Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - romersk Mytologi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i sit eget Billede og i talrige Myter vidste at
fortælle om Gudernes Byrd, Eventyr og
Skæbner, var de ældste kendte italiske Guddomme
ubestemte, vage Personliggørelser af
Naturkræfter ell. moralske Ideer. Man tænkte sig
vel, at der var overordnede Guder og Gudinder
saavel som Dæmoner af lavere Rang, og man
havde en lang Rk. af Navne, men om deres
Personligheder fortaltes lidet ell. slet intet. De
stod for den religiøse Følelse i uudformet
Fjernhed, som Væsener, der var i Besiddelse af Magt,
og som Mennesket derfor paa enhver Maade
maatte vogte sig for at støde ell. træde for
nær og i givet Fald ell. bedst paa Forhaand
søge at tækkes. Saaledes gav den rom.
Religiøsitet sig ikke saa meget Udslag i Myter om
Guderne som i nøje Bestemmelser for
Menneskets Forhold over for dem, Regler for Kultus
og Ritus og nøje Overholdelse af gl Skik,
Formler og Bønner. For lyriske ell. episke Sange
var der ingen Plads i Gudsdyrkelsen, og den
foregik i de ældste Tider i symbolske Former.
Saaledes har den rom. Gudeverden gennem
lange Tider ingen Rolle spillet hverken for
Poesi (et Nationalepos som Grækernes homeriske
Kvad manglede ganske) ell. bildende Kunst.
Om de opr. italisk-romerske Guder er
Kundskaben saare begrænset. Der indkom meget
tidligt fremmede Elementer, hvormed den gl. Tro
ofte indgik en saa nær Forbindelse, at det
nationale kun vanskeligt ell. slet ikke kan
skilles fra det udefra tilførte. Dog synes de gl.
italiske Guder i det hele at have været af en
saadan Karakter, som den naturligt maatte forme
sig i et kvægavlende og agerbrugende
Landbofolks Tankegang, i nær Slægt med de ubestemte
Gudevæsener, som kendes fra andre primitive
Mytologier hos indoeuropæiske Folkeslag. Fast
Form og paa mange Punkter Ændringer i
Opfattelsen af dem fremkom først, da Romerne
blev Erobrerfolket, dernæst, da den gr.
Indflydelse begyndte, og de gl. Guder efterhaanden
i Menigmands Opfattelse saaledes smeltede
sammen med Grækernes, at man fremstillede
dem i disses Skikkelse og med de gr. Guders
Attributter. Dette skete tidligt; i Storgrækenland
og paa Sicilien herskede gr. Aandsliv jo
allerede., da Rom var en ringe Stad, og den religiøse
Paavirkning begyndte allerede i Kongetiden.
I hist. Tid dyrkedes hos Romerne især de
12 store Guder (dii consentes) Juppiter og
Juno, Minerva, Neptunus, Mars
(Mavors) og Venus, Apollon og Diana,
Volcanus, Vesta, Mercurius og Ceres.
Andre stod vel uden for dette store Guderaad,
men havde dog ofte megen Anseelse, egne
Præster og Helligdomme, saaledes Janus og
Saturnus, der utvivlsomt var af de ældste
italiske Guddomme, Sol, Faunus, Tellus
(Jorden) Luna. Desuden var der talrige
Personifikationer: Victoria, Fortuna
(Lykken), Pax (Freden), Concordia
(Enigheden), Roma o. s. v. samt en talrig Skare af
dæmoniske, halvguddommelige Væsener,
Genius, Larer og Penater og endelig
Guddommene for Kilder og Søer, Bække og
Skove, samt for Begivenheder i Menneskets Liv.
Oplysning om alle disse Guddomme, der i det
hele havde hver sine bestemte Funktioner, faas
gennem de saakaldte Indigitamenta,
Paakaldelsesformularer, der i opr. Form henføres til Kong
Numa. Af Heroer kendes meget faa, som Semo
Sancus hos Sabinerne, Romulus (Quirinus)
hos Romerne. Myterne er faa og ensformige.
Hos de øvrige italiske Folk synes Udviklingen
i det hele at have været af samme Karakter
og at have naaet lgn. Resultater som hos
Romerne. Mest udprægede menes
Gudeskikkelserne at have været i Etrurien, hvor man havde 3
store Guder: Tinia (Juppiter), Thalna
(Juno), Menerva (Minerva), og om dem en
Kreds af store Guder omtr. som i Rom. Af
andre Gudenavne skal anføres Summanus og
Vejovis, der mulig kan identificeres med
Juppiter, og Sethians (= Vulcanus).
Ogsaa Etruskerne har modtaget megen
Paavirkning fra Grækerne, med hvem de jo tidligt stod
i den livligste Handelsforbindelse. Omvendt
modtog Romerne meget fra Etruskerne, mest
vel i ydre Kultusformer og m. H. t.
Helligdommene, meget dog vistnok ogsaa i selve Ideerne.
Dog er det klart, at Hovedmængden af de gr.
Elementer er optagne direkte, uden etruskiske
Mellemled.
Ved Siden af konservativ Vedhængen ved alt
gammelt var der hos Romerne i religiøs
Henseende fra de ældste Tider til Kristendommens
endelige Sejr en mærkelig receptiv Evne over
for religiøse Ideer hos de Folk, med hvem de
gennem Tiderne kom i Berøring. Resultatet
maatte da til sidst blive et Kaos af alle Vegne
fra hidførte Elementer. Den fremmede
Paavirkning begyndte allerede i den senere
Kongetid, 6. Aarh. f. Kr. Som en første, mere
national Periode kan (med L. Preller) udskilles
Tiden før Tarquinierne. Størst Bet. m. H. t.
Ordningen og Fæstningen af Forholdene havde
efter Traditionen Kong Numa. Til den næste
Periode, Tarqulniernes, hører Oprettelsen af
den tredobbelte Helligdom for Juppiter, Juno
og Minerva paa Capitolium, Indførelse af
de sibyllinske Spaadomsbøger, mere anseligt
Præsteskab og i det hele større Pragt i
Gudsdyrkelsen og Helligdommenes Udstyrelse.
Omtr. fra den anden puniske Krigs Tid til
Augustus gaar den Periode, der karakteriseres
ved den fuldstændige Optagelse af en stor
Mængde gr. Elementer. Stundom sker det ved,
at gr. Guder identificeres med andre, som
Romerne havde i Forvejen; stundom overføres
hidtil helt fremmede Guddomme (Apollon).
Som et særligt ejendommeligt Fænomen skal
anføres Indførelsen af den store Moders
(Kybele’s) Dyrkelse fra Frygien. Gudstjenesten
antog stedse mere og mere pragtfulde Former,
saaledes at til sidst Legene blev Hovedsagen.
Præstestanden var hele Tiden igennem højt
anset, først rekruteret alene fra Patricierne,
senere ogsaa fra plebejiske Familier. Dog var
allerede paaa Cicero’s Tid store Dele af de
mere Dannede ude over al Agtelse for
Religionen og dermed ogsaa for Præsterne, spec.
Augurerne. Med Augustus og de nærmest efter
ham flg. Kejsere indtræder en Art
Reformation. Som Ypperstepræst ordnede han
Forholdene paa ny, genoplivede gamle religiøse
Sædvaner og fæstnede i det hele Forholdet udadtil
(Præsteskabernes Indkomster og deres Antal).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
