Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Repræsentantskab - Repræsentation - Repræsentationsret - Repræsentationssystem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med Direktionens Ledelse af Selskabet og i
Afgørelsen af Sager, der iflg. Selskabets
Vedtægter udtrykkelig er henviste til saadan
Afgørelsesmaade. Begrebet R. er ukendt for
Aktieloven, men forekommer hyppigt i Praksis som
en særlig Betegnelse for det, som Aktieloven
kalder Bestyrelse. Dog forekommer det ogsaa, at
der baade findes en Bestyrelse og et R., og i
saa Fald er det Bestyrelsen, der har den
øverste Ledelse, medens R. nærmest fungerer som
en Art kontrolerende Udvalg af
Generalforsamlingen, der vælger R.’s Medlemmer. Det er da
særlig Bestyrelsen, der har Ansvaret udadtil,
over for Myndighederne og Selskabets
Kreditorer, medens begge Organer staar til Ansvar
over for Aktionærerne for den forsvarlige
Udførelse af de dem betroede Opgaver.
A. D. B.
Repræsentation (lat.), Forsamling af
Repræsentanter (»Borgerrepræsentanter«);
Udgifter, forbundne med en vis Stilling
(Repræsentationsudgifter, Taffelpenge); Stedfortræden.
Repræsentationsret. For saa vidt en
Arvelovgivning helt ell. delvis bygger paa
Gradualprincippet ell. Princippet om, at
Arvegangsordenen bestemmes efter Gradnærheden,
saaledes at f. Eks. Broder gaar foran Brodersøn,
kan dette Princips Strenghed være modificeret
ved den saakaldte R. ell. Ret for en Person, der
efter Lovens Grundregel ikke vilde være
arveberettiget, naar der findes nærmere i Grad, til
dog at arve sammen med disse, fordi han er
beslægtet med Arveladeren gennem en anden
Slægtning i samme Grad som de, saaledes at
f. Eks. en afdød Broders Børn arver sammen
med Arveladerens efterladte øvrige Brødre. De
fjernere Slægtninge arver her ikke i Kraft af
deres egen Arveret, men træder kun i en afdød
nærmere Arvings Sted, og denne Tanke kan
som i Romerretten være gennemført saa strengt,
at de ikke arver, hvis den nærmere Arving af
en ell. anden særlig Grund var udelukket fra
at tage Arv, f. Eks. fordi han havde givet
Afkald paa Arv ell. forbrudt sin Arveret. De
nyere Lovgivninger, saaledes ogsaa den danske
Arvelov af 21. Maj 1845 og den norske af 31.
Juli 1854, bygger imidlertid paa et helt andet
Grundlag, nemlig paa en Kombination af
Gradual- og Linealprincippet, og da det heraf er
en ligefrem Følge, at en afdød Broders Børn
arver sammen med Broder, er der her ingen
Grund til at tale om en særlig R.; tværtimod
arver de arveberettigede altid her i Kraft af
deres egen Ret. Og vel gælder det efter dansk
og norsk Ret, at et Arveafkald i Alm.
udelukker ogsaa den renuncerendes Arvinger fra Arv,
jfr d. Arvelovs § 14, n. Arvelovs § 73, og at
ikke blot den, der har dræbt Arveladeren, men
ogsaa Drabsmandens Arvinger udelukkes fra
Arv, jfr D. L. 5—2—74, N. L. 5—2—75, men
det er her særlige Grunde, der udelukker de
fjernere Slægtninge fra Arv i disse Tilfælde, og
hvor en Person efter dansk Straffelovs § 304
forbryder sin Arveret p. Gr. a. grove
Fornærmelser mod Arveladeren, rammer
Arvefortabelsen ikke hans Arvinger.
K. B.
Repræsentationssystem. I Oldtidens smaa
gr. og rom. Bystater var R. ukendt, idet disse
Bystaters Landomraade ikke var mere udstrakt
end, at hele den fri mandlige Befolkning kunde
samles paa Byens Torv til en alm.
Folkeforsamling, der valgte Statens Øvrighed og vedtog
de fornødne Love. Det samme var Tilfældet i
de gl. germanske og nordiske Folkesamfund,
saa længe Kongemagten var uudviklet og hver
Landsdels Indbyggere udgjorde et Folk for sig;
ogsaa her kunde hvert Folks fri Mænd med
Mellemrum møde personligt paa Lovtingene ell.
Landstingene og umiddelbart udøve Folkets
suveræne Rettigheder. Undtagelsesvis møder
man dog allerede i Oldtiden R. i det vidtstrakte
Norge, idet Folket her vel gav umiddelbart
Møde paa Fylkestingene, men derimod paa de
store Lovting ell. Lagting kun gav Møde
gennem opnævnte Repræsentanter (Nævndermænd),
en Ordning, der ogsaa overførtes til Island efter
Landets Underkastelse under den norske
Konge, se Lagting. Efterhaanden som i
Middelalderen Rigerne blev større og Kongens Magt
styrkedes, tabte imidlertid Landtingene deres
Lovgivningsmyndighed og erstattedes af
Rigsmøder ell. Stændermøder, hvor det ikke
længer var muligt at samle hele det vidtstrakte
Riges Befolkning, og hvor derfor alene de
gejstlige og verdslige Stormænd mødte personligt,
medens derimod de talrigere lavere ell. ufri
Stænder, den lavere Gejstlighed, Borger- og
Bondestand, for saa vidt den overhovedet fik
Lov til at give Møde, maatte nøjes med at møde
ved udnævnte Repræsentanter. Disse
Repræsentanter var opr. allevegne ved bindende Paalæg
(imperativt Mandat) bundne Mandatarer eller
Fuldmægtige, der ogsaa fik Diæter af deres
Vælgere og eventuelt kunde kaldes tilbage af
disse, og først i 18. Aarh. bryder lidt efter lidt
den Opfattelse igennem, at de valgte
Rigsdagsmænd ikke er blot deres lokale Vælgeres eller
enkelte Stænders, men hele Folkets
Repræsentanter, saa at de kun bør være bundne af deres
Samvittighed, men ikke ved nogen Forskrift af
deres Vælgere, en forandret Opfattelse, der
efterhaanden finder Udtryk i næsten alle
Landes Forfatninger, jfr d. Grl. 1915 § 55 (se
imperativt Mandat).
Hermed er Overgangen sket til det moderne
R. Bedst ses denne Udvikling i England.
Her er Overhuset næsten endnu uforandret det
gl. Stormandshus fra Middelalderens Dage,
hvor Hovedmassen af Medlemmerne er
gejstlige og verdslige Lorder, der møder i Kraft af
egen Ret ligesom Stormændene paa de gamle
Rigs- eller Stændermøder. Underhuset
derimod er i Tidens Løb gennem en stadig
fortsat Udvikling og gennem en lang Række
Valglove gaaet over fra en stændersk
Forsamling med mandatbundne valgte Repræsentanter
for Grevskaberne og Byerne til et Parlament,
repræsenterende hele det eng. Folk, og efter
den sidste Valglov af 1918 bygget reelt, omend
ikke helt ud formelt, paa alm. Valgret med
Valgret, endogsaa for Kvinder. Da de
nordamerikanske Fristaters Forfatning vedtoges i 1787,
indrettedes Repræsentanternes Hus helt efter
R., medens derimod Senatet blev et
ejendommeligt Forbundshus, hvor de enkelte Stater
repræsenteredes hver med to Medlemmer. En
lignende Ordning fulgtes senere i Schweiz, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
