1822. En samlet
Udgave af hans Dramaer udkom 1865 i 3 Bd.
S. Ms.
Arnaut, det tyrkiske Navn for Albaneser.
arnautisk Sprog d. s. s. albanesisk Sprog.
Arnaut Beligrad, se Berat.
Arnay-le-Duc [↱arnæ-l-↱dyk], By i det fr. Dept
Côte d’Or, Arrondissement Beaune, ved Arroux
og ved Lyon-Banen, med (1901) 2531 Indb., et
Collège og nogen Tekstilindustri. A. er bekendt
ved, den af Huguenotterne under Coligny vundne
Sejr over Marskal Cossé (27. Juni 1570).
Arnberg [↱arnbærj], Johan Wolter, sv.
Bankmand (1832—1900), blev 1849 Student og
1856 Docent i Statsvidenskab ved Upsala Univ.
1859—60 foretog A. en Rejse til Belgien og
Frankrig, særlig for at studere
Handelsdomstole. Overordentlig kyndig Bankmand som han
var, blev han 1870 Medlem af Styrelsen for den
store »Stockholms enskilda bank«. 1874 indsatte
Rigsdagen ham bl. »riksbanksfullmäktige«, hvor
Forvaltningen af de udenrigske Sager betroedes
ham. A. var fremtrædende Frihandelsmand og
et virksomt Medlem af Sthlm’s
Borgerrepræsentation. Bl. A.’s mange Arbejder kan nævnes
»Om arbetets och bytets frihet« (1864) og
»Anteckningar om frihetstidens politiska ekonomi«
(1868).
A. M. D.
Arnbjörn Jonssön, norsk Høvding, d. 1240.
A. var Søn af Kong Magnus Erlingsön’s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
