Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Beethoven, Ludwig van, tysk Komponist, (1770-1827)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ukuelig Energi, producerende, som det hedder i
Anledning af Missa solemnis, »in völliger
Erdenentrücktheit« (Schindler). — Foruden denne
»store Messe«, der giver et gribende Billede af
B.’s sjælelige Rørelser, særlig paa det religiøse
Omraade, og som, opr. bestilt af Erkehertug
Rudolph, var under Arbejde i fl. Aar (indtil
1823), er Hovedværkerne i denne Periode den
9. Symfoni med Korfinalen over Schiller’s Ode
»An die Freude« (fuldført 1823), Strygekvartetterne
Op. 127 (Es-dur), 132 (A-moll), 130 (B-dur,
den omarbejdede Finale heraf er B.’s sidste
større Komposition), 131 (Cis-moll), 135 (»Grosse
Fuge«) og 135 (F-dur, »Es muss sein«), endelig
Klaversonaterne fra Op. 101, deriblandt »Grosse
Sonate für Hammerklavier« Op. 106, Violinsonaten
Op. 96, to Cellosonater, Sangkredsen »An
die ferne Geliebte« og de (bearbejdede) »Skotske
Sange« samt et Par Ouverturer (»Namensfeier«,
»Weihe des Hauses«).
Maj 1824 opførtes den 9. Symfoni og Stykker
af Missa solemnis ved et Akademi, hvor B., som
det hed i Annoncerne, »selv tog Del i Ledelsen«,
og hvor han hyldedes med en Applaus, som
Sangerinden Ungher maatte gøre ham opmærksom
paa, da han ikke selv kunde høre den. Men
nogen virkelig Forstaaelse mødte B. ikke mere,
og i saa Henseende betød det intet, at han blev
Æresborger i Wien; Diplomet fattes enhver
dybere Anerkendelse af hans Storhed. Betegnelsen
»de gale Kvartetter« om B.’s sidste Opus holdt
sig længe (endnu en Musiker som Mendelssohn
kunde advare imod dem). — At B. nu og da
søgte at glemme sin Vrede og Skuffelse og sine
legemlige og sjælelige Smerter i Vinen, anses nu
for et ubestrideligt, men undskyldeligt Faktum.
I denne Henseende var særlig Violinisten Holz
ham en farlig Omgangsfælle; Beretningen om
Fr. Kuhlau’s Besøg hos B. (1825) tyder i samme
Retning.
I Efteraaret 1826 opholdt B. sig i Gneixendorf
hos sin Broder Johan, der fra Apoteker var
blevet en velstaaende Godsejer; men Sympatien
mellem Brødrene var ringe, og Uenighed
vedrørende Brodersønnen Carl, der havde forøget
B.’s Bekymringer ved et Selvmordsforsøg,
medførte Strid og lod B. i Vrede forlade Johan’s
Gods. Paa denne Rejse paadrog han sig sin
Helsot. Lungebetændelse, den gamle
Leversygdom i Forbindelse med Vattersot kastede B.
paa det sidste Sygeleje, hvor han sjælsstærk og
taalmodig gennemgik de pinlige Operationer
(Tapninger) og endog bevarede sin Humor.
Tanker om ny Værker (en Ouverture over B-a-c-h,
Musik til »Faust«, en 10. Symfoni) beskæftigede
ham næsten til det sidste. Den 24. Marts, da
han modtog Sakramentet, var han dog klar over
sin Tilstand, og de flg. Dage tilbragte han dels
i haarde Lidelser, dels bevidstløs. Den 26.
næstefter, medens et voldsomt Snevejr med Lyn og
Torden drog over Wien, for B. op i et Øjebliks
Bevidsthed, løftede den ene knyttede Haand og
faldt saa tilbage som død. — Hans Begravelse
fandt Sted under overordentlig Deltagelse og
med stor Højtidelighed — som forstod Wien nu
atter, hvad den havde mistet. — Ifølge Art. B.
i Grove’s Dictionary of music viste
Obduktionen saadanne ødelæggende Forandringer i
Lever, Milt og i Hørenerver, at det kunde tyde
paa en i en ung Alder paadragen Kønssygdom
— mulig kan heri søges en Aarsag til B.’s
store Tungsind og til, at han aldrig indlod sig
i Ægteskab, trods Planer derom, og Trang
dertil. —
B. var en knap middelhøj, tætbygget Mand;
hans Hoved var stort og syntes end større ved
det svære mørke, fritvoksende Haar. Ansigtet
var mørkfarvet og koparret, Trækkene ikke
smukke, men sjælden kraftige og mandige,
Blikket klogt og ildfuldt, undertiden »stikkende«.
Bevægelserne var faa og hurtige. — Hans Væsen
var Geniets, næppe fuldt forstaaet og værdsat,
selv af hans nærmeste Venner, for Almenheden
ufatteligt og bizart. Den pludselig opfarende
Heftighed og det djærve, ja, plumpe, undertiden
næsten barnagtige Lune kan vistnok henføres
til hans Rhinlænder-Afstamning, den undertiden
rent ud voldsomme Selvhævdelse til en Trang
til at dække over den fra Ungdommen
manglende boglige Dannelse og Fortrolighed med
Omgangstonen i de fornemme Kredse, hvori han
tidlig indførtes, og B.’s Mistænksomhed og
Menneskesky i de senere Aar finder endelig sin
Forklaring i hans Døvhed. I Virkeligheden var
B., som anført, opfyldt af Kærlighed til
Menneskene og glad ved deres Forstaaelse og
Hengivenhed. Og han var ingenlunde blot en
Sortseer og Tungsindet, tværtimod, Humor var en
væsentlig Side af hans Temperament, ofte
tilsat med en god Del Sarkasme. — Med stor Iver
stræbte han at udvide sin Almendannelse, og
hans Viden og Interesse omfattede snart talrige
Omraader, ikke mindst det politiske. Paavirket
af Revolutionsideerne var han en udpræget
Frihedsmand, der hadede og spottede al Tvang,
alle Baand paa det personlige som paa det
kunstneriske Omraade (politisk var han nærmest
Republikaner). Men paa den anden Side var
Sædeligheds- og Pligtbegreberne (Kant) det
ledende for hans Færd og Vandel, og han havde
ophøjede og begejstrede Ideer om Tonekunstens
Magt og Værd (»Musikken skal slaa Ild ud af
Mandens Sjæl«). Dybt grebet var han af det
oversanselige, religiøse, men, som Schindler siger,
»snarere Deist end ortodoks Katolik«. — Det
hedder om B., at »han altid var forelsket og i
Reglen i høj Grad grebet deraf«, samt at »han
gjorde Erobringer, som mangen Adonis vilde
have misundt ham«. At erotisk Lidenskab
spillede en stor Rolle for B. som Kunstner er lige
saa sikkert, som at han omfattede dette
Omraade med samme sædelige Alvor som andre;
men hans urolige, lunefulde Temperament lod
ham ikke knytte sig længe ell. fast i noget enkelt
Forhold. Man ved da heller ikke, hvem »den
udødelige Elskede«, til hvem, han skrev tre
poetisk-skønne Breve, er, saa lidt som, hvem hans
Ægteskabsplaner (1810) gjaldt. (De kendteste
Navne af B.’s Kvindekreds er Sangerinden
Magdalene Willmann fra Bonn, Komtesse Giulietta
Guicciardi, hvem »Maaneskinssonaten« er
tilegnet, Komtesse Therese Brunswick, Therese
Malfatti, Bettina Brentano og Amalie Sebald).
B. var en stor Elsker af Naturen, der for ham
betød noget langt mere end for nogen tidligere
Komponist. Han færdedes jævnlig paa lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
