Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arstal, Aksel Kristian Andersen, norsk Geograf og Pædagog, f. 1855 - Arsuk, beboet Plads paa Vestkysten af Grønland - Art (Filosofi) - Art (Zoologi, Botanik og Mineralogi)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Interesser og Forfatterskab omspænder
imidlertid ogsaa andre Omraader for Pædagogik og
Ungdomssag; saadanne videregaaende Studier
har han nedlagt i »Garborg’ske Skildringer og
Synsmaader« (1892), »Mellem Linierne« (1897),
»Kysk Ungdom« (1906) og i et af ham samlet og
redigeret større Værk, indeholdende Afh. af ham
selv og en Række andre Forf. om »Forældre og
Børn. En Bog om Hjemmets Opgaver« (1902).
1907—08 udgav han Ungdomsbladet »Ekko«.
K. V. H.
Arsuk [a.r↱s.uk], beboet Plads paa Vestkysten
af Grønland, 61° 10′ n. Br. og 48° 27′ v. L. A.
ligger ved Foden af det 1396 m høje, kendelige
Fjeld Kungnait og ved Mundingen af Arsuk
Fjord, paa hvis Sydside ved Ivigtut findes
Mineralet Kryolit. Uden for Fjorden ligger
en stor 908 m høj Ø, der hedder Arsuk Ø.
G. F. H.
Art (filos.) betegner i Logikken et Begreb,
der er et andet Begreb underordnet, d. v. s. at
det i Forhold til dette har et mindre Omfang.
Det mere omfattende Begreb kaldes
Slægtsbegrebet. Parallelogram er saaledes f. Eks.
en Art inden for Slægtens Firkant.
A. T-n.
Art. I Zoologi og Botanik er A. (species)
en Fællesbetegnelse for de Individer, der i alle
væsentlige Kendetegn stemmer overens og, i
det mindste i een Periode af deres Liv, kan
frembringe et Afkom, der i udvokset Tilstand
stemmer overens med Moderindividet bortset
fra Kønsforskelligheder, hvis saadanne findes; i
nogle Tilfælde kommer Afkommet dog aldrig til
at ligne Moderindividet, men der frembringes
to ell. fl., af hverandre fremgaaede Generationer,
og kun den sidste af disse Generationers
Individer kommer til at stemme overens med det
opr. Moderindivid (Generationsskifte).
Hvilke Kendetegn der skal betragtes som
væsentlige, derom har der altid været og er endnu
delte Meninger, hvorfor ogsaa Artsbegrebet er
blevet forsk. bestemt og anvendt af forsk.
Forskere; navnlig kan man skelne mellem et
rummeligt, vagt begrænset, men praktisk Artsbegreb,
som især anvendes i Floristik og Systematik, og
et snævert, men bestemt begrænset Artsbegreb,
der maa lægges til Grund for enhver eksakt
Undersøgelse, f. Eks. ang. Artsdannelse,
eksperimentel Morfologi, o. s. v. Den moderne
Naturhistories Fader, Linné, hvis Begrænsning og
Beskrivelse af Arterne blev Grundlaget for den
flg. Tids naturhist. Arbejde, definerede A.
saaledes: »der er saa mange Arter, som det
uendelige Væsen i Beg. har skabt forsk. Former; disse
Former frembringer ifølge iboende Love Afkom,
der er dem selv ligt; altsaa er der lige saa
mange A., som der nu findes (arveligt) forsk.
Former og Bygningsforhold«. Denne i og for sig
tilstrækkelig klare og bestemte Definition af
Artsbegrebet præciseres yderligere ved Linné’s
Varietetsbegreb, idet han siger: »der er lige saa
mange Varieteter, som der af samme Arts Frø er
frembragt forsk. Planter«, og »Varietet er en
Plante, der er blevet forandret ved en ydre,
tilfældig Aarsag, saasom Klima, Jordbund, Varme,
Vinden o. s. v., og som atter kan føres tilbage
(til A.) ved en (tilsvarende) Forandring af
Jordbund (o. s. v.)«. Linné’s Varietetsbegreb
omfattede saaledes kun de Forandringer, som
frembragtes af ydre Kaar, og som atter ved en
tilsvarende Forandring af Kaarene kan føres
tilbage til Udgangspunktet, Artstypen; A. er
derimod alle arveligt forsk. u. H. t. Kaarenes
Indflydelse. Havde Linné kendt Mængden af de
arveligt forsk. Former, som vi nu kender inden
for de alm. »A.«, havde han, af praktiske Grunde,
rimeligvis ikke draget Konsekvensen af sin
Artsdefinition og kaldt alle disse Former for A., men
snarere søgt en anden Definition af Arts- og
Varietetsbegrebet, saaledes som man senere
gjorde. Linné’s Begrænsning af Arterne, som uden
hans Viden ikke var i Overensstemmelse med
hans Definition af Artsbegrebet, var nemlig i høj
Grad praktisk anvendelig i morfologiske,
systematiske og floristiske Undersøgelser, kort sagt
i den Botanik, som var den herskende i det
efter Linné’s Tid flg. Aarh., og som i disse Fag
ogsaa den Dag i Dag er den eneste praktisk
anvendelige Artsbegrænsning, naar det gælder om
at bestemme straks, til hvilken A. et Individ
hører, uden først at skulle foretage aarlange
Kulturforsøg, som i Alm. er nødvendige, hvis A.
skal bestemmes efter den snævre Artsdefinition.
Efter Linné’s Tid opdagede man snart ved
Kulturforsøg i de bot. Haver o. s. v., at i fl. og
fl. Tilfælde var det, som Linné havde anset for
Varieteter, i Virkeligheden arveligt forsk.
Enheder, altsaa A. efter Linné’s Definition; men da
man af praktiske Grunde fandt det nødvendigt
i det væsentlige at beholde Linné’s Begrænsning
af A., maatte man for at faa
Overensstemmelse mellem Teori og Praksis søge at forandre
lidt paa Artsdefinitionen; mange vedblev dog i
det væsentlige at følge Linné til Trods for
Uoverensstemmelsen mellem Artsdefinitionen og
Artsbegrænsningen, saaledes Lamarck, Bulliard,
Jussieu, P. de Candolle, Cuvier, Willdenow o. m. fl.
Andre, saaledes f. Eks. Kurt Sprengel og Link,
søgte at komme over Vanskeligheden ved den
i øvrigt ubeviste, kun paa mangelfulde
Iagttagelser støttede Antagelse, at Varieteter (og
Underarter) kun til en vis Grad var arveligt
forsk. fra Hovedarten, at de i Løbet af fl. ell.
færre Generationer atter vendte tilbage til denne.
Eller man, f. Eks. Bernhardi, søgte at klare sig
ved at skelne mellem mere fremtrædende ell.
mindre fremtrædende — dog i begge Tilfælde
arvelige — Forskelligheder og benyttede i
første Tilfælde Betegnelsen A., i andet Tilfælde
Underart og Afart.
Det mest rationelle Forsøg paa at forme
Artsdefinitionen saaledes, at Linné’s af praktiske
Grunde uundværlige Artsbegrænsning kunde
bibeholdes, blev gjort af Koelreuter, idet han lagde
Resultaterne af Bastarderingsforsøg til
Grundlag for Bestemmelsen af Art og Varietet. Ved
en lang Række af mesterligt udførte
Krydsningsforsøg dels mellem »Varieteter« af samme A.,
dels mellem forsk. »A.« paaviste han, at
Bastardering var meget let at faa i Stand mellem
»Varieteter« af samme A., og at disse Bastarder
var fuldstændig frugtbare, medens derimod
Bastarder mellem forsk. »A.«, som i øvrigt kun
kunde dannes mellem nært beslægtede A.,
enten var helt ufrugtbare ell. dog mindre
frugtbare end Moderplanterne. Disse Erfaringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
