Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - romerske Rige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stilling og tillige ophjælpe Italiens forfaldne
Landbrug ved. sin Agerlov, som bestemte, at en
stor Del af Statens Jordegods, der var
bortforpagtet til de rige Stormænd, mod en
ubetydelig ell. blot nominel Afgift, skulde uddeles
i Lodder til fattige Borgere (133). Paa den
Maade vilde han igen for en Del af
Proletariatet i Rom ud, til et virksommere Liv paa
Landet. For at gøre Lovens Virkning varig,
var det tillige bestemt, at de uddelte Lodder
ikke maatte sælges. Men Stormændene gjorde
voldsom Modstand mod hans Forslag, som kun
blev vedtaget ved Hjælp af ulovlige Midler, og
snart efter blev Gracchus dræbt i en Gadekamp.
Hans Broder Gajus Gracchus fortsatte hans
Gerning, men nærede ogsaa videregaaende
Planer, idet han arbejdede paa helt at knække
Senatets Magt. For at opnaa det maatte han
gøre Hovedstadens Pøbel økonomisk uafhængig
af Stormændene, hvilket han gjorde ved at
gennemføre Love om, at Staten skulde skaffe de
Fattige i Rom Korn til en lav Pris. Men derved
modarbejdede han rigtignok Bestræbelserne for
at drage den fattige Befolkning ud paa
Landet, hvilket ogsaa han ligesom Broderen
tilstræbte ved Hjælp af Agerlove og Anlæg af
Kolonier. Yderligere svækkede han Senatets
Magt ved Bestemmelsen om, at Dommerne
skulde tages af Ridderstanden. Men ved Forslaget
om at give Latinerne rom. Borgerret mistede
han Sympatien hos den fattige Del af
Borgerne, og det endte med, at han ligesom Broderen
mistede Livet i en Gadekamp (121). Dermed var
Reformforsøgene til Ende, og de vedtagne
Agerlove blev uden synderlig Bet., da der blev givet
Tilladelse til at sælge de uddelte Jordlodder,
hvorved Udviklingen gled ind i samme Spor
som tidligere.
Samtidig viste Aristokratiet sig ved fl.
Lejligheder stærkt demoraliseret, især ved Krigen
mod Kong Jugurtha af Numidien. Ved at
blotte dets Skrøbeligheder lykkedes det
Marius, en Mand uden for Embedsadelens Kreds,
at bane sig Vej til Konsulatet (107), og efter
at han heldig havde tilendebragt Krigen med
Jugurtha, blev han Gang paa Gang valgt til
Konsul for at forjage de vilde Cimbrer og
Teutoner, som truede Roms Sikkerhed. Det
var rimeligvis under disse Kampe, at Marius
indførte en Forandring i den rom. Taktik,
hvorved ikke længere Manipierne, men de større
Afdelinger, Kohorterne, under Slaget kom til at
udgøre de taktiske Enheder. Større Bet. havde
det, at han ikke, som man hidtil havde gjort,
udskrev sine Soldater bl. de velhavende
Borgere, men fortrinsvis tog dem bl. Proletarerne,
hos hvem han selv nød større Sympati.
Efter at Cimbrerne og Teutonerne var
trængte tilbage (101), begyndte de indre Stridigheder
paa ny efter en større Maalestok. I
Hovedstaden raadede vedblivende ikke alene
Modsætningsforholdet mellem Fattige og Rige, men
ogsaa den Skinsyge, som Gajus Gracchus ved
sin Dommerlov havde fremkaldt mellem
Senatet og Ridderstanden. Og Provinsernes
Stilling var ikke blevet forbedret ved denne
Reform, da nu Ridderne kunde tillade sig lige saa
store Udsugeiser som før Statholderne, og disse
var nødt til at se igennem Fingre dermed for
ikke selv at blive udsat for at domfældes for
langt mindre Overgreb. Men værst blev det,
da Forbundsfællerne i Italien, som for længe
siden havde indset, at de kun var uafhængige af
Navn, men i Virkeligheden Romernes
Undersaatter uden dog at nyde de rom. Borgeres
Rettigheder, forlangte at faa rom. Borgerret.
Da denne blev nægtet dem, erklærede de sig
løste fra Forbundet, og de fleste italiske Folk
dannede en ny, selvstændig Forbundsstat. Dette
medførte Forbundsfællekrigen
(90—82), som det kun lykkedes Romerne at faa Ende
paa ved at tilstaa de Forbundsfæller, som var
blevne tro, Borgerret, og ligesaa de øvrige,
efterhaanden som de underkastede sig. Men
samtidig udbrød den 1. mithradatiske
Krig (88—85), som foranledigedes ved, at Kong
Mithradates af Pontos faldt ind i de rom.
Besiddelser i Lilleasien og endog rykkede over
til Grækenland. Denne Krig gav igen Anledning
til Borgerkrig, idet Folkepartiet fik sat
igennem i Rom, at Anførslen i Krigen mod
Mithradates skulde fratages den aristokratiske Fører
Sulla og overgives Marius. Følgen blev, at
Sulla, som endnu ikke havde forladt Italien,
vendte om med Hæren og besatte Rom. Efter
at thave ordnet alt, som han vilde, kæmpede
han med Held mod Mithradates. Men under
hans Fraværelse fik Folkepartiet paa ny
Magten i Rom, og da han kom tilbage, maatte han
baade kæmpe imod det og imod de
Forbundsfæller, der endnu ikke havde underkastet sig,
og som haabede, at Folkepartiet vilde give dem
bedre Vilkaar for Tilslutningen til Rom end
Stormændene, der kun vilde fordele dem i nogle
faa Tribus, hvorved deres Indflydelse ved
Afstemningerne vilde blive uden Bet. Omsider fik
Sulla Overhaand (82), hvorefter han foretog en
Forfatningsforandring med det Formaal at
overgive hele Magten i Staten til Senatet.
Tribunernes Magt blev stærkt indskrænket og de
andre Embedsmænds Tal forøget. Retten til at
beklæde Domstolene gaves tilbage til
Senatorerne. De nyoptagne Borgeres Ret blev ganske vist
uantastet; men da de for at udøve politisk
Indflydelse maatte møde personlig i Rom, vedblev
Folkeforsamlingerne at domineres af den rom.
Pøbel og de Stormænd, der ved Gaver og
Smiger kunde vinde den for sig. Mod sine
Modstandere gik Sulla frem med Haardhed og
proskriberede og henrettede mange. Men selv trak han
sig før sin Død (78) tilbage til Privatlivet.
Medens Sulla endnu havde sat sig til Formaal
at lægge Statsmagten i Hænderne paa hele
Aristokratiet, antager den politiske Kamp i de
flg. Aar mere og mere Præget af en personlig
Kappestrid imellem de forsk. Partiførere.
Samtidig begynder der for Romerstaten en ny
Erobringsperiode, og mellem dette Forhold og det
nys omtalte er der en indre Sammenhæng. Thi
de Hære, hvormed de ny Erobringer foretoges,
blev tillige et Middel for Førerne til at fremme
deres egen personlige Magt. Der opstod nu et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
