Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rumænien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(lod alle Tyrkerne i Landet dræbe) og at samle
alle de rum. Lande under sig, samt opnaaede
at faa sit arvelige Herredømme godkendt af
Sultanen; men i den flg. Tid vandt Tyrkerne
stedse større Indflydelse, mest p. Gr. a.
voldsomme indre Stridigheder, og de valgte Fyrster
maatte i dyre Domme købe Stadfæstelse paa
deres Myndighed (i Tidsrummet 1653—85 havde
Moldau ikke mindre end 12 Fyrster). Efter
Tyrkernes Nederlag over for den
tysk-østerrigske Kejser maatte de 1699 afstaa ikke alene det
østlige Ungarn, men ogsaa Transsylvanien, der
1526—1690 havde været et eget Fyrstendømme
under tyrk. Overhøjhed, og 1718 fulgte det
saakaldte Banat efter; saaledes skiltes Rumænerne
i disse Lande fra deres Stammefrænder i
Valakiet og Moldau. Da Peter den Store 1710 kom
i Krig med Tyrkiet, sluttede begge de rum.
Fyrster sig til ham i Haab om, at vinde
Uafhængighed ell. dog Frigørelse for Sultanens
Herredømme; men de maatte bøde haardt
derfor, da Krigen gik uheldig. Moldaus Fyrste
Kantemir maatte flygte til Rusland, medens
Valakiets Fyrste Brancovanu førtes til
Konstantinopel og blev henrettet. Derefter tiltog Sultanen
sig Ret til egenmægtig at indsætte
»Hospodarer« i de to Lande, der kun styrede i faa
Aar og til Dels toges ud af gr.
Fanariotslægter (dette var allerede begyndt 1659). Folket
led herunder baade aandeligt og materielt, de
fremmede Fyrster og deres gr. Slæng søgte at
gøre sig Herredømmet saa indbringende som
muligt, og Bojarerne udsugede Bønderne. Dog
begyndte i 18. Aarh. de første Spirer til et
selvstændigt Aandsliv at vise sig, mest bl.
Rumænerne, som var indvandrede fra Ungarn eller
boede her.
Den Forbindelse, som 1710 var knyttet mellem
Rumænerne og Rusland, danner Indledningen
til den Indblanding i de rum. Forhold, som
Rusland tiltvang sig efter den heldige Krig med
Tyrkerne 1768—74, nærmest som Beskytter for
sine Trosfæller. Kort efter blev Bukovina, der
hidtil havde hørt til Moldau, afstaaet til
Østerrig 1777. Under den nævnte Krig var de rum.
Lande første Gang blevne besatte af rus.
Tropper; i de flg. 80 Aar gentoges dette 5 Gange.
At det havde været og siden vedblev at være
Ruslands inderlige Ønske at beholde dem,
derom kan der ingen Tvivl være. 1802 opnaaede det
at faa Tilsagn fra Tyrkiet om, at Hospodarerne
skulde vælges paa 7 Aar og ikke kunde afsættes
uden begge Regeringers Samtykke, og 1812
tvang det Tyrkiet til at afstaa sig Bessarabien,
der ligesom Bukovina havde hørt til Moldau.
Da den gr. Frihedskamp begyndte 1821, forsøgte
Alexander Ypsilanti at fremkalde en Rejsning i
Valakiet; men her gav en ny national
Strømning sig til Kende under Ledelse af Theodor
Vladimiresco, som ønskede at frigøre Landet
saavel for Tyrkernes Overherredømme som for
Grækernes Indflydelse. Foreløbig slap man for
den sidste, idet Sultanen siden den Tid kun tog
indfødte Rumænere til Hospodarer. Derimod
forstærkedes Ruslands Magt i de to rum.
Fyrstendømmer. Vistnok fastsloges ved Freden i
Adrianopel 1829 disses indre Selvstændighed,
saaledes at Hospodarerne skulde vælges paa
Livstid og af Bojarforsamlingerne; men idet
der tilstodes Ruslands Kejser Ret til at føre
Tilsyn hermed, blev han i Virkeligheden deres
Overherre i St f. ell. sammen med Sultanen,
og det viste sig snart, at det ny Herredømme
kunde blive fuldt saa trykkende som det gamle.
I 5 Aar (1829—34) styrede nemlig den russ.
General Kisselev begge Lande vistnok med stor
Dygtighed, men med fuldstændig Enevælde og
med det tydelig fremtrædende Formaal at
forberede en fremtidig Tilknytning. Dette
medførte, at Stemningen bl. Rumænerne i den flg.
Tid vendte sig hort fra Rusland, som man
hidtil havde holdt sig til for Trosfællesskabets
Skyld, og at de begyndte at se hen til Frankrig
som det største stammebeslægtede Folk,
hvorfor ogsaa mange unge Mænd tyede dertil for
at skaffe sig videre Uddannelse og Kendskab til
vesteuropæisk Kultur. Selvfølgelig følte Rusland
sig skuffet ved, at det forventede Bytte saaledes
var i Færd med at slippe det af Hænde, og
ligesom det 1834, uagtet Løftet om at lade
Fyrsterne fremgaa af Folkevalg, traf Aftale med
Tyrkiet om at udnævne dem, saaledes tog det
1842 ikke i Betænkning, ligeledes i Fællesskab
med Tyrkiet, at afsætte Fyrsten i Valakiet,
Alexander Ghika, fordi han begunstigede den
vaagnende nationale Stræben. I Foraaret 1848
udbrød, som Eftervirkning af
Februarrevolutionen i Frankrig, en revolutionær Bevægelse i
begge Fyrstendømmer med det dobbelte
Formaal at indføre fri Forfatninger og at bane Vej
for en fremtidig Forening. Dette stred dog
baade mod Ruslands og Tyrkiets Planer, og de
enedes derfor lettelig om at skride ind derimod
med Vaabenmagt; Bevægelsens Hovedmænd
maatte flygte til Udlandet, og ved en Aftale
mellem »Beskyttelsesmagterne« indskrænkedes
Fyrsternes Myndighed til et Tidsrum af 7 Aar,
altsaa et nyt Brud paa det saakaldte »organiske
Statut« af 1834, der foreskrev Livsvarighed. De
fremmede Tropper holdt Landet besat endnu i
2 Aar. Men dermed brast ogsaa det Baand, der
tidligere havde knyttet Rumænerne til Rusland;
de saa, at dettes Venskab var en Fare, som
alvorlig truede deres Selvstændighed og
folkelige Udvikling. Da de russ. Tropper 1853 paa
ny rykkede ind i Landet ved den orientalske
Krigs Beg., modtoges de ikke som Befriere,
men som Erobrere, og man saa dem med
Glæde afløses 1854 af østerr. Tropper, som forblev
der indtil Fredsslutningen i Paris 1856.
Ved denne fastsattes, at de to
Fyrstendømmer skulde have fuld indre Selvstændighed, om
end vedblivende under Sultanens Overhøjhed
(»Suzerænitet«), og at de som Værn for deres
Frihed skulde stilles under fælles Beskyttelse
af alle fem Stormagter samt Sardinien og
Tyrkiet. Et vist Fællesskab skulde oprettes imellem
dem — de fik ogsaa Navnet »de forenede
Fyrstendømmer« — men hvert skulde have sin
Fyrste og Landdag, kun med et fælles Udvalg
til at affatte Fælleslove. Rumænerne, som havde
ønsket en virkelig Sammenslutning under en
udenlandsk Fyrste, var dog ikke tilfredse
hermed, og da Fyrstevalget skulde foretages, søgte
de at sætte deres Vilje igennem paa den Maade,
at Alexander Cusa, som 17. Jan. 1859 var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
