Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Retsvidenskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
byzantinske Kejser Justinian’s vældige Lovarbejde
Corpus juris civilis, for Digesternes Vedk. en
Kompilation af Juristernes Skr, fortættes i en
Sum henved 13 Aarhundreders juridisk
Tænkning og Skarpsind. Corpus juris indføres i
Italien, reciperes i 15. og 16. Aarh. i største Delen
af Europa, hvis Privatretsvidenskab er
behersket deraf. I den retsvidenskabelige Forskning
danner den romanistiske Videnskab
Udgangspunktet.
I Modsætning til ældre, mere ell. mindre
fantastiske, Opfattelser, hvorefter den rom. Ret i
6. Aarh. sporløst skulde være gaaet til Grunde
for derpaa som en Fugl Fønix, for at bruge
Modderman’s Udtryk, at være opstegen af sin
Aske som Følge af Pisanernes Erobring af
Amalfi, maa det vistnok siges at staa fast, at
den hele Middelalderen igennem er doceret ved
Retsskolerne i Rom, Ravenna, Pavia, Lyon,
Orléans, at der til alle Tider i Middelalderen
har bestaaet en Retslitteratur, og at Retten
ogsaa er bleven underkastet en videnskabelig
Behandling. Uberettiget er det her at tale om
Spring i Udviklingen. Men den berømte, af
hele Europa besøgte Retsskole i Bologna (c.
1100), hvor der under Irnerius’ Ægide
dreves et positivt Kildestudium af det forsømte
Corpus juris, betegner en Genfødelse af R. Med
Pionerers Dristighed og Kraft tog
Glossatorerne fat paa Eksegesen af den justianeiske Ret,
men Metoden har ingen Livskraft og havner i
tom Virtuositet. Glossatorernes og
senere Kommentatorernes Virksomhed (Baldus,
Bartolus), som tiltrak den videbegærlige
Ungdom, lægger Grunden til Receptionen af den
rom. Ret i det øvrige Europa, saaledes i
Tyskland.
Receptionen i Tyskland af den rom. Ret, hvis
Slutningspunkt vel kan sættes omtr. paa den
Tid, da Columbus opdagede Amerika, er et af
Retshistoriens mærkeligste Fænomener.
Foruden af Romerretten, underkuedes den
nationale Ret af den kanoniske, der ikke opfattedes
som reciperet, men som en af den kirkelige
Øvrighed anordnet. Begge Retsordninger
støttede gensidig hinanden og udgjorde sammen jus
utrumque. Tidens hele autoritetstørstende
Retning gav den kirkelige Opfattelse let Spil, de
forvirrede og splittede Retstilstande, politiske
Momenter og Trangen til Retsenhed bidrog til
Romerrettens Sejr. Den intime Forbindelse
mellem Jurisprudens og Teologi er et Særkende for
Tiden. Den skolastiske Dialektik beherskede
begge. Hvad Petrus Lombardus’ Libri
sententiarum var for Teologien, blev, som Stintzing
har bemærket, Accursius’ Glossa ordinaria for
Jurisprudensen, Kommentatorerne Bartolus og
Baldus er som Jurister aandsbeslægtede med
Teologer som Albertus Magnus, Thomas fra
Aquino og Duns Scotus.
Den i 15. Aarh, nyvakte Interesse for
klassiske Studier, Humanismens hele Tankegang
forsyner R. med nyt Blod. Ulrich Zasius
(1461—1535) tog Kampen op mod den skolastiske
Retning, Gregor Haloander (1501—31) udgav sin
berømte Corpus juris, den fr. Skoles og
Melanchton’s Paavirkning gav Stødet til en mere
syntetisk Behandling af R., Joh. Apell og
Conrad Lagus, som skrev de første systematiske
Lærebøger, arbejdede under hans Indflydelse.
Fremmest af Juristerne i Midten af 16. Aarh.
stod Johann Oldendorp, der sammen med Niels
Hemmingsen (De lege naturæ apodictica
methodus, 1566) paa en Maade kan regnes som
Forløber for Grotius. Oldendorp’s Discipel Vigelius
skrev det første strafferetlige System. Af andre
Systematikere maa Althusius fremhæves.
Frankrig var det i øvrigt, der i 16. Aarh.
med Univ. i Bourges som Samlingspunkt havde
overtaget Førerskabet i Jurisprudensen.
Foruden Filologen Budaeus (1467—1540), Alciatus
(1492—1550), Duarenus (1509—59) o. a. Straaler
de udødelige Navne Jac. Cujacius (1522—90) og
Hugo Donellus (1527—91), begge enige over for
den fælles Modstander »Bartolisterne«, men
ellers som Mennesker hinanden fjendske og som
lærde forsk. Cujacius’ Begavelse gik mere i
Retning af det antikvarisk-kritiske, Donellus
var den store Systematiker (Commentarii juris
civilis). Ligesom Donellus, der for sin Tros
Skyld maatte forlade Frankrig og døde som
Prof. i Altdorf, virkede ogsaa andre
fremragende fr. Jurister i Tyskland.
Medens den tyske R. saaledes fremtræder i
fremmed Klædebon, plejer man at regne en
selvstændig tysk R.’s Opstaaen ved
Hermann Conring’s Værk De origine juris
Germanici (1643), som bl. a. omstyrtede Teorien
om, at Justinian’s Lovbog var publiceret i
Tyskland af Kejser Lothar. Bacon’s og Hobbes’
Tanker, Tidens hele empiriske Retning mere
end en vaagen Nationalfølelse traadte her
hjælpende til. Praktikere som Carpzov og Mevius,
Teoretikere som Struve og Stryk mødes i at
erkende og fremstille den levende Ret, man
eftersnakkede ikke Ulpian’s mere skønt klingende
end egl. rammende Definition af Retten og R.
Men til virkelig at forstaa Hjemlandets
ejendommelige Retsinstitutioner skortede det
Praktikerne paa historisk Sans. Af de nævnte Mænd
har Benedict Carpzov (1595—1666) udøvet den
største Indflydelse. Baade paa Statsrettens,
Privatrettens, Civilprocessens og Kirkerettens
Omraade var han virksom, og hans
strafferetlige Hovedværker gjaldt i Aarhundreder næsten
som Lovbøger.
Fra Hugo Grotius’ berømte Værk: De jure
belli ac pacis (1625) daterer en ny Epoke i R.
sig. Han erklærer, at der vilde eksistere en
Naturret, selv om Gud ikke eksisterede.
Naturretten undergaar en Metamorfose i jur.
Retning, Folkeretten opstaar. Naturretten
gennemsyrer den positive Ret og behersker
efterhaanden, dog ikke uden Modstand, Retsopfattelsen
baade i England — Hobbes — og Tyskland. Stor
Indflydelse paa Retsudviklingen her vandt Mænd
som Pufendorf og Leibniz, derimod ikke
Spinoza, mod hvis »Ateisme« selv den
fremragende Repræsentant for Oplysningstiden Chr.
Thomasius (1655—1728) advarer. Omtrent samtidig
med Thomasius, med større Indflydelse, men
uden hans Friskhed, virker J. G. Heinecceius
(1691—1741), hvis Indflydelse ogsaa er kendelig
i dansk R. Tidens filos. Læremester blev Chr.
Wolf med sin matematisk-demonstrative
Metode, en fremragende Praktiker var A. Leyser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
