Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Artemis, gr. Gudinde - Artemisia L. (Bynke)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
antages at have været en lokal
Vegetationsgudinde, der er smeltet sammen med A., og
Piskningen har fra først af haft sakramental Bet.
(Overførelse af Guddommens Kraft til
Mennesket). — I Efesos paa Lilleasiens Kyst dyrkedes
under Navnet den efesiske A. en Guddom,
hvis Væsen stemmer overens med forsk.
asiatiske Gudinders. Hun ansaas for en moderlig
Guddom, der gav Dyr og Planter Næring og
Frugtbarhed; for at antyde dette afbildede man
hende paa rent barbarisk Vis med en Mængde
Bryster og omgivet af alle Haande Dyr. Hendes
Kultus opviser en mærkelig Blanding af asiatiske
og helleniske Træk; ved hendes Tempel tjente et
stort Personale af Præster og Betjente, som til
Dels var Eunukker, og en Mængde Hieroduler
(Tempelslavinder); der fejredes Orgier og
fanatiske Tempelgilder paa asiatisk Vis, men holdtes
tillige Fester med gymniske og musiske
Væddekampe, ligesom ved Helligdommene i
Grækenland. Denne underlig brogede Gudsdyrkelse
nød hele Oldtiden igennem stor Anseelse (se
Efesos). — Af helleniske Gudinder, som
identificeredes med A., skal endnu nævnes
Maanegudinden Selene, Hekate og Fødselshjælpersken
Eileithyia. Sammenblandingen finder Sted ikke
blot hos Digterne, der i det hele behandlede
Gudelæren med temmelig stor Frihed, men
ogsaa i enkelte Steders Kultus. Den trængte
imidlertid aldrig helt igennem; de nævnte Gudinder
kan hele Oldtiden igennem træffes opfattede
som selvstændige Skikkelser (eksempelvis
anføres, at A. og Hekate ses kæmpende Side om
Side mod Giganterne paa det store Alterrelief
fra Pergamon). Der henvises derfor her til vedk.
Specialartikler, ligesaa med Hensyn til fl. andre
til Dels barbariske Guddomme, der
sammenstilledes med A., men dog i Reglen nævnes med
særligt Navn, især Anaitis, Bendis, Britomartis.
A. i Billedkunsten. En Marmorfigur fra
Delos, der tilhører Slutn. af 7. Aarh. f. Kr. og
er indviet til den »fjerntrammende,
piludsendende« Gudinde af Nikandre fra Naxos, gælder
sædvanlig for den ældste bevarede
Artemisstatue; det er dog tvivlsomt, om denne primitive
Fig., der yderst ufuldkomment gengiver en
staaende Kvindeskikkelse, virkelig har forestillet
Gudinden. Som »Vilddyrenes Dronning« afbildes
A. i mange arkaiske Kunstværker holdende
Rovdyr, Hjorte ell. Fugle i Hænderne. En lille, fint
udført Marmorstatue i Neapel (fra Pompeji) kan
give et Begreb om den senere arkaiske Kunsts
Artemisbilleder. Skønt A. er fremstillet i
Bevægelse, afviger Statuen i Virkeligheden saare lidet
fra de talrige arkaiske Billeder af Gudinder i
staaende Stilling; hun er iført lang Klædning,
der naar til Fødderne, og drager med højre
Haand sirlig en Del af sin Kiton lidt til Siden;
om det lange, tætte Haar bærer hun et
rosettesmykket Diadem; det ungdommelige Ansigt
smiler. A.’s særlige Karakter har intet Udtryk
fundet i denne Statue, der kun viser os Billedet af
en ungdommelig Kvindeskikkelse; men hvem
den skal forestille, antydes ved Koggeret, som
hun bærer paa Ryggen. Først i Slutn. af 5.
og i 4. Aarh. f. Kr. udvikler Billedkunsten et
virkeligt Artemisideal, paa Grundlag af de
homeriske Digtes Skildring af Gudindens Væsen. Den
litterære Overlevering viser, at mange af de
betydelige Kunstnere fra denne Tid har udført
Artemisbilleder: Kolotes, Strongylion, Praxias,
Skopas, Timotheos, Praxiteles o. a.; de fleste af
de bevarede antikke Artemisstatuer er
Efterligninger af Forbilleder fra denne Periode. I en
Statue fra Gabii (i Louvre) har fl. Forskere i
nyere Tid villet se en Kopi efter Praxiteles’
brauroniske A., der i Oldtiden stod i Gudindens
Helligdom paa Akropolis. Den saakaldte A. fra
Versailles (i Louvre) giver en frisk og skøn
Opfattelse af Jagtens Gudinde; den slanke,
elastiske Skikkelse er kun iført en ganske kort
Klædning, der ikke hemmer den fri Bevægelse;
det skønne Ansigt har et noget haardt og stolt,
selvtilfreds Udtryk; en Hind springer ved
hendes Side; paa Ryggen bærer hun et Kogger,
hvoraf hun just udtager en Pil. Andre
Billedværker viser A. ledsaget af Hunden ell. med een
ell. to Fakler som Attribut i St. f. Bue og Pil.
Iført lang Klædning, men i øvrigt i lgn. livlig
Bevægelse som Statuen fra Versailles, er A.
fremstillet i en Komposition, der kendes i mange
antikke Gentagelser (f. Eks. A. Colonna i
Berlin) og utvivlsomt er et Værk af 4. Aarh.’s
Kunst. Dette gælder ogsaa om en smuk Gruppe
af A., Ifigeneia og Hjorten, hvis Rester findes i
Glyptoteket i Kbhvn. De senere antikke
Artemisbilleder gengiver saa godt som alle den samme
Opfattelse af Gudindens Væsen; Afvigelser, som
skyldes Ejendommeligheder i enkelte Steders
Kultus, kommer sjælden frem; dog vedblev man
at afbilde den efesiske A. paa den særegne,
barbariske Maade, som er beskreven ovf.
C. B.
Artemisia L. (Bynke), Slægt af
Kurvblomstrede (Asters-Gruppen), oftest graalig ell.
hvidlig haarede Urter ell. Halvbuske med
helrandede ell. een—flere Gange fjersnitdelte Blade
og hyppig med stærk aromatisk Duft. Kurvene
er smaa, æg- ell. kugleformede, samlede i en
Top og gerne nikkende. Blomsterne er alle
rørformede og tvekønnede ell. Randblomsterne lidt
uregelmæssige og hunlige. Bestøvningen er, saa
vidt vides, Selv- ell. Vindbestøvning, det sidste
hos Hunblomster, hvis Grifler er lange. Frugten
mangler Fnok. — Omtr. 200 Arter, der især
vokser paa den nordlige Halvkugle. A. vulgaris
L. (Graa B., Burod) og A. campestris L.
(Mark-B.) har begge en glat ell. kun i Spidsen
haaret Stængel; Blomsterlejet er glat. Graa B.
bliver 0,6—1,2 m høj, har opret Stængel og
enkelt delte Blade, der paa Oversiden er grønne,
hvidfiltede paa Undersiden; Kronerne er gullige
ell. rødlig-brune. Den er meget alm. i Danmark,
mindre alm. i Norge, og vokser ved Veje, paa
Gærder, Affaldspladser o. s. v. Mark-B. har
opstigende Stængel og bliver næppe mere end halv
saa høj som den foreg. Bladene er paa begge
Sider grønne, først silkehaarede, senere glatte;
Kronerne er rødbrune. For øvrigt en meget
variabel Plante, der vokser temmelig alm. paa
sandede Marker og langs Veje. Ogsaa hos A.
maritima L. (Strand-Malurt) er
Blomsterlejet glat. Hele Planten er graafiltet, 0,15—0,60 m
høj; Kronerne er gulrøde ell. gule. Den vokser
ved Strandbredder, mest paa leret Bund, hist og
her i Danmark. Rødderne er skuddannende;
deraf den tætte Vækst. A. Absinthium L.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
