Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XX: Renden—Schinkel / 517 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Runer

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Tidsregning var R. kendt og anvendt
endogsaa i den germanske Verden uden for
Norden. Efter Vikingetiden er deres Omraade
indskrænket til Skandinavien og de af Skandinaver
grundlagte Kolonier. Uden for den nord.
Verden holdt de sig længst hos Angelsakserne. Det
var delvis det gr., men især det lat. Alfabet,
som paa sin Sejrsgang trængte R. bort fra
Kontinentet og omkr. 1100 ogsaa fra de
britiske Øer. Ved sidstnævnte Tid havde den lat.
Skrift gennem Kristendommen i den rom.
Kirkes Form ligeledes faaet fast Fod i Norden og
tillempedes ogsaa for Optegnelser paa nord.
Sprog. Men R. vedblev endnu i fl. Aarh. at
være Lægmandskulturens Skrift, medens det
lat. Alfabet var den lærde, kirkelige Kulturs.
Endnu i 16. Aarh. brugte ikke-kirkelige
Stormænd R. til personlige Optegnelser, og paa
Gotland bevaredes de endnu et Aarh. hos en
Befolkning med levende Traditioner fra en
borgerlig Middelalderkultur, baaret af
vidtstrakte Handelsforbindelser og den derpaa
hvilende økonomiske Velstand.

Indtil Vikingetiden forekom R. paa
Kontinentet og i Norden i et Skriftsystem, der bestod af
24 Tegn: den saakaldte ældre ell.
fællesgermanske Runerække. Runetegnenes Form
fremgaar fortrinsvis af Indskrifterne, hvori de
forekommer, medens man lærer deres
Lydværdi at kende af den i angelsaksiske
Haandskrifter optegnede Tradition, og deres Plads i
Runerækken dels af de nævnte angelsaksiske
Opskripter, dels af gl. Alfabetindskrifter.
Saadanne Alfabetindskrifter kendes saavel fra
Norden som fra Kontinentet og England. Den
ældste er fra Kylver paa Gotland og tilhører
sandsynligvis Beg. af 5. Aarh. Fra Sverige kender
man yderligere to Runerækkeopskrifter, begge
paa Guldbrakteater, saaledes en fra Vadstena
(i Östergötland) og en fra Sävared (i
Västergötland). Sammenstiller man alle de i
Indskrifter og Haandskrifter forekommende
Runerækker, som næsten alle m. H. t. visse Tegns
Udseende og Rækkefølge indbyrdes afviger en
Smule fra hinanden, faar man følgende
Normalrække.

Fig. 1. Den ældre germanske Runerække.

R. har en helt anden Rækkefølge end andre
kendte Alfabeter. Endvidere er de inddelte i
tre Grupper, der senere i Norden kaldes
ætter, hvad der sandsynligvis betyder Antal af
otte, og Navnet er i saa Fald opr. givet af
Hensyn til, at hver Gruppe i den ældste Runerække
bestod af 8 Tegn. Runerækken — saavel den
ældre som, den yngre — kaldes efter de seks
Begyndelsestegn futhark i Analogi med, at
vort lat. Lydtegnssystem kaldes abece ell.
alfabet, det sidste efter de to første
Bogstavers gr. Navne (alpha = a, beta = b).

Hvad Lydværdien angaar, maa nævnes, at th
omtr. havde samme Udtale som i eng. thing,
g og d som i dansk Hage og Blod, b som i
sp. Habana; ng lød næsten som nk i dansk
Banke og e sandsynligvis som en lukket
e-Lyd. Vore ældste nogenlunde sikkert daterbare
Indskrifter med den ældre Runerække
stammer fra de berømte danske Mosefund: Viemose
(N. f. Odense) og Torsbjerg (N. f. Slesvig). Det
førstnævnte dateres af Arkæologer til Tiden
omkr. 250, det sidstnævnte til op imod Aar 300.
Indiskrifterne er ganske korte, bestaaende kun
af faa R. Saa vidt de med Vished ell.
Sandsynlighed har kunnet tolkes, synes de oftest at
indeholde et Mandsnavn. De er anbragte paa
Brugsgenstande som en Kam, en Dupsko, et
Spænde o. l. Et nærmere Studium af den ældre
Folkevandringstids (3.—5. Aarh.)
Runeindskrifter i Lys af Arkæologien med dens rige
Materiale viser, at Sønderjylland og Fyn i
Virkeligheden er Runekundskabens Vugge i Norden,
og at Runekundskaben fra dette Centrum har
spredt sig først og fremmest til Norge og
Sverige, men senere (i 5. Aarh.) ogsaa langs den
sydlige Nordsøkyst til Holland og det indre
Tyskland langs Rhinlinien, samt til England,
som c. 450 blev indtaget af germanske
Stammer fra Nordsøens sydøstlige Hjørne — Jyder,
Angler og Saksere. Hvis Sønderjylland og Fyn
saaledes er det ældste Runeomraade i Norden,
melder sig umiddelbart det Spørgsmaal: er R.
opstaaet i disse Egne, ell. er de indført hertil
fra et andet Sted? Ludvig Wimmer har ad rent
alfabet-historisk Vej en Gang for alle vist, at R.
maa udgaa fra de sydeurop. Alfabeter, det gr.
og det lat., da Runerækken frembyder samme
Vokaltegn a, e, o som disse; men a-, e-,
o-Tegnene er Resultatet af en gr. Omtydning af de
semitiske Gutturaltegn. R. maa altsaa være
fremgaaet af et gr. ell. lat. Alfabet. Tiden for
deres Fremkomst henviser os til det gr. og det
lat. Alfabet, som inden for deres respektive
Kulturomraader hver for sig var herskende ved
vor Tidsregnings Beg. Da vi ved, at
Sønderjylland i det Tidsrum, hvorom der her er Tale,
var Transitomraadet for den livlige Handel
mellem Østersø—Skagerak-Omraadet og
Romerrigets store nordvestlige Grænseflod Rhinen
med dens rige og velordnede Provinser og
Industriomraader, er man jo a priori henvist til at
antage, at Runeskriftens Kilde er den ældre
Kejsertids lat. Alfabet. Uden Hensyn til disse
Kulturforhold kommer Wimmer ad rent
alfabet-hist. Vej til samme Resultat. Imidlertid har den
arkæol. Forskning, som inden for disse Perioder
arbejder med et langt rigere Materiale end det,
som Sprogforskeren og Runologen raader over,
vist, at R. ældst ikke forekommer paa
Genstande, som stammer fra Romerrigets vestlige Prov.,
men kun paa Genstande, som udmærker den
Kulturstrøm, der fra Nordkysten af Sortehavet
i nordvestlig Retning gaar op mod Østersø- og
Nordsøbebyggelserne. Det er Svenskeren B.
Salin, som først har udredet dette af
Fagmændene nu alm. anerkendte Forhold. Den omtalte
Kulturstrøms Vej er forøvrigt markeret ved en
sparsom Række Runefund, som i Alder kan
maale sig med de ældste danske Mosefund.
Disse Runefund bestaar af en stor Guldring,
fundet i Pietroassa i Rumænien, to Spydblade,
det ene fra Kovel i Volhynien ved Vandskellet
mellem Dnjepr og Weichsel, det andet fra
Müncheberg Ø. for Berlin, samt endelig en Ring,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>