Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Befolkning er den Kreds af Mennesker, der lever paa et Territorium ell. i et Statssamfund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Løn manglede til hans og Familiens Ernæring,
et Princip, der efter Malthus’ Mening førte til
den største Letsindighed i Henseende til at
stifte Familie. Endelig var Skriftet særlig
rettet mod den socialistiske Forf. Godwin’s
Skr. On political justice, der udmaler Fordelene
ved et paa kommunistisk Grundlag ordnet
Samfund, og som mener, at naar Menneskene gaar
frem i Velstand, Lykke og Forstand, vil denne
Udvikling lægge Baand paa
Forplantningsdriften. I Modsætning hertil hævder Malthus, at
netop den fuldkomne kommunistiske Lighed
stærkt vil fremme Forplantningen, idet den
vil borttage de Hensyn, som i det nuv.
Samfund hindrer Menneskene i at forplante sig saa
stærkt, som den fysiol. Mulighed tillader,
saasom Hensynet til at miste sin Position i
Samfundet, den Beskæftigelse, man ynder, Udsigten
til ikke at kunne give sine Børn en
standsmæssig Opdragelse o. s. v.
Malthus’ Hovedsynspunkter er flg.: B. har
Tendens til at formere sig saa stærkt, at
Forøgelsen af de Næringsmidler, der staar til dens
Raadighed, ikke kan holde Skridt dermed.
Hindringerne for B.’s Vækst kan inddeles i
præventive og positive (repressive). De præventive
kan atter inddeles i moralske (sene Giftermaal,
kønslig Afholdenhed) og umoralske. Hvor de
præventive Hindringer ikke er til Stede,
indtræder sent ell. tidligere de positive — Krig,
Pest, Hungersnød o. s. v. Enhver Forbedring
i de materielle Kaar vil ufravigelig føre til, at
B. vokser, saa at der altid er Tendens til
Overbefolkning. Sin Opfattelse af B.’s Tendens til
at vokse stærkere end Næringsmidlerne,
formulerede han nærmere i den bekendte Sætning,
at B. har Tendens til at vokse efter en
geometrisk Progression (ɔ: efter Forholdet 1, 2, 4,
8, 16 o. s. v.), medens de Næringsmidler, der
staar til Disposition, i samme Tidsrum kun kan
forøges efter en aritmetisk Progression (efter
Forholdet 1, 2, 3, 4, 5 o. s. v.). B.’s
Fordoblingsperiode, naar den fik Lov at vokse efter
den fysiol. Mulighed, satte han til 25 Aar ell.
mindre. Som praktiske Konsekvenser af sin
Opfattelse fremhævede han særlig: Modstand
mod Kommunismen, mod alle Opmuntringer fra
Statens Side til Ægteskab og Folkeformerelse
og endelig mod Fattigvæsenet, ikke alene i dets
daværende slappe Form, men i Grunden mod
enhver Art af offentligt Fattigvæsen. I Grunden
er Opdragelse og Meddelelse af Kundskaber de
eneste Omraader, paa hvilke han anbefaler
Udgifter fra Samfundets Side til Fordel for de
Ubemidlede, fordi man paa det aandelige
Omraade kan give til den ene uden at formindske,
hvad der bliver tilbage til de andre, og uden
at stimulere til stærkere Forplantning.
Malthus’ Teori vandt stor Tilslutning bl. de
mest fremragende Nationaløkonomer baade i
England, Tyskland og Frankrig. Som en af
dens kraftigste Forkæmpere kan nævnes John
Stuart Mill, der dog i Henseende til
Lærens praktiske Konsekvenser kommer til et
Resultat, der er væsentlig forskellig fra
Malthus’, idet hans Syn paa Samfundets Pligter
over for de Ubemidlede er langt humanere end
dennes. — En særlig Nuance har Læren faaet
i den saakaldte Ny-Malthusianisme,
hvis Tilhængere, samtidig med, at de opfatter
Tendensen til for stærk Folkeformerelse som
den eneste ell. dog væsentligste Aarsag til al
menneskelig Nød, forkaster den af Malthus
anbefalede kønslige Afholdenhed, men anbefaler
konceptionshindrende Forholdsregler. Til
Formaalets Fremme har der saavel i England som
i Tyskland dannet sig Propagandaforeninger,
der ogsaa særlig agiterer for fuld Tale- og
Skrivefrihed angaaende alle Spørgsmaal, der
vedrører det kønslige Liv. Ved Siden af
Tilslutningen har Malthus’ Lære ogsaa fra mange
Hold mødt en kraftig Modstand.
Naar det er blevet hævdet (bl. a. af
Doubleday og Herbert Spencer), at
Forplantningsevnen vil svækkes ved
Kulturudviklingen, behøver dette dog ikke nødvendigvis at
betyde en mindre Befolkningstilvækst, da
Dødeligheden, saaledes som det faktisk er
Tilfældet i nyere Tid, kan aftage endnu stærkere
end Fødselshyppigheden. Desuden vil der i
hvert Fald utvivlsomt kræves Aarh., inden dette
Forhold kan give sig noget praktisk kendeligt
Udslag. Særlig stærkt har i Alm. Socialisterne
taget Afstand fra Malthus; navnlig gælder dette
Karl Marx, der hævder, at en alm.
Befolkningslov kun eksisterer for Dyr og Planter,
men at for Mennesket har hver hist.
Produktionsperiode sin særlige Befolkningslov. Det,
der i vore Dage ser ud som naturlig
Overbefolkning, er en Følge af den kapitalistiske
Produktionsproces med dens Usikkerhed, dens
stadige Omvæltning i Produktionens og
Forbrugets Forhold, dens lave Arbejdsløn og høje
Kapitalprofit. Marx har Ret i, at den nuv.
Produktion og Fordeling paa mange Punkter
skaber Arbejdsløshed og Nød, som kunde
tænkes borte under en retfærdigere Fordeling;
men dette udelukker ikke, at der ved Siden
heraf eksisterer en alm. Befolkningslov, der
vil vise sin Virkning ogsaa under en hvilken
som helst anden tænkelig Samfundsordning.
Fl. Socialister, f. Eks. Karl Marlo
(Winkelblech) og i den nyere Tid Kautsky,
anerkender ogsaa det rigtige i Malthus’ Lære. En
stor Mængde indbyrdes forsk. Forf. (Carey,
Bastiat, List, George o. a.) indvender mod
Malthus’ Lære, at for den civiliserede
Menneskehed betyder enhver Stigning i
Befolkningsmængden en endnu stærkere Stigning i
Produktionen af Næringsmidler. Nødvendigt er
dette dog ingenlunde. Naturligvis kan
Produktionen som Følge af mere gennemført
Arbejdsdeling, stigende Dygtighed, bedre
Redskaber og Metoder m. v. vokse saa stærkt, at
Livsvilkaarene stadig kan bedres selv med en
stærkt voksende Befolkning, men nogen
Sikkerhed herfor haves ikke. Det maa nemlig
erindres, at den menneskelige Arbejdskraft ikke
er den eneste Produktionsfaktor, men at
Naturens Medvirken er lige saa vigtig, og naar
man, for at skaffe den voksende B. Føden,
tvinges ind paa Dyrkning af stadig ringere
Jord, kan Udbyttet trods alle mulige
Fremskridt meget vel aftage i Forhold til det
anvendte Arbejde. Det er saaledes uimodsigeligt,
at B. i Aarh. ikke er steget synderligt, fordi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
