Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Askefis - Askegrav - Askekegle, se Vulkaner - Askeladden - Askell Gode, isl. Høvding, d. c. 970 - Askelöf, Johan Kristoffer, sv. Publicist (1787-1848) - Askenas - Askeonsdag - Askepot - Asker, Mandsnavn; se Asger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som den yngste af tre Brødre, Per, Povl og
Esben A.; han ligger hjemme og roder i Asken
som en Taabe; men naar det gælder, udretter
han, hvad hans Brødre ikke har kunnet. Navnet
findes første Gang i 16. Aarh. (»vore
Ammestuehistorier om Esben A.«), og af senere
Forfattere har Ewald »sejlet med Esben A. paa en
Høvlspaan, før han med Aleksander vilde erobre
Verden«. I sv. og norske Folkeeventyr er det
ligeledes det alm. Navn paa samme
Eventyrhelt, men der forekommer ogsaa Afændringer
som Askungen og Askeladden (s. d.). I
Dansk optræder ligeledes Esben Askepisker ell.
Askepuster, det sidste overført fra Tysk
Aschenpüster. I Lighed med dette Navn maa A.
forklares af Folkesprogenes fise = blæse, skønt
Dansk gerne vil opfatte det som den, der har
Aske i Ansigtet (jfr blegfiset, beslægtet med Fjæs).
Som Eventyrskikkelse er Askepusteren, den
oversete yngre Søn, sikkert saa gl. som
Eventyrdigtningen selv er; som det skjulte Geni synes
han at hænge sammen med den nordiske
Helteskikkelse (Uffe, Amled; den sidste har maaske laant
fra Askepusteren); men først i Middelalderen
kan Esben A. have faaet sit nuv. Navn og ret
udviklet sin Personlighed. I norsk Folkesprog
bet. A. den ringeagtede yngste Broder, og i Jysk
er Askepiskeren den laveste Karl paa Gaarden,
som skal køre Asken ud; selve A. betød den
ringeste Karl, som havde det skidne Arbejde at puste
Ilden frem af Asken; bruges endnu om den, der
sidder i Ovnkrogen. (Litt.: H. F. Feilberg,
»Ordbog over de jyske Almuesmaal« [1. og 4. Bd,
Artiklen »A.«]). (Jfr Askepot).
A. O.
Askegrav, den Del af en Dampkedel, der
ligger under Fyrristen, og i hvilken Asken fra
Fyret efterhaanden falder ned. Fortil er A.
forsynet med Døre, der kaldes Dæmpere; ved
at aabne ell. lukke disse, kan man forøge ell.
formindske Trækken i Fyret og dermed
Dampdannelsen i Kedlen. Systemet den lukkede
A., som undertiden anvendes i Land- og
Skibsdampkedler, bestaar i, at A. fortil er lukket, og
at Trækken tilføres Fyret ved Hjælp af en
særlig Ventilator ell. Blæsemaskine.
H. P. C.
Askekegle, se Vulkaner.
Askeladden er i norske Folkeeventyr Helten,
der fra først ligger hjemme i Asken og roder.
Navnet A., der er blevet gængs ved Asbjørnsen’s
og Moe’s Eventyrfremstillinger, kommer af norsk
Ladd, en tyk Stok, ogsaa brugt om en svær
Person; ved Siden deraf har Folkesproget Navne
som Askepot og Ospekult (af Kult, en
Klods, Knold, en Klodrian) foruden de alm.
Askungen og Askefis, der stemmer med
Svensk og Dansk. A.’s Personlighed er en
staaende Figur i de ældste norsk-islandske
Eventyrsagaer og Skæmtesagn; men sit Navn har han
først faaet ved Omtydning af det danske Askefis,
der rimeligvis i Middelalderens Slutning kom til
Norge. Fra den gamle Tosseskikkelse er dog A.’s
uhyre og ubeherskede Styrke laant. Undertiden
optræder A. tillige med Døbenavn Esben
Askeladd, sammen med sine ældre Brødre Per og
Paal; dette er laant fra hans danske
Nationalnavn Esben Askefis. Det egl. norske Navn paa
Eventyrhelten er ellers Halvor; men A.
optræder ogsaa under et tredie Navn Tyrihans
(ɔ: Hans, som ligger i Ildstedet og steller med
Tyriveden), der gennem dansk Hans, Tossehans,
viser tilbage til Hans som Tyskernes
Yndlingsnavn paa enhver Art af Eventyrhelt. (Jfr Jørgen
Moe, Samlede Skr II, 1. Udg., S. 63—67).
A. O.
Askell Gode, isl. Høvding, d. c. 970, boede
paa Gaarden Hvammur og var i Besiddelse af
Reykdælernes Godedømme. Han var en af
Hovedpersonerne i Reykdælasaga.
Askelöf [-↱lø.v], Johan Kristoffer, sv.
Publicist (1787—1848), gjorde sig først kendt som
en af de ivrigste Tilhængere af den ny-romantiske
litterære Skole og udgav dennes første Organ
»Polyfem«, der vakte betydelig Opsigt. Senere
blev han politisk Skribent, redigerede »Svenska
Minerva« og var en ivrig Angriber af de
liberale Ideer. Hans store Autografsamling overgik
efter hans Død til det kgl. Bibliotek i Sthlm.
Askenas, et i Folkefortegnelsen 1. Mos. 10, 3
nævnt Folk, som alm. antages at være et i
Frygien ved »den askaniske Sø« boende Folk.
Jer. 51, 27 tyder paa, at det har boet østligere.
Flere identificerer det med et i assyriske
Indskrifter nævnt Folk Ashkuza (maaske Skyther).
Senere Jøder tydede det som Tyskland, derfor
betegner Askenasier tyske Jøder. Minhag A.,
den tyske Synagogeritus i Modsætning til den
sp. og polske.
(V. O.). J. P.
Askeonsdag kaldes den første Onsdag efter
Fastelavnssøndag. Paa den Dag, hvormed Fasten
begynder, maatte de Bodfærdige møde i Kirken
i Bodsdragt og med Aske paa Hovedet (»i Sæk
og Aske«.), men nu er det Skik i Romerkirken, at
alle Troende paa den Dag knælende foran Altret
bestrøs (der tegnes et Kors paa Panden) med
Asken af de Palmegrene, som indviedes forrige
Aars Palmesøndag, idet Præsten siger: Memento
homo, quia pulvis es, et in pulverem reverteris
(Husk Menneske, af Støv er du og til Støv skal
du vende tilbage).
L. M.
Askepot er i Eventyrene den ringeagtede
Stifdatter, som sættes til at forrette alt det
tarveligste Arbejde og at rode i Asken. Navnet
er i denne Form sjældent, men forekommer
med forsk. andre Former i danske
Folkeeventyr: Askeputter, Askenbasken; i samme Bet.
har Tysk »Aschenpudel« og Fransk Cendrillon.
Det tilsvarende Mandsnavn er i Dansk Esben
Askefis, i Norsk Askeladden. Navnet A. er
særlig knyttet til et over de fleste Lande udbredt
Eventyr; dets Hovedemne er: Kongesønnen
bliver indtaget i A. ved en Fest, hun flygter, men
han beholder hendes Sko og vil nu ikke have
nogen anden til Brud end den, der kan passe
Skoen; forgæves skærer Stifsøsteren af sin Hæl
og Taa, Bedraget opdages, og Kongesønnen faar
den rette. Af Eventyrets mange danske Former
kan nævnes »Den lille røde Ko« (S. Grundtvig,
»Gamle Minder« II, 7) og »Askenbasken, som
blev Dronning« (E. T. Kristensen, »Jyske
Folkeminder« II Nr 5, jfr 3 og 4); af norske »Kari
Træstak« (Asbjørnsen I, Nr 19); en
Sammenstilling af 365 forsk. Former er udg. af Miss Cox
for det eng. Folklore-Society (Cinderella [1893]).
A. O.
Asker, Mandsnavn; se Asger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
