Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - assyrisk Religion - Astacus, se Flodkrebs. - Astakos - Asta Pompeia, det romerske Navn for Asti - Astarot - Astarte Sow - Astarte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gerne om sig et større ell. mindre Antal
underordnede Guddomme; han maatte ligesom en
jordisk Hersker være omgivet af en Hofstat. De
assyriske Konger plejede af den store Mængde
guddommelige Væsner, der dyrkedes i deres
Rige, at udsøge sig et Pantheon, sammensat af de
Guddomme, de særligt dyrkede, og under hvis
Beskyttelse de mente sig at indtage en
fremtrædende Plads. Den assyriske Religion var i
alt væsentligt skabt i bab. Mønster (se
Babylonsk Religion); kun var der den Forskel,
at i Assyrien stod Guden Assur i Spidsen for
Guderne, medens han ingen Plads havde i den
babylonske.
V. S.
Astacus [↱a-], se Flodkrebs.
Astakos [ell. ↱a-], gr. Oldtidsby i Bithynien,
Lilleasien, opr. Nybygd anl. fra Megara og Athen
ved en Fjord fra Propontis (Marmara-Havet).
Byen ødelagdes af Lysimachos, kort efter
Alexander den Store’s Tid. Kong Nikomedes flyttede
Indbyggerne til det af ham i Nærheden
nygrundede Nikomedeia.
H. A. K.
Asta Pompeia [↱a–↱pæ^ia], det romerske Navn
for Asti.
Astarot ell. A. Karnaim, Navn paa en By
(iflg. Eusebius og Hieronymus to) i Basan i
Østjordanlandet, som antagelig laa mellem
Hauran og Tiberias-Søen, hvor en Høj, Tell ashtara,
minder om Navnet. Byen, hvis Navn tyder paa,
at den har været Sæde for Astarte-Kultus,
nævnes som Amoritterkongen Og’s Residens (Jos.
9, 10).
J. P.
Astarte Sow., en væsentlig arktisk
(circumpolar), dog ogsaa ved danske Kyster
repræsenteret Slægt af tykskallede Muslinger, hvis
Skaller oftest er stærkt sammentrykte og af
trekantet-hjerteformet Omrids. Den yderste Del af
Skallen bestaar af et tykt, hornagtigt,
mørkebrunt Lag. Hængslet har paa hver Side 3 oventil
konvergerende Tænder.
C. M. S.
Astarte (Ἀστάρτη) er den gr. Gengivelse af
et Gudindenavn, som i Oldtiden forekommer i
lidet vekslende Former hos alle semitiske Folk i
Asien (bab. Istar, hebr. Aschtoret, kanaansk
Aschtar og Aschtart). En lgn. Guddom synes at
have været dyrket af de andre Kulturfolk i
For-Asien, men bærer hos dem andre Navne; om
hun fra først af har hørt hjemme hos dem ell.
hos Semitterne, lader sig næppe afgøre.
Fønikerne førte hendes Dyrkelse med til deres
Kolonier (Kypros, Kythera, Malta, Karthago);
i Palæstina indførtes den af Salomon, der
byggede Altre for A., som senere fjernedes af Josias
(2. Kong. 23, 13). De fleste Steder dyrkedes A.
som øverste Gudinde ved Siden af Baal, den
øverste Gud; hun ansaas for Landets ell. Byens
Herskerinde og Beskytter og fører forsk.
Tilnavne efter de Lokaliteter, hvor hendes
Templer laa; paa syriske og fønikiske Mønter
forekommer jævnlig hendes Hoved som Typ,
sædvanlig med en Krone af Murtinder. Ligesom
Baal er Himlens Gud, er A. Himlens Gudinde,
og hvor Baal specielt opfattes som Solgud, bliver
A. Maanegudinde. Den Forestilling, som har sat
flest Spor i hendes Kultus, og som synes for
Folketroen at have været den vigtigste, er den,
som lader hende raade over alt Liv i Naturen,
over Planters, Dyrs og Menneskers Fødsel,
Vækst og Død; i denne Egenskab har A.’s
Væsen to forsk. Sider: hun er den opholdende
og beskyttende Kraft, Frugtbarhedsgudinden,
som lader alt vokse og trives, men tillige
Dødsgudinden, der lader alt visne og forgaa. Forsk.
Sagn beror paa denne Dobbelthed, saaledes den
bab.-assyriske Fortælling om, hvorledes alt Liv
og al Vækst hører op paa Jorden, da Istar
stiger ned til Underverdenen og kommer i
Dødens Vold, indtil Himmelgudens Befaling
bringer hende tilbage; ligeledes Fortællingen om
Adonis (s. d.), der er en gr. Omformning af
et fønikisk Sagn. Flere hellige Skikke, der
stødte Grækerne som raa og barbariske,
fejrede A. som Frugtbarhedens Gudinde, fremfor
alt offentlig Prostitution, som knyttede sig til
mange af hendes Templer (i Babylon, Fønikien,
paa Kypros o. s. v.); ogsaa Kastration
forekommer fl. St. som religiøs Handling udført i A.’s
Helligdomme. De forsk.
Sider af A.’s Væsen,
der saaledes træder frem
i Religionen, er Aarsag
til, at Grækerne, naar
de paa deres vante Vis
identificerede semitiske
Stammers øverste
Gudinde med gr.
Guddomme, kaldte hende med
vekslende Navne:
Afrodite (som Kærligheds-
og Frugtbarhedsgudinde),
Artemis (som den
Gudinde, der særlig er
knyttet til Livet i
Naturen), Athene (som
stadbeskyttende
Guddom), Urania (som
Himlens Gudinde), Selene
(som Maanegudinde) o.
s. fr. Men der ligger
heri ingen
tilstrækkelig Grund til at henføre
disse i noget forsk.
Retning udformede
Gudeforestillinger til opr.
forsk. Guddomme. Hos
de vestlige Semitter
afbildedes A. jævnlig i
Lighed med den ægyptiske Isis; Kohornene, som
denne har paa Hovedet, omformes og bliver til
Halvmaanens Tegn, et Astartesymbol, der er
alm. i hele den fønikiske Verden. En anden
Astartefremstilling er af bab. Oprindelse, men
findes udbredt over hele det Omraade af
Forasien, hvor Gudinden dyrkedes; det er en nøgen
Kvindeskikkelse med stærk Udvikling af de for
Fødsel og Ernæring vigtige Organer; som
Frugtbarhedsgudinde betegnes hun yderligere enten
ved, at hun med begge Hænder presser sine
Bryster for at lade Mælken springe frem ell.
ved at lægge den ene Haand paa Brystet, den
anden paa Underlivet (den sidste Stilling
genfindes i gr. Afroditebilleder, se Tavlen »Afrodite«,
men der lægges her en helt anden Mening ind
deri; af Blufærdighed søger Gudinden at dække
sit nøgne Legeme med Hænder og Arme). Smaa
Terrakottafigurer af den her beskrevne Art
 |
| babylonisk Terrakottafigur i Louvre. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
