Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Runer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ialt findes inden for gammelt dansk
Herredømme foruden c. 40 Guldbrakteater — oftest
med meget korte ell. Uforstaaelige Indskrifter —
et Dusin Runeindskrifter med de ældre Runer.
Mærkeligt nok synes, efter de hidtil gjorte Fund
at dømme, Runekundskaben at dø bort i Landet
mod Slutningen af 7. Aarhundrede.
Meget tidligt havde
Runeskriften bredt
sig fra Danmark til
Norge. Allerede i 3.
Aarh. træffer man
Runerne dèr. Medens
den ældre
Runerække i Danmark kun
forekommer paa
Brugsgenstande af
Træ, Ben og Metal,
begynder man i
Norge fra 4. Aarh. at
forsyne Mindesmærker
af Sten med
Runeindskrifter. Sten med
Runeristninger lagdes
endogsaa ind i
Gravhøjen. I Norden
havde man i hvert Fald
siden den ældre
Jernalder rejst Bautasten
paa Gravpladserne til
Minde om de Døde.
En af de smukkeste
og længste
Runeindskrifter i Norden med
de ældre Runer er
Tunestenens i det
sydlige Norge.
Den tilhører vist den første Del af 5.
Aarh. Indskriften, der er ristet paa to Sider,
lyder: <i>[wiwa?]R woduride . staina . [satido.]
þrijoRdohtriR da < i > lidun arbijasi < bi > josteRarbijano
— ekwiwaRafterwoduride wita < n > dahalaiban.
worahto . [runoR]</i> ɔ: »Viv(?) rejste Stenen over
Vodurid. Tre Døtre delte (Udgifterne til)
Arveøllet. Af de efterlevende var de de nærmest
beslægtede. Men jeg Viv ristede Runerne over min
Husbond (egl. Brødtildeler) Vodurid«. Vodurid
er død. Han efterlader ingen Søn ell. Fader,
der kunde vise ham den sidste Ære, sørge for
Arveøllet, rejse hans Bautasten og eventuelt
riste Runer paa den, som med deres magiske
Kraft skulde beskytte Mindesmærket mod
Hærværk og sikre den Døde Gravfred. Vodurid
havde kun Døtre. Men disse beredte i
Fællesskab det sikkert pragtfulde og kostbare Gravøl,
ligesom de sikkert ogsaa tog fuld Arv efter
Faderen i Jord og Løsøre. Og Bautastenen, som
den Sønneløse efter Havamal saa ofte maa
undvære, rejstes af Vodurids trofaste Mand Viv,
som endogsaa forsynede Stenen med Runer,
noget paa den Tid meget sjældent.
Omtr. et Aarh. yngre end Tune-Stenen kan
man regne Opedals-Stenen, som sikkert opr.
har været anbragt inde i selve Gravhøjen. Den
bærer den delvis med Vanskelighed læselige
Indskrift: <i>birg(i>ngu þorq swestar minu liubu
meR wage</i>, der maaske kan gengives med
»(dette er) Begravelse (en Grav). Tora, min Søster,
kær for mig, Vag (hviler her).« Indskriften
synes at være anbragt i Graven for at fremholde
for den Døde, som boede her, den Pietet, som af
hendes nærmeste var vist hende, og
derigennem bringe hende Ro i Graven. Sikkert skulde
Runerne ogsaa tjene til at skræmme en
Gravrøver, som brød ind i Graven, fra at fuldføre
sin Hensigt.
I Norge synes de ældre R. at have naaet deres
største Udbredelse. Foruden c. 10 Brakteater
med Runer kender man fra Tiden indtil Aar
800, Vikingetidens Beg., et halvt Hundrede
Indskrifter, mest paa Stene, men ogsaa paa
Brugsgenstande. Runekundskaben har her holdt sig
levende og kraftig og udbredt sig gennem hele
Tidsrummet i Modsætning til i Danmark.
Men ogsaa ind langs Østersøen var Skrive-
og Læsekunsten i Folkevandringstiden naaet fra
det sydvestlige Danmark. Her synes, som man
kunde vente, Gotland, det gamle Knudepunkt
for Handel og Samfærdsel i Nordeuropa, tidligt
at være blevet Centrum, hvor den ældre
Runerække maaske har holdt sig indtil Vikingetiden.
Mere sporadisk træffer vi Runeindskrifter fra
Folkevandringstiden paa det sv. Fastland,
saaledes i Uppland, Sddermanland og Östergötland.
Noget talrigere er Indskrifter og
Runebrakteater i Vänern-Bækkenet, hvor Runekundskaben
maaske ogsaa har holdt sig længe. Ialt har
Sverige c. 10 Runeindskrifter (de bohuslenske
regnet til de norske) og nogle faa
Runebrakteater, hvoraf dog to er meget vigtige, en fra
Vadstena (Östergötland) og en fra Sävared
(Västergötland) med indbyrdes noget afvigende
Runerækker.
Til de sv. Runeindskr
regner man ogsaa
en Gruppe, som (baade
m. H. t. Tid og Sted
indtager en Særstilling:
de fire Stene fra Lister
i det vestligste
Blekinge og den med dem
sammenhørende
Björketorpssten i Listerby
Sogn mellem Ronneby
og Karlskrona. Disse
Indskrifter er relativt unge, idet fire tilhører 7.
Aarh., og een Slutn. af 8. Aarh. Visse
Runeformer, der forekommer paa dem, tilhører ikke
den danske, men den norske Udviklingslinie,
saaledes Y, k-Runen. Dette i Forbindelse med
andre Omstændigheder kunde tyde paa, at de
Indskrifter, hvorom der er Tale, beror paa
direkte Indflydelse fra Norge, hvor Jæderen og det
tilgrænsende Lister, som det fremgaar af den
 |
| Fig. 4. Gallehushornet (Sønderjylland). |
 |
| Fig. 5. Tunestenen (Sø. Norge). |
 |
| Fig. 6. Vadstena-Brakteaten. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
