Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bardehvaler (Mystacoceti) - Bardeleben, Heinrich Adolf, tysk Kirurg (1819-95) - Bardenfleth, uradelig Slægt - Bardenfleth, Carl Emil, dansk Embedsmand og Politiker, (1807-1857)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og stærkt flosset og trævlet; disse tætstillede,
flossede Inderkanter af Bardepladerne danner
saaledes den fri Mundhules Loft og Sider, der
derved faar Udseende af et tæt Filter al Trævler
og Børster. Inden for de store, yderste
Barderader, Hovedbarderne, der sidder yderst i
Kæberne, findes 2 ell. 3 Rækker af smaa Bibarder
stillede i Linie med Kant mod Kant mod
Hovedbarderne (smlg. Fig.); de forøges i Tal med
Alderen, efterhaanden som de nærmest
Hovedbarderne siddende flyder sammen med disse.
Hovedbarderne er mindst nærmest Svælg og
Snudespids, størst i Midten af Mundhulen. Naar
Munden er lukket, skjules Barderne af de vældige
Underkæber. Bardepladerne gror stedse fra
deres Basis paa Gummerne, hvor de sidder paa
et fibrøst, meget karrigt, horndannende Væv, der
som Lameller gaar lidt ind i Bardens Basis og
sender, lange, tynde, traadformede Papiller ud
i de umaadelig talrige, fine, haarlignende,
forhornede Fibrer, hvoraf Bardens indre Del
»Rørlaget« er sammensat; uden paa Rørlaget ligger
det forhornede Barklag, svarende til
Overhuden.
Barderne er at opfatte som et mægtigt
Siapparat; idet Hvalen nemlig med aaben Mund gaar
frem gennem Vandet, gennem de uhyre Stimer
af alle Slags smaa Bløddyr, Krebsdyr, Gopler,
Fiskeunger o. l., der udgør disse kæmpemæssige
Dyrs Føde, strømmer Vandet ind i Mundhulen
og presses derpaa, da Svælget er
sammensnøret, ud til Siderne gennem Trævlelaget ud
mellem Bardepladerne og ud mellem Læberne paa
det store Gabs Sider; herved sies fra Vandet og
ophobes i Munden umaadelige Masser af de
ovenn. Smaadyr; naar Munden er tilstrækkelig
fyldt, lukkes den, og Synkningen gennem det
paafaldende lille Svælg sker da ved den store,
kødfulde Tunges Hjælp; Tungen er i hele sin
Længde fastvokset til Mundhulegulvet.
Barderne er snart sorte ell. graasorte, snart
mørke med gullige Længdestriber, snart helt
gulgraa; de er en Del forsk. hos de forsk.
Hvalarter, hos nogle kortere og tykkere, hos andre
længere og tyndere, o. s. v.; de var tidligere et
meget vigtigt Produkt ved Hvalfangsten og
anvendtes under Navn af »Fiskeben« til talrige
industrielle Formaal, som et elastisk og stærkt
fjedrende Stof; de smaa forreste og bageste
Hovedbarder samt Bibarderne anvendtes kun i
opskrabet Tilstand som en Art Krølhaar.
B. har to ydre Næsebor, formede som
sidestillede Længdespalter, siddende længere fortil
end hos Tandhvalerne. Hovedskallen kolossal
stor, men symmetrisk bygget; Næsebenene
forholdsvis veludviklede. Angaaende det øvrige
Skelets Bygning kan anføres, at Brystbenet kun
er forbundet med eet Par Ribben,
Halshvirvlerne er ofte helt sammenvoksede, og af
Baglemmerne kan, om end i yderst rudimentær
Form, findes Laar- og endog Skinneben, alt dog
skjult inde i Kroppen under Huden. Maven har
en mere kompliceret Bygning end hos de øvrige
Hvaler, Blindtarm findes. Angaaende B.’s øvrige
anatomiske Bygning, biologiske Forhold og
Systematik henvises til Hvaler.
Til B. hører Hvalordenens største Former;
Arterne falder i to Hovedgrupper, nemlig:
1) Finhvalerne (Balænoptera) med
Rygfinne ell. Antydning til en saadan, samt dybe
Længdefurer under Hage og Forkrop; hertil
Vaagehvalen (B. rostrata), Sejhvalen
(B. borealis), Rørhvalen (B. musculus) og
Blaahvalen (B. Sibbaldii); endvidere
Pukkelhvalerne (Megaptera), hvortil slutter sig
Graahvalen (Rhachianectes glaucus).
2) Rethvalerne ell. Sletbagene
(Balæna) uden Rygfinne og uden Længdefurer paa
Undersiden; hertil Grønlandshvalen (B.
mysticetus), Sydhavets Sletbag (B.
australis), Nordkaperen (B. biscaiensis) og
den lille Dværg-Rethval (Neobalæna
marginata).
R. Hg.
Bardeleben, Heinrich Adolf, tysk
Kirurg (1819—95), blev 1848 Prof. i Kirurgi i
Greifswald, deltog som Generallæge i Felttogene
1864, 66 og 70 og kaldtes 1868 til Berlin som
Universitetsprofessor og Overkirurg ved
Charité-Sygehuset. Han har bl. a. skrevet en stor
»Lehrbuch d. Chirurgie u. Operationslehre« (4 Bd, 8.
Opl., 1879), fra først af nærmest en Bearbejdelse
af Vidal’s franske Lærebog; den blev tidligere
meget benyttet af danske medicinske Studenter.
Lp. M.
Bardenfleth, uradelig Slægt, der stammer fra
Egnen ved Bremen og rimeligvis har Navn efter
Landsbyen Bardenflete i Landet Steding.
Allerede 1219 nævnes Heinrich von
Bardenflete, som da hyldede
Ærkebiskoppen af Bremen. Vaaben: en Sølv-Lillie i rødt
Felt, paa Hjelmen en Sølv-Lillie mellem to af
Sølv og rødt delte Vesselhorn. Medlemmer af
Slægten kom omkr. Aar 1700 til Danmark.
Kommanderende General i Nørrejylland, hvid
Ridder Joh. Fr. v. B. til Harridslevgaard
(1740—1811), hvis Efterkommere 10. Maj 1871
naturaliseredes som dansk Adel, var Fader til
Kontreadmiral, Generalguvernør over de vestindiske
Øer Joh. Fr. v. B. (1772—1833), der 1786 som
Kadet var med paa Admiral Løvenørn’s
Undersøgelsesekspedition om Grønlands Østerbygd, og
som var dekoreret med Guldmedaillen for
Deltagelse i Slaget 2. Apr. 1801, samt til de to
Generalløjtnanter Jens Carl v. B. (1780—1855) og
Fr. Løvenørn v. B. (s. d.). Den førstnævnte
af disse tre Brødre var Fader til
Gehejmekonferensraad Carl Emil v. B. (s. d.).
P. B. G.
Bardenfleth, Carl Emil, dansk
Embedsmand og Politiker, f. i Kbhvn 9. Maj 1807, d. 3.
Septbr 1857. Han var i sin Barndom »Prins
Fritz’«, den senere Frederik VII’s
Legekammerat og vedblev største Delen af sit Liv at staa i
et nært personligt Forhold til ham. Han
ledsagede saaledes Prinsen paa hans
Udenlandsrejse 1827—28 og blev efter hans Giftermaal med
Prinsesse Wilhelmine tjenstgørende
Kammerjunker hos det unge Par. Frederik VII nærede
stort Venskab for B., skønt denne var meget
forsk. fra ham i Anlæg og Tilbøjeligheder. B.,
der allerede 1827 blev cand. jur. og derefter, ved
Siden af sin Hofcharge, slog ind paa den jur.
Embedsbane, var en flittig, regelret, sober Natur,
som aabenbart fra tidlig Tid snarere har
betragtet sig som den jævnaldrende Prins’ Mentor
end som hans Kammerat. 1832 blev han Byfoged
i Frederikssund, 1837 Amtmand og senere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
