Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Astronomi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med Polhøjden; fra ham har man den første
tilnærmede Værdi for Solens Afstand fra
Jorden. Hevel viste sig som en paalidelig Tegner
af Maanens Topografi, og først i 19. Aarh. er han
blevet overtrumfet.
Fik den iagttagende A. i Kikkerten et mægtigt
Hjælpemiddel, bidrog Logaritmernes Fremkomst
og Udarbejdelse af Logaritmetabeller ved
Napier 1614 og Briggs 1624 ikke mindre til den
regnende A.’s Fremvækst.
Alle disse det 17. Aarh.’s store Astronomer
var enten Elever af den Mand, som i Aarh.’s
første Dage skrev A.’s Lovbog, Johann
Kepler, ell. Forløbere for det Geni, som mod Aarh.’s
Slutn. viste Lovenes Princip, Isaac
Newton. Hin var kun Astronom og brugte
Matematikken som et uundværligt Hjælpemiddel,
denne betragtede den hele A. kun som et eneste
Resultat af den af ham paaviste alm. mat. Teori
for de virkende Kræfter. Forgæves havde
Kepler søgt efter Grunden til sine Love.
Cartesius mente at kunne forklare
Himmellegemernes Bevægelse ved sin bekendte, men uholdbare
Hvirvelteori, Borelli troede, at Aarsagen til
de »mediceiske« Stjerners Bevægelse var at søge
i en gensidig Tiltrækning, som han sammenlignede
med Magneters Tiltrækning. Newton var det
forbeholdt i sin Gravitationsteori (Tyngdeteori) at
lægge den Basis, hvorpaa hele den kommende
Tids A. skulde bygge. Alt, hvad man tidligere
havde fundet om Himmellegemernes Bevægelse,
fik herved sin indre Begrundelse, idet den
skaffede Kendskab til de Kræfter, hvorved
Bevægelsen kom i Stand. Allerede 1666 havde Newton
sin Lære færdig; men den strandede paa det
unøjagtige Kendskab, man da havde til Jordens
Radius. Først 1682, da den Picard’ske
Gradmaaling gav ham en nøjagtigere Værdi for
Jordens Størrelse, kunde han numerisk paavise, at
Tyngdekraften netop er i Stand til at holde
Maanen i sin Bane, at den er omvendt
proportional med Afstandens Kvadrat. 1687
offentliggjorde han i sin Principia mathematica
philosophiae naturalis sin Gravitationslære med dens
Anvendelse paa Verdenssystemet og gav heri en
teoretisk Paavisning af Jordens Fladtrykning,
fremstillede Teorien for Præcessionen og
Tidevandet og omtalte nogle af de vigtigste
Ujævnheder i Maanens Bevægelser og de planetariske
Perturbationer. Sammen med Leibniz, hans
værdige Samtidige, er Newton Grunder af
Infinitesimalregningen, hvorved et helt nyt Felt
blev aabnet, der lige til vore Dage har været
befrugtende for den mat. Deduktion. De
Opdagelser, Newton gjorde i Optikken, er saa
banebrydende, at man med Rette kan anse ham for
denne Videnskabs Fader. Vort Kendskab til
Farvers Dannelse, Lysets Natur og Egenskaber,
Teorien for Lysets Refleksion og Refraktion,
Konstruktion af fuldkomne Spejlteleskoper, alt dette
er Frugten af hans Geni. Men det træder
fuldkommen i Baggrunden over for hans Arbejder
paa A.’s Omraade, hvor han skabte den
fysiske A. Ved den Newton’ske Gravitationslov
er de utallige indviklede Bevægelser, Datidens
og de flg. Aarh.’s Astronomer har fundet, alle
disse Afvigelser fra de Kepler’ske Love, som med
et fælles Navn kaldes Perturbationer, førte
tilbage til et mek. Problem. Vi ser derfor ogsaa
alle det 18. og 19. Aarh.’s teoretiske Astronomer
saa godt som, udelukkende beskæftige sig med
det saakaldte »Trelegemers Problem«, hvis
endelige Løsning endnu lader vente paa sig.
Euler, den analytiske Mekaniks Fader, leverede
banebrydende Arbejder om de planetariske
Perturbationer og var den første, der behandlede
Maaneteorien som et Trelegemers Problem.
Clairaut offentliggjorde vigtige teoretiske
Undersøgelser over Maanen, og d’Alembert
behandlede bl. a. Nutationen. Lagrange, det
18. Aarh.’s største Matematiker, leverede en
Række fundamentale Afh. vedrørende
Trelegemers Problemet. En Afrunding og en
Afslutning af alt, hvad det forrige Aarh. har
præsteret i den fysiske A., har Laplace givet i
sin Mécanique céleste, hvori han bearbejdede
alle paa Newton’s Fundament saavel af andre
som af ham selv videre førte Undersøgelser til
et homogent Hele og har saaledes givet os en
Lærebog i den fysiske A. Hans 1796 udgivne
Exposition du Système du Monde er en populær
Forløber for dette storslagne Værk.
Samtidig med den fysiske A.’s raske Udvikling
i 18. Aarh. arbejdede den praktiske sig op til
en jævnbyrdig Plads. Stadig leverede den ny
Problemer for Teoretikerne. Langt over alt,
hvad der er præsteret paa dette Omraade, rager
de under Bradley’s Ledelse paa Grw.
Observatoriet udførte Arbejder. Efter at han 1728
havde fundet Aberrationen (s. d.), opdagede han
1747 Nutationen. Bestemmelse af omtr. 3000
Fiksstjernepositioner fra 1750—62, udførte dels af
Bradley, dels af hans Assistenter, staar ved
Siden af 19. Aarh.’s bedste. Ved Bessel’s
og Auwers’ Bearbejdelse er denne rige
Skat blevet lettere tilgængelig. Halley,
Bradley’s Formand som kgl. Astronom i Grw.,
paaviste Bet. af Venuspassagen til Bestemmelse af
Solens Parallakse, fandt Egenbevægelse hos fl.
Fiksstjerner, og leverede, under et Ophold paa
St Helena, en værdifuld Katalog over den
sydlige Himmel. Ved at bearbejde Kometen fra
1682 fandt han, at den var periodisk, og udtalte,
at den vilde vise sig igen 1759, ligesom man
havde set den 1531 og 1607. Denne, den
Halleyske Komet, var den første periodiske Komet,
som blev opdaget i vort Solsystem. I Grw.
beskæftigede Halley sig bl. a. med Maanens Teori;
Maanens Anvendelse til Længdebestemmelse
skyldes ham. Lacaille har leveret den
første større Katalog over Stjerner paa den
sydlige Halvkugle, udført paa Cap, hvorhen han var
sendt for at bestemme Solens og Maanens
Parallakse, medens Lalande i Berlin udførte
de korresponderende Observationer. Denne har
ved sin Astronomie været fl. Generationers
Lærer og ved sin Stjernekatalog Histoire céleste
française, der udarbejdedes under
Revolutionen, mægtig bidraget til vort Kendskab til
Stjernehimlen. Mod Slutn. af Aarh. fremstod W.
Herschel, der ikke alene udvidede vort
Solsystems Grænser ved Opdagelsen af Uranus,
men ogsaa fandt en hel Del Stjernetaager,
Stjernehobe og Dobbeltstjerner, hvis egl.
Opdager Christian Mayer maa siges at
være. Herschel var den første, som benyttede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
