Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - romersk Arkæologi - romerske Antikviteter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Müller, »Handbuch der Archäologie der
Kunst« [1. Udg. 1830, 3. Udg., Breslau 1848];
Perrot et Chipiez, Histoire de l’art dans
l’antiquité [Paris fra 1882, hidtil 10 store Bd
udk.]; Gercke u. Norden, »Einleitung in
die Altertumswissenschaft«, I—III [1. Udg.
1909 o. flg.]).
H. A. K.
romerske Antikviteter. Medens Historien
behandler Samfundslivets Udvikling, er det
Opgaven for den Disciplin, der kaldes
Antikviteter, at beskrive Samfundets ydre Tilstand
paa et givet Tidspunkt, saavel Statens
Institutioner som Privatlivets Sædvaner. Under r. A.
afhandles derfor den rom.
Statsforfatning (paa dens forsk. Trin) og
Statsforvaltningen (Statsantikviteter),
Religionsvæsenet (Sakralantikviteter) og
Romernes Privatliv (Privatantikviteter).
Kilderne til de r. A. falder i to Grupper:
Monumenterne og Litteraturen. Af
Monumenterne er de vigtigste Indskrifterne (faa,
men til Dels meget vigtige fra ældre Tid,
talrige fra Kejsertiden); hertil kommer bevarede
Bygninger (Rom, Pompeji) o. a. Kunstværker,
Mønter o. s. v. Inden for Litteraturen mærkes
særlig den antikvariske. Allerede M.
Terentius Varro (116—27 f. Kr.) havde fremstillet
de r. A. i et stort Værk (Antiquitates, ɔ:
Fortidstilstande; deraf selve Udtrykket
Antikviteter). Dette er tabt, men er blevet stærkt
benyttet af senere Forfattere. Meget vigtige er
ogsaa den historiske Litteratur og
Veltalenheden samt for et særligt Afsnit den
juridiske; for Privatlivet visse Arter af
Poesi (Satiren).
Statsantikviteter. Statsforfatningen er
i det væsentlige fremstillet under Art.
Romerske Rige, hvortil henvises; her skal kun
gives nogle supplerende Bemærkninger, navnlig
om Overleveringen og den ældste Tid. —
Romerne selv havde som sikker Kilde til
Kundskab om den ældste Tids Forfatning næsten kun
Listen over de aarlig skiftende Embedsmænd
(fra Republikkens Beg.); dertil kom enkelte
Familietraditioner (i Reglen ikke tidfæstede).
Paa Grundlag heraf skreves de ældste rom.
Aarbøger: korte og tørre, men kronologisk
nøjagtige Navnelister og Notitser om Krig,
Hungersnød og Pestilens, kun hist og her en
Fortælling med dramatisk Tilsnit (Coriolan).
Bevarede er disse ældste Annaler (i Udtog) hos
den gr. Forf. Diodorus Siculus. De
senere Historikere (fra 2. Aarh. f. Kr.) udfyldte
dette Skema med vilkaarlige Udmalinger,
hvorved de ofte overførte senere Tiders Tilstande
til den ældste Tid. Disse historisk næsten
værdiløse Skildringer ligger til Grund for Livius’
og Dionysius’ store Værker. Man kan
derfor ikke danne sig en sammenhængende
Forestilling om den ældre rom. Forfatning uden
stærk Brug af Hypoteser. Romernes
konservative Behandling af deres Institutioner gør det
dog ofte muligt med Sikkerhed at slutte tilbage
fra sene Tilstande til en langt ældre Tid.
Patriciere, Klienter og Plebejere.
Den ældste rom. Republik var
aristokratisk. Den regerende Stand var de større
Grundejere, der udgjorde en afsluttet Adel,
Patricierne. De mindre Grundejere stod i et
arveligt Afhængighedsforhold til Adelsslægterne; de
kaldtes Klienter, ɔ: hørige. Klienterne havde
bl. a. ikke Ret til at optræde selvstændig for
Retten; de maatte lade sig repræsentere af
deres Godsejer (Patronen). Ved Siden af dem
fandtes i Byen Rom en Almue uden
Grundejendom, Plebejerne. (Det er stadig omstridt, om
Plebejerne var en opr. rom. Almue ell. en
fremmed Bestanddel af det rom. Samfund). De var
ikke paa samme Maade som Klienterne knyttede
til Adelsslægterne; de var personlig fri. Men de
var uden Andel i Statsstyrelsen og uden
Beskyttelse over for de adelige Embedsmænd.
Disse valgtes af den rom. Hær, der
konstituerede sig som Folkeforsamling (se Comitia
centuriata). I denne havde alle Borgere,
ogsaa Plebejere og Klienter, Stemme, men ikke
lige Stemme; den afgørende Indflydelse var
hos de grundbesiddende, værnepligtige
Borgere. Forsamlingen lededes med stor
Myndighed af Konsulerne, og dens Beslutninger havde
kun Gyldighed, naar de stadfæstedes af
Adelsraadet (Senatet). Konsulernes Magt var stor:
deres Befalinger maatte ubetinget adlydes, over
for Ulydighed kunde de anvende en hvilken
som helst Straf, lige indtil Døden; de var
desuden Dommere og dømte efter Skik og
Vedtægt, som kun Adelen var inde i. De bestemte
frit over Raadets Sammensætning. Det eneste
Værn mod ren Vilkaarlighed var, at de to
Konsuler skulde være enige. — Roms indre Historie
begynder for os med, at Plebejere og Klienter
frigør sig fra Adelens Herredømme. Det første
Skridt var, at Plebejerne 471 valgte sig 4
Forstandere (Tribuner), der skulde beskytte dem
over for de patriciske Konsulers Vilkaarlighed.
Tallet 4 og Navnet maa hænge sammen med
Inddelingen i 4 Bykvarterer (Tribus).
Tribunerne krævede Ret til at beskytte enhver
Privatmand mod Overgreb fra Embedsmændenes Side.
Ikke længe efter 471 udvidedes vistnok denne
Beskyttelse fra alene at gælde Byalmuen til
ogsaa at gælde Landalmuen (Klienterne); da
denne var delt i 16 Tribus, valgte nu de 20 Tribus
tilsammen 10 Tribuner. Dermed var det
afgørende Skridt gjort til Bondestandens Befrielse
fra Hørigheden; denne forsvandt efterhaanden,
uden at den blev retlig ophævet. Tribunens
Retsbeskyttelse gjaldt dog kun i Byen; i Felten
vedblev Konsulernes Befalings- og
Straffemyndighed at bestaa usvækket. Valget af
Tribunerne medførte en vigtig Følge, der sikkert ikke fra
først af var tilsigtet. Tribunerne valgtes af
Almuen paa en Forsamling, der stemte efter
Tribus, og hvori alle Stemmer var lige. Denne
Forsamling kunde Tribunerne ogsaa sammenkalde
i anden Hensigt end at vælge deres
Efterfølgere; den blev Plebejernes særlig
Repræsentation, voksede efterhaanden til en Magt i Staten
og tilkæmpede sig til sidst Ligeberettigelse med
den gl. Hærforsamling. — 20 Aar efter
Tribunatets Oprettelse (451) gjorde man et Forsøg
paa at ophæve den hele Indretning. Patricierne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
