Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XX: Renden—Schinkel / 522 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Runer

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Runer snart føres over, udvikler der sig en
Runerække med 28 Tegn, som i 9. Aarh.
afløses af en med 33 Tegn. Fra England kender
man c. 40 Runeindskrifter paa Brugsgenstande
og Mindestene (Stenkors). Til de mærkeligste
og tillige bedst bevarede hører de, som er
indskaarne i et Skrin af Hvalfiskeben, det saakaldte
Franks-Skrin. Indskrifter tillige med
udskaarne Billeder fra den bib. Historie og den
germanske og rom. Heltesaga dækker alle Skrinets
Sider og Laaget. Indskriften paa Siden med
Laasen lyder:

hronæs ban
fisc flodu ahof	on fergenberig
warþ gasric groen	þær on greut giswom

I Oversættelse lyder den:

Hvalfiskben (er dette).
Floden slog Fisken	paa faste Bjerg
Jætten fik Sorg	dèr paa Sandet han svam.

Til Slut maa her anføres Runerækken med
33 Tegn, den yngre angelsaksiske, fra Codex
Cotton. Otho B.10. Dette Haandskrift giver os
ogsaa de fra gl Tid arvede Runenavne. Runerne
bærer her i Norden i Beg. af Middelalderen
faste traditionelle Navne. Men da Runernes
Antal paa denne Tid var indskrænket til 16, er det
af største Bet. for Fastsættelsen af Navnene paa
de 8, som savnes, at vi har de eng. Kilder at gaa
til. Vi har endogsaa et vist Kendskab til de
Navne, som Goterne ved Sortehavet tillagde
Runerne, idet nemlig Navnene paa Vulfilas
gotiske Bogstaver, som han laante fra Runerne,
findes bevaret — omend i stærkt ødelagt Tilstand
— i et Salzburghaandskrift. I Sammenhæng
skal her gives en kort Fremstilling af de opr.
Runenavne, saa vidt vi af ovenn. Kilder kan
slutte os til dem. I den første Kolonne opføres
det angelsaksiske Navn, i den anden det yngre
nordiske (oldnorsk-islandske) og i den tredie de
opr. i rekonstrueret vulfilansk Form:

f feoh »Fæ« (Kvæg), »Penge«	fé »Fæ, Gods«	faihu (læs fehu!)
u úr »Urokse«	úrr »Urokse«	urus
þ (th) þorn »Tak, Torn«	þurs »Jætte«	þaúris
a ós »Gud«	óss »Gud«	ansus
r rád »Ridt«	reið »Færd«	raida
k cén »Fakkel«	kaun »Byld«	kaun(?)
g geofu »Gave«	—	giba
w wyn »Glæde«	—	vinja
h hægl »Hagl«	hagall »Hagl«	hagl
n nied »Nød«	nauðr »Nød«	nauþs
i is »Is«	iss »Is«	eis (is!)
j géar »Aar«	ár »Aar, Aarsvækst«	jër
e éoh, éow »Taks«	[ýr »Taks, Bue«]	eivs
p peord »?«	—	pairþra?
z eolhs »?«	elgr »Ælg«	algs
s sygil »Sol«	sol »Sol«	saúil
t tir »Ære«	týr »Gud«	teivs
b beorc »Birk«	biarkan »Birkefrø«	bairkan
e eoh »Hest«	—	aihvs
m man »Menneske«	maðr »d. s.«	manna
l lagu »Vand, Hav«	lǫgr »Vædske«	lagus
ng lng »Stammeheros«	—	lggvs
o éðel »Arvegods«	—	öþal
d dæg »Dag«	—	dags

I England synes Brugen af R. at have holdt
sig gennem hele den angelsaksiske Sprogperiode,
altsaa ned imod Aar 1100. De mærkeligste
Monumenter fra senere Tid er de to berømte
Runekors fra Bewcastle og Ruthwell i
Grænseegnene imellem England og Skotland. Efter c.
Aar 1100 forekommer R. i levende Brug kun i
det skandinaviske Norden. Det karakteristiske
for de vestgermanske R. — saavel de tyske som
de angelsaksiske — er, at h-Runens
Vertikalstave forbindes af to Tværbjælker. De
angelsaksiske R., som synes at være udgaaet fra de
danske noget senere end de kontinentale, har
desuden, ligesom de danske i 6. Aarh., en
k-Rune, hvis Bistav er nedad vendt, medens den
i Norge og Sverige er opadvendt.

Da Runeindskrifter atter omkr. Aar 800
begyndte at optræde i Danmark efter et ell. to
Aarh., synes dette at bero paa Indflydelse fra
Nabolandene, fra Sverige og Norge. Herpaa
tyder flere Omstændigheder: k-Runen har
saaledes i de danske Vikingeindskrifter Bistaven
vendt opad, og Runestene begynder nu at
optræde i Danmark, medens man tidligere kun
i Sverige og Norge har rejst saadanne Stene.

Det Alfabet, som bruges paa disse tidlige
Vikingetidsstene i Danmark, er imidlertid et
andet end det, vi hidtil har behandlet. Tegnenes
Antal er nu reduceret fra 24 til 16, og deres
Former er ligeledes simplificerede. Allerede i
6. Aarhundrede træffer vi Beg. til denne
Simplificering, R.’s Former blev gjort enklere:
j-Runen faar saaledes Formen ᛋ og senere ᛡ
(samtidigt har den faaet Lydværdien a, idet
Navnet efter Sprogets Love forandredes fra
jara til ar(a)); s-Runen faar Formen ᛋ. Af
endnu større Bet. var det, at en Del Runetegn
kom ud af Brug. Saaledes maa allerede i 6.
Aarh. b-Runen erstatte p-Runen, og man finder
ng-Runen erstattet af n + g-Runerne.
Endvidere kan w-Runen skrives med u-Runen, og
é-Runen anvendes ikke mere. I Beg. af 8.
Aarh. er i den lange Eggjumindskrift fra Sogn
i Norge endnu 21 R. i Brug, men Ortografien
er samtidig saadan, at man kunde have
nøjedes med at bruge 18: w-Lyden kan gengives
baade med u- og w-Runen; k-Runen kan
anvendes som Tegn saavel for k- som for g-Lyd
og t-Runen baade for t- og d-Lyd. Ind i 8.
Aarh. kommer e-Runen ud af Brug (erstattes
af i-Runen) og ð-Lyden skrives med þ-Runen,
som tilligemed stadig betegner þ-Lyden (th).
— Vi er hermed naaet til 16 Tegn. Men 16
Tegn er aabenbart alt for lidt til, at man
dermed nogenlunde tilfredsstillende skal kunne
gengive et Sprog med mellem 30 og 40

Fig. 11. Den angelsaksiske Runerække i Cod. Cotton. Otho. B. 10. (Runerækken med 33 Tegn).

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>