Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Asklepios - Askmánner Vikinger, se Ask - Askogon - Askold - Askospore, se Svampe - Askov - Askvold - Askø
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tider stillede sig tvivlende over for de Mirakler,
som sagdes at finde Sted i Asklepieerne, søgtes
disse dog stadig af Folkets brede Lag.
Imidlertid kan der i Tiden nærmest før og efter Kristi
Fødsel paavises en Aftagen i Tilstrømningen til
dem og i Troen paa A.’s Evne til at gøre
Mirakler. Men den religiøse Renaissance, der foregaar
i 2. Aarh. e. Kr., idet den gl. Gudetro
ligesom kaldes til Live igen, kommer i første Række
Asklepieerne til gode. Fra den Tid af finder
man atter talrige Indskrifter og Helliggaver
til Tak for stedfunden Helbredelse, og i
Litteraturen optræder Forfattere som Sofisten Aristides,
der tilbringer største Delen af en
Sygdomsperiode paa 13 Aar i A.’s Helligdomme og ikke
bliver træt af at forkynde Gudens Pris. I
Hedenskabets sidste Tider er der ingen af de
gamle Guder, hvis Dyrkelse er i den Grad
udbredt og finder saa stor Tilslutning som A.’s.
Han er en af de sidste, der viger Pladsen for
Kristendommen; Asklepieet i Athen blev først
nedlagt omkr. Aar 475 e. Kr.
A., hvis Tempel vedblev at være det egl.
Midtpunkt i de store Anlæg, som efterhaanden
knyttedes til hans Helligdomme, opfattedes som
en velvillig, beskyttende Guddom, der med
faderlig Kærlighed vaagede over Menneskenes
Vel. Hans Magt til at lindre legemlige og
sjælelige Lidelser kendte ingen Grænser; de
Undergerninger, som i autentiske Kilder tillægges ham,
er saa mirakuløse, som tænkes kan. A.’s
Karakter som særlig Lægeguddom er dog først
efterhaanden udviklet. De ældste Kilders
Beretninger bekræfter, hvad man paa Forhaand maatte
slutte sig til, at han fra først af tænktes
udrustet med mere alm. og alsidig
Guddomskraft; men den mere specielle Evne som
Lægegud har unægtelig tidlig fordunklet alle andre
Sider af hans Væsen. Kunstnerne afbildede ham
i Reglen som en ældre skægget Mand, hvis Ydre
minder meget om Zeus-Billederne; saaledes var
han fremstillet i det epidauriske Tempelbillede
af Guld og Elfenben, et Værk af Thrasymedes
fra Paros (4. Aarh. f. Kr.), som sandsynligvis
har fulgt attiske Kunstneres Forbilleder
(Alkamenes, Nikeratos o. a.). Andre Billedhuggere
(som Kalamis og Skopas) havde fremstillet A.
ungdommelig og skægløs; men denne Type
opnaaede ikke alm. Gyldighed. De bevarede
Asklepios-Billeder viser os Guden dels staaende, dels
siddende, indhyllet i Himation, der dog lader
Overkroppen ell. en Del deraf blottet. Typisk
for de staaende Billeder er, at Guden støtter
sig til en lang Stav, om hvilken der snor
sig en Slange, hans hellige Dyr. — Den
ældste episke Digtning har ikke indeholdt noget
Sagn om A., og i de ældste Helligdomme finder
vi fra først af Guden dyrket alene. Men med
Tiden forandrer dette sig: i senere Perioder
er A. omgivet af en hel Kreds af Guddomme,
der til Dels sattes i Slægtskabsforhold til ham.
Nogle af dem er fra først af digteriske
Fantasifostre, der fra Poesien har fundet Vej til
Religionen, andre har deres Oprindelse i lokale
Sagn i de Egne, hvor Asklepios-Dyrkelsen
efterhaanden indførtes. Apollon anses da alm. for
A.’s Fader; som hans Moder nævnes forsk. i de
forsk. Egne (Koronis, Aigla og Arsinoe). Hans
Hustru er efter den mest udbredte Tradition
Epione; med hende har han fl. Døtre (Iaso,
Panakeia o. a.) og Sønnerne Machaon og
Podaleirios, de eneste af hele denne Gudeæt, der har
fundet Plads i de homeriske Digte. Hygieia
(Sundhed) findes fra 5. Aarh. f. Kr. nogle
Steder nævnt som A.’s Datter. Denne Gudinde, opr.
en blot Begrebspersonifikation, opnaar
efterhaanden i fl. af de vigtigste Asklepios-Templer
en anset Kultus ved Lægegudens Side, f. Eks. i
Athen og paa Øen Kos; i Kejsertiden har hun
overalt trængt de andre Gudinder, som dyrkedes
Asklepieerne, helt til Side. Fra Hadrian’s Tid
vokser A.’s Børneflok med et nyt Medlem, den
barnlige Gudeskikkelse Telesforos (s. d.).
(Hertil en Tavle med 3 Fig.). (Litt.:
Blinkenberg, »A. og hans Frænder i Hieron ved
Epidauros« [Kbhvn 1893]; C. J. Salomonsen,
»A.’s Helligdom paa Kos« [Kbhvn 1914]).
C. B.
Askmanner ɔ: Vikinger, se Ask.
Askogon kaldes hos Sæksvampene den Celle
hvorfra der udgaar Hyfer (askogene Traade),
som i deres Spidser danner Sporesækkene. Fl.
A. kan tilsammen danne en Cellerække,
Askogonietraad, hvis yderste Led hos nogle Svampe
er formet som et særligt Befrugtningsorgan,
Trichogyncellen; denne befrugtes ligesom hos
Rødalgerne ved smaa ubevægelige Sædlegemer
(Spermatier), hvorefter de askogene Traade
vokser ud fra A.
F. K. R.
Askold [a↱skå£d], Termination Island
russ. Ø i det jap. Hav, hører til den sibiriske
Kystprovins og ligger 60 km SØ. f. Vladivostok
samt paa Østsiden af Ussuri-Bugten. A. har
Guldlejer.
M. V.
Askospore, se Svampe.
Askov er Navn paa to jyske Landsbyer, det
ene i Nørre Omme, det andet i Malt Sogn. Det
sidste er blevet navnkundig ved sin
Folkehøjskole, som blev flyttet derover N. f. Kongeaaen
fra Rødding efter Krigen 1864. Omkr. Højskolen
med dens forskelligartede Bygninger er der
opvokset andre Skoler (se i øvrigt
Folkehøjskoler).
L. M.
Askvold, Herred, Sønd- og Nordfjord
Fogderi, Nordre Bergenhus Amt, (1910) 2839 Indb.
Foruden den yderste Del af Fastlandet paa begge
Sider af Dalsfjorden i Søndfjord hører til
Herredet en Del større og mindre Øer. Herredet er
meget bjergfuldt og næsten udelukkende
bebygget langs Stranden; de højeste Toppe findes
paa Atleø (697 m) og paa Alden (494 m). Skov
forekommer kun i ringe Udstrækning, hvorfor
Fiskeri er Hovednæringsvejen, dog holdes der
paa Øerne en stor Del Udgangerfaar ɔ: Faar,
som gaar ude hele Aaret rundt, til Dels af skotsk
Race. Det tidligere Stamschæferi paa Alden er
nu flyttet til Hovden i Kinn. Herredet har to
Sogne: Hovedsognet Askvold paa Fastlandet og
Annekset Vilnæs paa Atle-Øen. Bueland havde
tidligere et, nu nedrevet, Kapel paa Gilles-Øen.
Af Oldtidslevninger findes en Del paa Atle-Øen.
Herredets Areal er 178,3 km2, hvoraf 3,1 km2
Vand.
(J. F. W. H.). M. H.
Askø, Ø i Vordingborgbugten ved Lollands
Nordkyst c. 6 km N. f. Bandholm, er c. 2 km
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
