Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rupelmonde - Rupert den Hellige - Rupert fra Deutz - Rupert-Flod - Ruphia - Ruppia - Ruppin - Ruprecht, Prins af Pfalz - Ruprecht, Kurfyrste af Pfalz, tysk Konge - Ruprecht, Maria Luitpold Ferdinand - Ruptur - rural - Rurer - Rurik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Antwerpen. R. har Teglbrænding, Skibsbygning og
(1920) 3225 Indb. Her fødtes 1512 den kendte
Kartograf Mercator.
(M. Kr.). G. G.
Rupert, den Hellige, levede i 7. Aarh.,
men hans Liv er indhyllet i Sagn. Han kaldes
Bayerns Apostel, og han har ogsaa virket for
Kristendommens Sag i Bayern, men den første
Missionær har han ikke været. Hans Liv er
sagnagtig skildret i »Gesta sancti Hrodberti«
fra c. 800 (udgivet i »Archiv für österreichische
Geschichte«, 1882). (Litt.: Friedrich, »Das
wahre Zeitalter des heiligen R.« [1866]).
A. Th. J.
Rupert fra Deutz [dö^yts]. Mystiker, f. i
Slutn. af 11. Aarh., d. 4. Marts 1135, fra 1120
Abbed i Deutz, hvor han døde. R. var en meget
frugtbar Forf., og navnlig har han skrevet
eksegetiske Værker, saaledes Fortolkninger til Job,
Joh. Aab., Højsangen, de 12 smaa Profeter og
Prædikeren, men ogsaa andre Værker,
deriblandt De voluntate dei, hvori han skarpt
angriber to af Tidens største Teologer Vilhelm
fra Chalons og Anselm fra Laon, og med
Vilhelm disputerede han i den Anledning mundtlig
i en stor Forsamling i Chalons. R. følger
Augustin ved Spørgsmaalet om Guds Skabervilje
og det ondes Forhold til denne, men fører
Tankerne videre ud: Det onde ændrer ikke Guds
opr. Verdensplaner, Gud havde forud for det
ondes Opkomst hestemt at lade Sønnen
inkarneres: det onde kolliderer heller ikke med
Begrebet Guds Almagt, thi det onde er i sig selv
kun negativt. Sine dogmatiske Anskuelser har
han især udviklet i Commentarius de operibus
sanctæ Trinitatis i 42 Bøger, halvt et eksegetisk,
halvt et dogmatisk Værk, hvori han
gennemgaar næsten hele Bibelen og udlægger den, men
ganske vist uden hermeneutisk Metode, med
stadige mystiske Allegoriseringer.
Transsubstantiationen lærte R. ikke, han holdt paa
Elementernes Bevarelse, og derfor blev han senere
angreben. Den bedste Udgave af R.’s Skr er
Udgaven i Venezia 1751.
A. Th. J.
Rupert-Flod [’ru.pət], Flod i Dominion of
Canada, udspringer i Lake Mistassini i Prov.
Quebec, strømmer i vestl. Retning og udmunder
efter et Løb paa 480 km i James-Bugten.
G. Ht.
Ruphia [-fi-], se Ladon.
Ruppia, se Havgræs.
Ruppin, se Neu-Ruppin.
Ruprecht [’ru.prækt] (eng. Rupert), Prins
af Pfalz, eng. Kriger, f. 17. Decbr 1619 i
Prag, d. 29. Novbr 1682, tredje Søn af Kurfyrst
Frederik, Konge af Bøhmen, og Elisabeth, Jakob
I’s Datter, kæmpede først i Trediveaarskrigen.
I den eng. Borgerkrig blev han 1642 Karl I’s
Rytteranfører og nød Ry som uovervindelig, til
Cromwell slog ham ved Marston Moor 1644. Da
han overgav Bristol til Fairfax efter Slaget ved
Naseby, fik han Kongens Ugunst og forlod
England, men traadte 1648 i Prins Karl (II’s)
Tjeneste som Flaadens Fører; hans Plan om at
hjælpe Karl I fra England mislykkedes, og fra
nu af førte R. et eventyrligt Korsarliv langs
Portugals, Spaniens, Afrikas og Vestindiens
Kyster, ofte haardt forfulgt af Admiral Blake;
af de Priser, der opbragtes, levede for en Del
Karl (II) og hans Hof, indtil R. opgav sine
Farter 1653. Efter 6 Aars Afbrydelse kom R. 1660
atter i Kong Karl II’s Tjeneste. To Gange førte
han Flaaden mod Hollænderne 1666 og 1672,
men disse vandt. R. var den udprægede
»Kavaler«, stærk og høj, Englands bedste
Tennisspiller og syslede desuden med Matematik og
Kemi; Opfindelsen af Prinsmetal tillægges ogsaa
ham. Han døde som Guvernør i Windsor.
(Litt.: Eva Scott, Rupert, prince palatine
[1904]; K. Hauck, »R. der Kavallier« [1906]).
(J. L.). H. J-n.
Ruprecht [’ru.prækt], Kurfyrste af Pfalz,
tysk Konge (1400—10), f. 1352, d. 18. Maj
1410, ledede Kurfyrsterne, som afsatte Kong
Wenzel, og blev straks derpaa 21. Aug. 1400
valgt til Konge efter at have lovet at regere i
Overensstemmelse med Kurfyrsterne. Hans
Magt over Riget blev kun ringe, Aachen lukkede
sine Porte for ham, saa han maatte krones i
Köln, og da han med en Lejehær søgte at
erobre Milano fra Galeazzo Visconti, led han et
Nederlag mod Condottiererne Oktbr 1401. Ved
hans Død var Riget splittet, og Wenzel
opretholdt endnu sit Krav paa Kronen. (Litt.:
Lindner, »Gesch. des deutschen Reiches
unter Wenzel« [1880]; Kotzschke, »R. von
Pfalz und das Konzil von Pisa« [1889]).
(J. L.). H. J-n.
Ruprecht [’ru.prækt], Maria Luitpold
Ferdinand, fhv. Kronprins af Bayern, f.
1869, ældste Søn af Kong Ludvig III og
Dronning Maria Theresia. Ved Verdenskrigens
Udbrud var han Generaloberst og
Generalinspektør for IV Inspektion og overtog Kommandoen
over VI Armé, med hvilken han Aug. 1914
angreb og kastede Franskmændene i Lorraine.
Flans Hær overførtes snart efter til Artois og
Flandern. Baade som Arméfører og som
Øverstbefalende over den nordlige Gruppe af Hære
paa Vestfronten (fra 1917) udviste R. stor
Dygtighed; han udmærkedes 1914 med
Feltmarskalværdigheden. Novbr 1918 gav han Afkald paa
sine Rettigheder samtidig med Faderens
Abdikation. Han har skrevet »Rejseerindringer fra
Østasien« (1904) og har været 2 Gange gift, først
med Prinsesse Marie af Bayern og senere med
Prinsesse Antonia af Luxemburg.
E. C.
Ruptur (lat.), d. s. s. Bristning,
Sprængning.
rural (lat.), landlig.
Rurer, se Rankefødder.
Rurik [russ. ’rjurik], Grundlægger af
det russiske Rige, Hersker i Novgorod,
indkaldt 862(?), d. 879. Den russ.
Historieskriver Nestor beretter, at Slaverne, der levede i
indbyrdes Strid, gik til Varægerne ell. »Rus«,
som de kaldtes, og bad disse komme og regere
over deres Land. De tre Brødre Rurik, Sineus
og Truvor drog da til dem over Havet med hele
Folket Rus 862(?). — Dette Folk, efter hvem
Landet fik Navn, synes at stamme fra
Skandinavien, da Finnerne kaldte Svenskerne Rus. R.
blev Hersker i Novgorod, hans Efterfølger Oleg
flyttede Herskersædet til Kijev. R.’s Æt uddøde
med Ivan den Skrækkeliges Søn Feodor 1598.
(Litt.: Vilh. Thomsen, »Ryska rikets
Grundlägning genom Skandinaverna« [1882], paa
Dansk i »Samlede Afhandlinger«, I; Rambaud,
»Ruslands Historie« [oversat af Thorsøe];
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
