Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rigsraad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Død 1648 uheldige Situation for Kongedømmet,
idet der ikke var nogen Tronfølger valgt,
lykkedes det R. i Frederik III’s Haandfæstning at
indskrænke Kongemagten saa stærkt som
vistnok ingen Sinde før. Denne store Magtstilling
viste sig dog snart ikke at have nogen solid
Grundvold. R., der jo skulde repræsentere hele
Riget, var i Virkeligheden kun Repræsentant for
et Faatal af adelige Slægter. Ikke alene de ufri
Stænder, men ogsaa en stor Del af Adelen saa
med Uvilje og Misundelse paa R.’s store Magt
og var netop p. Gr. a. denne tilbøjelig til at
lægge Skylden for de flg. Ulykker alene paa
R. Splid og Uenighed inden for selve R. bidrog
ogsaa til at undergrave dets Magt og Anseelse.
Hertil kom endvidere, at Udviklingen i Europa
paa denne Tid overalt gik i Retning af
Enevælden. Med Haandfæstningens Kassation 17. Oktbr
1660 og Arvehyldingen den næste Dag var R.’s
Magt forbi.
R. bestod før 1536 dels af gejstlige, dels af
verdslige Medlemmer, efter 1536 kun af
verdslige. De gejstlige, Ærkebispen i Lund, der
ansaas for R.’s første Medlem, og Rigets øvrige
Biskopper, var i Kraft af deres Embede
Medlemmer af Raadet. De verdslige var derimod valgte
af Kongen, hvilket vistnok ogsaa var Tilfældet
med de gejstlige Medlemmer (nogle Abbeder og
(Priorer), der foruden Bisperne sad i Raadet.
Kongens Valg var indtil 1645 frit; dog skulde de
valgte være Adelsmænd (fødte af Riddere og
Svende) og hver Landsdel have en passende
Repræsentation; endvidere maatte Kongen ikke
uden R.’s Samtykke optage nogen Udlænding i
Raadet. Valget forudsattes vistnok at gælde for
Livstid, saafremt vedk. ikke selv ønskede at
træde ud ell. gjorde sig skyldig i Forseelser,
der kunde berettige til at afskedige ham; hertil
udkrævedes dog sikkert R.’s Samtykke. 1645
indskrænkedes Kongens Valgret, idet det
bestemtes, at ved en Rigsraads Død skulde
Rigsraader og Landkommissærer i den Landsdel,
hvortil den afdøde hørte, have Ret til at
foreslaa 6 ell. 8 til den ledige Plads, af hvilke
Kongen saa skulde vælge een. I Frederik III’s
Haandfæstning overdroges Forslagsretten til
vedk. Landsdels Rigsraader og Adel, men det
bestemtes tillige, at det samlede R. af disse 6
ell. 8 igen skulde udvælge 3, bl. hvilke saa
Kongen kunde vælge. Antallet af R.’s Medlemmer
var indtil 1648, da det fastsattes til 23, ubestemt.
Før 1536 i Reglen c. 30; efter den Tid sank
Antallet noget, som Regel var det omkr. 20.
Undertiden gik det dog meget længere ned, 1586 var
der saaledes kun 12 Medlemmer, 1623 kun 10
og 1625 endog kun 8. Rigsraaderne oppebar
ikke nogen bestemt Løn, men havde Ret til at
blive forsørgede med Rigets bedste Len.
Rigsraadsmøderne sammenkaldtes af Kongen; det
betragtedes som Regel, at R. traadte sammen
en Gang hvert Aar for i Forening med Kongen
at sidde Retterting og paadømme Retssager,
men for øvrigt kunde Kongen sammenkalde det,
naar han fandt det nødvendigt. Forhandlingerne
paa Møderne var hemmelige, og Kongen deltog
som Regel ikke i dem. Gennem sin Kansler
fremsatte han sine Forslag skriftlig for R., der
igen gav skriftligt Svar. Ofte forhandlede
Kongen dog ikke med hele Raadet, men særskilt
med de enkelte Landsdeles Raader.
L. L.
I Norge tilhører R.’s Historie egl. saa godt
som udelukkende Unions- og Forfaldstiden.
Vistnok er der tidlig Spor af, at Landets
højbaarne Høvdinger, især Lendemændene saavel
som enkelte højere Hirdembedsmænd, saasom
Stallaren, har været ansete som Kongernes
selvskrevne Raadgivere; men nogen herpaa
sigtende Organisation fandtes ikke. Efter som Kongen
opholdt sig i denne ell. hin Landsdel, var det
fortrinsvis dennes Lendemænd, som omgav
ham, og som han søgte Raad hos. Men saavel i
Henseende til Raadgivernes Personer som til
den Udstrækning, hvori han valgte at følge
deres Raad, var han formelt ubunden. Dette
udelukkede dog ikke, at Kongen faktisk og politisk
kunde føle sig tvungen til at rette sig efter den
gennem saadanne Raad tilsynekomne Opinion.
Et vigtigt Eksempel herpaa har man fra 1046,
da Lendemændene i Anledning af det da
indtraadte Samkongedømme hindrede Rigets
Opstykning mellem de to Konger. 1164
sammentraadte i Bergen det første Rigsmøde af gejstlige
og verdslige Høvdinger fra det hele Land, og
en her foretagen vigtig Lovforandring forkyndte
sig at være vedtaget med Samtykke af de
forstandigste Mænd i Landet. I 13. Aarh. holdtes
saadanne Rigsmøder oftere; men lige over for
Kongedømmets stigende Magtudfoldelse forblev
deres statsretslige Kompetence uudviklet og
usikker. Derimod antager i det samme
Tidsrum det nu saakaldte »Kongens Raad«
efterhaanden fastere Skikkelse. Det gør paa een
Gang Tjeneste som raadgivende og
administrerende Gentralorgan. Det bestaar dels af enkelte
Lendemænd, som efter Indkaldelse for længere
Tid ad Gangen ell. til Stadighed opholder sig i
»Kongens Gaard«, dels af de højeste
Hirdembedsmænd, bl. hvilke Kongens Kapellan i
Egenskab af »Kansler« snart bliver den mest
fremtrædende. Som raadgivende tiltraadtes »Kongens
Raad« derhos ved vigtigere Lejligheder af
andre i Formen tilkaldte, men faktisk selvskrevne
gejstlige og verdslige Værdighedsbærere
(Biskopper, Lendemænd o. fl.), — »det større
Raad«. Sin største Magtfylde opnaaede Raadet
under den svage og en Tid lang mindreaarige
Kong Erik Magnussøn (1280—99), dog særlig for
dets verdslige Bestanddeles Vedk. »Samtykke
af Kongens højeste Raad« o. l. blev nu
staaende Paaberaabelser i de kgl. Udfærdigelser.
Efterfølgeren, den kraftige Haakon V, søgte
atter at indskrænke Raadets Magtfuldkommenhed
og gav det derfor en mere embedsmæssig
administrativ Karakter. I Virkeligheden udrettede
han dog herved kun at tildele det en fastere
Organisation, som navnlig kom til Udtryk i
Bestemmelserne om Formynderraadet (1302).
Dette var et Tolvmandsraad, hvoraf 4 udgør
det »daglige Raad«, og til disse 4 hører
Mærkesmanden og Kansleren. Efter Haakon V’s
Død 1319 overtog dette Raad som Unions- og
Formynderregering snart selv, med Drottseten
(se Drost) i Spidsen, Landsstyrelsen og blev
paa ny det naturlige Organ for Aristokratiets
(nu »Riddernes«, de store, men faatallige
Jorddrotters og den høje Gejstligheds)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
