Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Atterbury, Francis, eng. Præst og Politiker (1662-1732) - Attersee - Attes, se Attis - Attest - Attestant, se Attest - Attestats - attestere, se Attest - Attica - Atticisme - Atticus, Titus Pomponius (109-32 f. Kr.) - Attigny - Attik - Attika, se Attik - Attike
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tronprætendenten, Jakob Stuart’s første
Minister. Han blev begravet i Westminsterabbediet.
L. M.
Attersee [↱atərze.] (Kammersee), den
største Sø i Salzkammergut, Østrig, 465 m o. H.,
44,7 km2 stor, 19,5 km lang, 4 km bred og 171 m
dyb. Den har til Afløb Floden Ager. Søen, der
omsluttes af bratte Klippevægge, er bekendt for
sin Skønhed, og Landsbyerne, der ligger ved den
(A., Weisenburg, Schörfling), besøges meget om
Sommeren.
G. Ht.
Attes [↱a-], se Attis.
Attest (Attestat, lat.)., skriftligt
Vidnesbyrd, Bevidnelse af en Kendsgerning, Bevis,
attestere, udstede et Vidnesbyrd, bevidne.
Attestant, Vidne.
Attestant, se Attest.
Attestats (lat.), Eksamensbevis, akademisk
Vidnesbyrd om Duelighed i Anledning af
bestaaet Eksamen.
attestere, se Attest.
Attica [↱ätika], By i U. S. A., Stat Indiana,
ligger 39 km SV. f. Lafayette paa venstre Bred
af Wabash River. (1910) 3335 Indb. A. driver
betydelig Handel med Landbrugsprodukter.
Atticisme (gr. ἀττικισμός), den attiske Dialekt,
der fra c. 500 f. Kr. udviklede sig til alm. gr.
Skriftsprog. Den ældre A., der staar lonismen
(Herodot) nærmere, repræsenteres af Tragikerne
og Thukydides, medens Komikerne og Platon
danner Overgangen til den yngre, hvori
Talerkunsten har størst Andel. I den makedoniske og
rom. Tid, da Skriftsproget udartede, opstod en
kunstig A., hvis Tilhængere med større ell.
mindre Held søgte at skrive i den klassiske Tids nu
ikke talte Sprog; den vigtigste Repræsentant for
disse er Lukianos. (Litt.: W. Schmid, »Der
Atticismus in seinen Hauptvertretern«
[Stuttgart 1887]).
K. H.
Atticus [↱a-], Titus Pomponius, f. 109,
d. 32 f. Kr., tilhørte en ældgammel Familie af
Ridderstand og var ved Svogerskab knyttet til
fremragende Medlemmer af det demokratiske Parti.
Efter Udbrudet af Borgerkrigen mellem Marius
og Sulla rejste han til Athen og tilbragte fl. Aar
der; hans Fortrolighed med gr. Sprog og
Omgangstone skaffede ham det hædrende Tilnavn A.
I Athen gjorde han Bekendtskab med Sulla. Kort
efter sin Tilbagekomst til Rom arvede han en
stor Formue og levede siden, uden at tage aktiv
Del i det politiske Liv, i intim Omgang med
fremragende Mænd af alle Partier (Sulla, den unge
Marius, Hortensius, Cicero, Pompejus, Antonius,
Brutus, Octavian). Ved en sjælden Forening af
Fasthed og Smidighed forstod han at bevare sin
Stilling uden for Partierne og selv under de
vanskeligste politiske Forhold at fastholde sine
personlige Forbindelser og fyldestgøre de Krav,
der gennem disse stilledes til ham; saaledes
havde baade Brutus og Antonius ham at takke
for virksom Støtte paa Tider, hvor de mest
trængte til den. Under Octavian’s Regimente kom
han i nær Forbindelse med denne, idet en Datter
af A. blev gift med Octavian’s Feltherre M.
Agrippa; en Datter af dette Ægteskab, Vipsania,
blev den senere Kejser Tiber’s første Hustru.
Mest bekendt er A. fra sit Forhold til Cicero, hvis
fortrolige Ven han var lige til dennes Død; han
var hans Raadgiver i alle personlige og politiske
Anliggender, hjalp ham i hans evige økonomiske
Forlegenheder og forlagde hans Skr; A. drev
nemlig Boghandel i stor Stil ved Hjælp af et stort
Antal Slaver, der benyttedes som Afskrivere. Et
anseligt Minde om dette Venskab er de 16 Bøger
Breve fra Cicero til A., der er bevarede; de gaar
fra 68 f. Kr. til Cicero’s Død (A.’s egne Breve
blev aldrig udgivne). Selv udfoldede A. ikke
nogen betydelig litterær Virksomhed; han
forfattede en Tidstavle over den rom. Hist. (annalis),
et gr. Skr. om Cicero’s Konsulat og nogle
genealogiske Arbejder (alle tabte). Hans Ven,
Cornelius Nepos, har efterladt en ret udførlig Biografi
af ham. (Litt.: G. Boissier, Cicéron et ses
amis, 13. Udg. [Paris 1905]).
A. B. D.
Attigny [ati↱nji], lille By i det franske Dept
i Ardennes, Arrondissement Vouziers, liggende
15 km NV. f. Vouziers ved Aisne og Østbanen,
har (1901) 1703 Indb. og Industri i Uld, Lærred
og Sukker. I Middelalderen var A. (Attiniacum)
Sæde for de senere merovingiske og de
carolingiske Konger; den er bekendt af
Sachserhøvdingen Wittekind’s Daab 785 og Synoden 822, hvor
Ludvig den Fromme gjorde offentlig Kirkebod,
fordi han havde blindet sin Nevø Bernard.
G. Ht.
Attik ell. Attika, den ugennembrudte,
leddelte Overbygning, som ofte findes over
Hovedgesimsen og stundom helt kan skjule flade Tage.
Den krones af en svagt fremspringende Gesims
og kan inddeles i Felter ved Hjælp af Pilastre;
i Felterne er der ofte Fyldinger, Inskriptioner ell.
Relieffer, over Pilastrene Statuer ell. Vaser. A.’s
vekslende Højde er mindst en Trediedel af
Hovedgesimsen. Glosen tyder paa, at A. stammer fra
Athen; tidligst bruges de paa Triumfbuer som
Fodstykker for Statuerne, der kronede disse
Æreporte, og derfra overførtes de ogsaa til
andre Bygninger. I Senrenaissancen og
Barokken blev A. atter yndede, og det kunde da ske,
at de indrettedes som et øverste lavt Stokværk
over Façadens Hovedgesims.
(E. S.) C. A. J.
Attika [↱a-], se Attik.
Attike [gr. -↱ke.]; lat. Attica [↱a-] (af ἀκτή,
Forbjerg), Landskab i Oldtidens og i det moderne
Grækenland, en langstrakt, tresidet Halvø med
Basis i NØ.—SV., hvor A. i Oldtiden grænsede
til Boiotien og Megaris, Spidsen mod SSV., hvor
den afsluttes i Forbjerget Sunion. Flademaalet
var efter Oldtidens Grænser med tilliggende Øer
m. m. c. 2650 km2, hvoraf dog Bjerge opfylder
c. 1000 km2. En bred Havarm, nordligere
indsnævret til Euripos-Sundet, skiller A. fra Øen
Euboia, medens Sydvestkysten beskylles af den
saroniske Bugt. Skønt Bjergene ofte træder ud
til selve Kysten, er denne rigt udformet og vel
leddelt, med en Række gode og vel fordelte
Ankerpladser samt i SV. Peiraieus’ fortrinlige
Havn og de beskyttede Bugter ved Faleron og
Eleusis. I NØ. ligger den brede, aabne Bugt ved
Marathon.
Halvøens Basis er opfyldt af Bjerge. I NV.
ligger med øst-vestlig Retning Kithairons
vilde Bjerglandskab, højest i V. (Elatea, 1411 m),
fortsat noget lavere mod V. mod Megaris, mod
hvilket Landskab i øvrigt det mod Ø. udløbende
lavere Ikarion danner Skel. Mod Ø. følger
Parnés (1413 m, Ozea). Kithairon og Parnés
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
