Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - romerske Antikviteter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Republikkens Skattesystem; kun indførtes en Arveafgift
og enkelte lgn. Skatter. Derimod bortfaldt snart
Bortforpagtningen af Provinsskatterne, og i St
traadte Opkrævning ved kejserlige
Embedsmænd (procuratores). Endvidere forhøjedes
Provinsernes faste Afgift efterhaanden stærkt. I
den senere Kejsertid var derimod et helt nyt
Skattesystem i Brug. Al Grundejendom i hele
Riget betalte Grundskat efter sin Værdi; denne
Skat opkrævedes med aarlig vekslende Beløb,
alt efter Rigets Behov. Endvidere betaltes Skat
af Formue, der ikke bestod i Grundejendom,
og af Næringsbrug; endelig betalte alle
Personer, der ikke betalte Grundskat, ogsaa
Kvinder og Slaver, en Kopskat (der for Slavernes
Vedk. naturligvis udredtes af Herren). I hver
Kommune hæftede Byraadet for Kommunens
Grundskat, hvad der gjorde Stillingen som
Byraadsmedlem, der var livsvarig og arvelig,
særdeles byrdefuld.
Sakralantikviteter. Om den
romerske Gudelære se Romersk Mytologi. —
Den rom. Gudstjeneste var dels privat, dels
offentlig. I det private Liv spillede Husets og
Familiens Guddomme, Larerne, Penaterne og
Genius (se disse Art.) Hovedrollen; de deltog
i hele Familielivet, fik Mad med, hver Gang
der spistes, og særlige Ofre paa Familiens
Festdage. Deres Helligdom, i Reglen en Niche i
Væggen af Form som et Tempel, befandt sig
altid i Nærheden af Arnen (Køkkenet).
Desuden dyrkede enhver Familie sine afdøde
Medlemmer, om hvem man mente, at de havde
Magt til at gøre Fortræd, hvis man ikke ofrede
til dem. Paa bestemte Dage af Aaret pyntede
man derfor de Afdødes Grave og satte Mad
frem til dem. Paa disse Dage var alle Templer
lukkede, der maatte ikke holdes Bryllup, o. s.
v.; man mente, at de Afdøde kom op paa
Jorden for at modtage deres Ofre. — Til den
private Gudstjeneste hører ogsaa den kollegiale.
Enhver privat Forening, lige meget, hvad dens
Formaal var, valgte sig altid en Guddom, som
dyrkedes ved Foreningens Sammenkomster.
Den offentlige Gudstjeneste fandt Sted for
Statens Skyld og varetoges derfor af Statens
Embedsmænd og Præster; dog henregnedes
ogsaa gudstjenstlige Handlinger af Borgerskabets
politiske og lokale Afdelinger til den. Det var
ikke den enkelte Borger forment at ofre i
Statens Helligdomme; men almindeligvis havde
han ikke andet med den offentlige Gudstjeneste
at gøre end at deltage i Festerne, hvad der
endda var en frivillig Sag. — Gudstjenesten
var fordelt mellem Embedsmænd og Præster
paa den Maade, at alle Handlinger uden for
den regelmæssige Orden, saasom Løfters
Aflæggelse og deres Indfrielse, Ofre ved særlige
Lejligheder o. s. v., tilkom de øverste
Embedsmænd (Konsuler og dermed Ligestillede), dog
som oftest under Medhjælp af en Præst; den
hele regelmæssige Gudstjeneste derimod var i
Præsternes Hænder. En Undtagelse dannede
kun Legene, der til Dels afholdtes af særlige
Embedsmænd (Ædiler og Prætor er). — Næsten
alle rom. Kultushandlinger har en strengt jur.
Karakter: Staten søger ved visse Ydelser at
forpligte Guddommen til visse Genydelser. Der
ligger derfor en overordentlig Vægt paa
Formen: Offeret maa være af en ganske bestemt
Beskaffenhed, den hellige Handling maa
foregaa paa en bestemt Maade uden mindste
Afvigelse; de Ord, der udtales derved, er nøje
foreskrevne, og der maa ikke udtales andre,
men skal herske fuldkommen Tavshed, o. s. v.
Overtraadtes disse Regler, maatte det hele
gøres om, ell. der maatte bringes Ekstraofre til
Soning. Dette Forhold gjorde en sikker
Kundskab og fast Tradition nødvendig; og denne
bevaredes i de rom. Præsteskaber. Disse var
Kollegier, hvori man valgtes ind paa Livstid;
Pladserne besattes opr. ved Kooptation ɔ: saaledes
at Kollegiet selv valgte et Medlem i den
Afdødes Sted; senere ved en Art Folkevalg, idet
ny Medlemmer valgtes paa en Forsamling af
17 af de 35 Tribus (altsaa een under
Halvdelen, for at der aldrig skulde fremkomme
virkelig Majoritet). Til Præster toges altid kun
Mænd af de fornemste Familier. Om de enkelte
Præsteskaber se Augur, Decemviri,
Flamen, Haruspex, Pontifex,
Vestalinder. — Udgifterne til Gudstjenesten
bestredes af Statskassen; visse Helligdomme
besad dog særlig Ejendom.
Den vigtigste Kultushandling er Offeret.
Efter den opr. Opfattelse er det en Bespisning af
Guden; senere ofres ogsaa uspiselige Ting. I
den private Gudstjeneste spiller ublodige Ofre
Hovedrollen, i den offentlige ofres mest Dyr.
Guden fik kun Indvoldene, der blev kogte i en
Potte og sat paa Alteret; Resten fortæredes
af Deltagerne i Offeret. Ved overordentlige
Lejligheder anvendtes Lectisternier (s. d.), en
opr. gr. Skik. Ogsaa de store Bedefester
(supplicationes), hvorved hele Borgerskabet
indfandt sig ved Templerne, saavel som
Processioner og Korsange, er opr. ikke rom. Skik. —
Et særligt Offer er den saakaldte Ver sacrum,
ɔ: alt, hvad der i et Foraar fødtes af Kvæg og
Mennesker. Kvæget ofredes, Menneskene maatte,
naar de blev voksne, forlade Landet. Det findes
kun i den ældste Tid. Opr. har antagelig
Menneskene ogsaa maattet ofres; der findes ogsaa
ellers Spor af opr. Menneskeofre i Rom.
Visse Dage var særlig helligede den offentlige
Gudstjeneste; paa disse Dage maatte ingen
Statsforretninger udføres og privat Arbejde saa
vidt muligt hvile. Henimod Republikkens
Slutning var der 109 saadanne Dage i Aaret
foruden de store Lege, hvad der ganske vist
gjorde Forbudet mod privat Arbejde umuligt at
gennemføre.
Til Gudstjenesten var henlagt bestemte
Steder, opr. ofte kun Lunde ell. aabne Pladser med
et Alter; senere hørte til et helligt Sted
nødvendig et Tempel. Saavel den hellige Grund som
Bygningen indviedes under særlige Ceremonier.
Templet var Gudens Hus; foran det stod hans
Alter, inde i det hans Billede; i den allerældste
Tid kendtes dog ikke Billeder, og dette holdt
sig i enkelte Dyrkelser, som Vesta’s.
En Særstilling inden for den rom. Kultus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
