Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ballade (og Romance) - ballad-opera - Ballagi, M., se Bloch - Ballance, John, engelsk-australsk Statsmand (1839-1893) - Ballanche, Pierre Simon, fr. Forf. og Filosof (1776-1847)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Form, træder frem. Gl. Sange af beslægtet
Indhold samles i Sangkredse, nyt bliver sunget til,
nu ogsaa i mere episk Retning, og sker det saa,
at der efter en lang Udvikling opstaar en mægtig
Sangens Heros som f. Eks. Homer, en stor
Rapsodist, en Mester i at sammenføje Sangene
til et Hele, hvoraf jo ogsaa meget kan være
saaledes digtet og omdigtet af ham, at det opstaar
som noget nyt, bliver han Bærer af det hele. Det
er sikkert nok B. og Romance, der har været
Forløbere for de homeriske Digte, Nibelungenlied og Cid.
Ønsker man en Inddeling af den episk farvede
Lyrik, kan man f. Eks. rent æstetisk som
Inddelingsgrund vælge, hvad Stemningen hviler paa,
om den hviler paa et virkeligt Handlingsbillede
(som f. Eks. Oehlenschläger’s »Hakon
Jarl« o. fl., Aarestrup’s »Fjeldspringet«,
Bagger’s »Den engelske Kaptajn«), paa
stemningsfulde, rystende Begivenheder af temmelig
ydre Art (som Oehlenschläger’s
»Jurabjerget« o. fl. af Ingemann) ell. mere tragisk
betonet paa et Skæbneforløb (som Ewald’s
»Liden Gunver«, Hertz’ »Troubadouren«,
Chr. Winther’s »Vaabendragerens Ed«, Hauch’s
»Prinsessen af Engelland«). Hvad den ydre Form
angaar, vil man finde, at den i Alm. er betegnet
ved et jævnt Ordvalg, simpel Sætningsbygning
og en Rytme, der passer for den paa een Gang
lyriske og handlingsfremstillende Stil: det jambiske
Dimeter, Nibelungenverset, Hildebrandsstrofen,
Kæmpeviseverset, og kun afviger derfra,
naar Stemningen er særlig lyrisk ell. tankemættet.
Stemningen hviler jo paa Handlingen, og
Retorik og egl. Billedlighed er overflødig. Vi
finder her Digte, som. f. Eks. Welhaven’s
»Koll med Bilen«, i hvilke Billedlighed slet ikke
anvendes, og hvor Virkningen altsaa ene beror
paa de givne Forestillinger (Handlingsbilleder
o. s. v.) og Rytme + Rim. Selvfølgelig er der
Forskel efter Digterens Naturel.
Oehlenschläger indleder ofte Romancen med et
Naturbillede for at anslaa Stemningen og spænde
til Forventning (»De Nætter ruge saa lange, saa
sorte«), og Tegnér broderer Romancecyclen
»Frithiofs Saga« med et rigt og glimrende Væv
af Billeder.
Det er forstaaeligt, at Tvetydigheden i
Grænserne mellem B. og Romance har afsat sig
tydelige Spor i de forsk. Samlinger; under Titlen
Romancesamling (f. Eks. »Danske Romanzer,
hundrede og ti«, samlede og udgivne af Chr.
Winther [3. Udg. Kbhvn 1851], og »Romancer
af danske Digtere«, udgivne af H. P. Holst
[Kbhvn 1865]) har man selvfølgelig samlet baade
B. og Romancer, men været uklar over deres
Afgrænsning respektive mod den rene Lyrik og
den episke Digtning. Paa den ene Side har B.’s
lyrisk-subjektive Tone ført til, at man har
optaget rent lyriske Digte, og paa den anden Side
har Romancens mere objektive mod den episke
Digtning vendte Stilling ført til Optagelse af rent
episk-fortællende Digte. Jfr. Cl. Wilkens,
»Poesien. En Fremstilling af Poetikken paa
psykologisk Grundlag« (Kbhvn 1893). (Litt.:
Henze, »Romanze und B.« [2. Del, Warburg
1878—79]; Goldschmidt, »Die deutsche B.«
[Hamburg 1891]; Chevalier, »Zur Poetik der
B.« [Leipzig 1891]).
Cl. W.
I Musikken benyttes Benævnelsen B.
naturligvis først og fremmest om den mus.
Komposition af saadanne Digtninge, der ovenfor er
karakteriserede som B. Medens Komponisterne
opr. indskrænkede sig til at anvende samme
Melodi og Ledsagelse paa alle Stroferne og
saaledes, uden at indlade sig paa en mus.
Karakteristik af Enkelthederne, kun søgte at give et
samlet Stemningsindtryk, fremtræder B. i sin
egl. Skikkelse i gennemkomponeret Form, som
oftest for en enkelt Sangstemme med Klaver-
ell. Orkesterledsagelse. Denne Form for B. har
en typisk Repræsentant i den tyske Sangkomponist
Karl Löwe; men i øvrigt har ogsaa
Schumann, Ad. Jensen o. fl. ydet vægtige
Bidrag til denne Gren af Sanglitteraturen. Uden
for Vokalmusikken benyttes Benævnelsen B.
ogsaa om rene Instrumentalstykker af fortællende
Karakter, med et snart episk-lyrisk, snart
dramatisk bevæget Indhold. Man har saaledes B.
saavel for Klaver (Chopin) og Violin som for
Orkester.
S. L.
ballad-opera [↱bä£əd-↱åpərə], hos Englænderne
en Slags Opera, der hovedsagelig er sammensat
af Folkemelodier; første Eksempel paa en saadan
var John Gay’s Beggars Opera (1727).
S. L.
Ballagi [↱bålågi], M., se Bloch.
Ballance [↱bä£əns], John, engelsk-australsk
Statsmand, f. 27. Marts 1839, d. 27. Apr. 1893,
var Søn af en Landmand i Nord-Irland, men
udvandrede tidlig til New Zeeland, blev
Bladudgiver og udmærkede sig 1867 i Kampen mod
Maori’erne. 1875 valgtes han til den lovgivende
Forsamling, var 1878—79 Finansminister og
1884—87 Minister for Statsjorderne; som saadan
arbejdede han ivrig for at skaffe Jord til
Nybyggere. Endelig blev han 1891 Førsteminister og
fremsatte det Program, der siden har været
Ledetraad for Reformpartiet og Grundlag for
New Zeelands politiske og sociale Udvikling:
alm. Valgret, ogsaa for Kvinder, progressiv
Beskatning m. m. Ved sin forsonlige Holdning
over for Maori’erne fik han et stort Stykke Land
paa den nordlige Ø overdraget til Bebyggelse.
Hans Statue er rejst foran Parlamentsbygningen
i Hovedstaden Wellington.
E. E.
Ballanche [ba↱lã.∫], Pierre Simon, fr.
Forf. og Filosof, f. 4. Aug. 1776 i Lyon, d. i
Paris 9. Juni 1847. Opr. ansat i sin Faders
Trykkeri og Boghandel førtes han tidlig ved
Sygelighed (han blev trepaneret i sit 18. Aar) ind paa
Refleksion og Skribentvirksomhed. Hans første
Skr behandler Æstetikken, set fra et kristeligt
Synspunkt, Ungdomsfølelser og ulykkelig
Kærlighed. 1814 gjorde »Antigone«, en Prosaelegi
over Menneskehedens Lidelser, en vis Opsigt,
hvorefter han flyttede til Paris, hvor Chateaubriand,
Mme. Récamier o. a. tog sig af ham.
1842 blev han Medlem af Akademiet. Hans
senere Skr, hvoraf navnlig kan fremhæves Essai
de palingénésie sociale (2 Bd 1827 ff) og Orphée
(1827—28), rummer en ejendommelig Blanding
af Verdenshistorie-Filosofi, Mystik og
Socialisme; i en ren og fortræffelig Prosa fremstiller
han sin Teori om en social Genfødelse paa
Grundlag af hans Lære om Forsoningen, tillige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
