Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bach 5) Johann Sebastian (1685-1750) - Bach 6) Johan Christian (1735-1782) - Bach 7) Johan Christof Friederich (1732-95) - Bach 8) Karl Philip Emanuel (1714-1788) - Bach 9) Wilhelm Friedemann (1710-84) - Bach, Alexander, Østerrigsk Statsmand (1811-1893)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
B. rager frem som en ensom Kæmpe i en flad
Tid, kun i Händel har han en Ligemand, om end
de to mere supplerer hinanden i deres
Forskelligheder end er hinanden lige. Begge er de
mægtige Udslag af Udviklingen i det hele, ingenlunde
derimod voksede frem paa bar Bund, hvad der
er en temmelig gængs Anskuelse. Tværtimod
forstaas de kun efter deres hele Omfang, naar de
betragtes i Belysningen af deres store
Forgængere. I sin Levetid var B. ikke vurderet
tilnærmelsesvis efter sin Bet., og Eftertiden glemte
ham omtr. aldeles. Først i Løbet af 19. Aarh.
er han blevet opdaget paa ny, navnlig efter at
Mendelssohn (1829) havde opført Matthæus-Passionen.
Et stolt Monument er der sat B. ved
Udgivelsen af hans samtlige Værker i en kritisk
Pragtudgave ved Foranstaltning af Bach-Selskabet
i Leipzig. (Litt.: Forkel, »Ueber J. S.
B.’s Leben, Kunst und Werke« [Leipzig 1802];
Philipp Spitta, »J. S. B.« I—II [Leipzig
1873—80]; Albert Schweitzer, »J. S. B.«
[Paris 1905]).
A. H.
Af J. S. B.’s Sønner skal nævnes:
6) Johan Christian (»London-B.«), f. i
Leipzig 1735, d. i London 1782, var efter
Faderens Død Elev af Ph. E. B. og havde allerede
gjort sig bemærket som Musiker, da Bekendtskabet
med nogle ital. Sangerinder — han
ægtede senere Sangerinden Cecilie Grassi
— foranledigede ham til at forlade Berlin og
tage Ophold i Milano, hvor han blev Organist
ved Katedralkirken. 1762 opgav han denne
Stilling og drog til London, hvor han skaffede
sig Ry ved sine Operaer, skrevne i Tidens ital.
Stil, og ved de af ham ledede »Subskriptionskoncerter«.
B., der som Personlighed var
livfuld og elskværdig, men ekstravagant og
upaalidelig, skrev foruden Operaer en Mængde
Instrumentalmusik (Symfonier, Kvartetter og
navnlig Klaversager), hvis lette smidige Stil
har hist. Bet. som Overgang til Mozart’s.
7) Johan Christof Friederich
(1732—95) (»Bückeburg-B.«) var ligesom Ph. E. B.
opr. Jurist, men forlod snart Studierne for at
hellige sig Musikken og fik Ansættelse som
Kapelmester hos Fyrsten af Schaumburg-Lippe,
i hvis Tjeneste han blev Resten af sit Liv. Han
synes at have været den mindst betydelige af
Seb. B.’s Sønner; men hans Arbejder (Kantater
og Kammermusik), der nærmest slutter sig til
Ph. E. B.’s, viser hans solide Dygtighed; som
Personlighed sattes han højt.
8) Karl Philip Emanuel (kaldet
»Berlin-B.« ell. »Hamburg-B.«), f. 8. Marts 1714 i
Weimar, d. 14. Septbr 1788 i Hamburg,
studerede efter Faderens Ønske Jura, men dyrkede
ved Siden af Musik, uden at den Undervisning,
han modtog af Faderen, dog synes at have
været saa systematisk anlagt som den, der blev
Broderen Friedemann til Del. I Frankfurt a. d. O.,
hvorhen Studierne førte B., brød imidlertid hans
mus. Trang igennem, og Juraen blev lagt til
Side; i nogle Aar virkede han i nævnte By bl. a.
som Leder af en Sangforening, men de større
Forhold i Berlin drog ham 1738 derhen. I
Berlin ernærede han sig først kummerlig, fik dog
efterhaanden Ry for sit Klaverspil og blev
endelig Medlem af det kgl. Kapel og Kongens,
Frederik II’s, Akkompagnatør; Syvaarskrigen
forandrede imidlertid de gode Forhold i
Preussens Hovedstad, og da B. 1767 fik Tilbud om
Stillingen som Kirke-Musikdirektør i Hamburg,
tog han med Glæde imod den og forlod Berlin,
uagtet man efter Sigende brugte alle Slags
Midler for at søge at holde ham tilbage der. I
Hamburg tilbragte B. Resten af sit Liv — han
var der højt agtet og levede saa lykkelig
og sorgfri, at han afslog alle senere Tilbud. —
B. tilhører ligesom Seb. B.’s andre Sønner sin
Tid; han hævede sig ikke over den som
Faderen, og en nøgtern, fantasiløs Parykstil er i
det hele og store herskende i hans Kirkemusik,
der nu næsten helt er glemt. Hans Fortjeneste
bestaar derimod i hans Arbejde for
Klavermusikkens Udvikling, han befriede denne
gennem sine talrige Kompositioner og sit Værk
»Versuch über die wahre Art das Klavier zu spielen«
(ny Udg. 1906) for det tunge kontrapunktiske
Apparat, han gav sine Klaverværker en let,
flydende Form, et »galant« og melodiøst Indhold
— det ophøjede og dybsindige laa ham fjernere
— og han fastslog (særlig i »Klavier-Sonaten für
Kenner«) under Paavirkning af Mannheimer-Skolen
i Grundtrækkene den for al senere
Instrumentalmusik saa betydningsfulde
Sonateform (s. d.). Navnlig denne sidste
Gerning giver B. en betydelig Plads i Musikhistorien,
det er den, hvortil Haydn sigter, naar
han siger: »Alt, hvad jeg ved, har jeg B. at
takke for«. B. var en meget flittig Komponist
ogsaa paa Sangens Omraade (»Lieder, Oden«);
han besad en fin og livlig Aand, var en
elskværdig Omgangsfælle, dannet og belæst og en
Ven af Tidens Berømtheder, som f. Eks. af
Klopstock.
9) Wilhelm Friedemann (kaldet »den
Halle’ske B.«) (1710—84), efter alles Vidnesbyrd
den mus. rigest begavede af alle B.’s Sønner;
hans Undervisning lededes med stor
Grundighed af Faderen, der særlig satte sit Haab til
denne Søn. Ved Siden af disse Studier lagde B.
sig særlig efter Matematik, for hvilken
Videnskab han havde betydelige Evner. En Tid var
han Organist i Dresden; 1747—64 Kirke-Musikdirektør
i Halle; han forlod denne Stilling,
sagtens nødsaget dertil p. Gr. a. sit uordentlige
Levned, flakkede om til forsk. tyske Byer og
endte sine Dage i Nød og Fattigdom. B.’s
Kompositioner — særlig Kammermusik og
Orgelværker — viser hans ejendommelige Begavelse;
men hans Ulyst til regelmæssigt Arbejde, hans
hovmodige, bitre og menneskefjendske Karakter
i Forbindelse med hans Hang til Drik og
Udsvævelser blev Skyld i, at hans musikhist. Bet.
kun er bleven ringe.
W. B.
Bach, Alexander, østerrigsk Statsmand, f.
4. Jan. 1811, d. 13. Novbr 1893, var siden 1843 en
anset Advokat i Wien og en af det liberale
Partis Førere. Bevægelsen i Marts 1848 førte ham
ind i det politiske Liv; han underhandlede som
Demokratiets Tillidsmand med Hoffet om en fri
Forfatning og øvede en stor Indflydelse, men
tabte efterhaanden Folkets Yndest, fordi han
som Justitsminister (siden 19. Juli) ikke vilde
bøje sig for de yderliggaaende politiske Krav,
men tværtimod hævdede Kejserens Veto og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
