Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rusland (Sprog) - Rusland (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som ikke i det enkelte kan paavises — som Følge
af krigerske Erobringer ell. fortsat stille
Bosættelse af Russere, under Indflydelse af
Kristendommen ell. ved Statens Magt — har det
efterhaanden, paa Bekostning af andre
Nationaliteter, som det store Riges herskende Fællessprog
bredt sig navnlig mod N. og Ø. lige til det Stille
Hav og selv ind over Dele af Central-Asien.
Undersøgelsen og Grupperingen af Sprogets
Dialekter er endnu i sin Barndom; men for øvrigt
er Forskellighederne i saa Henseende langt
ringere, end man skulde vente efter Sprogets
store Udbredelse, nærmest vistnok fordi det først
saa sent har slaaet Rod over sit uhyre
Omraade, at væsentligere Dialektforskelligheder
endnu ikke har haft Tid til at udvikle sig uden for
Sprogets oprindelige begrænsede Hjem. I
Litteraturen brugtes fra først af ikke selve
Folkesproget, men baade paa lille og storruss.
Omraade det med Kristendommen modtagne
sydslaviske Litteratursprog, det »oldslaviske« ell.
oldbulgariske, dog altid med Tilsætning af en
mere ell. mindre stærk russ. Farve. I denne
Form, hvorom særlig bruges Benævnelsen
Kirkeslavisk (ogsaa Slavonsk), er det endnu stedse
den ortodokse Kirkes Sprog. Først med Peter
den Store fastslaas ogsaa paa dette Punkt den
store Reform, hvorved Talesproget
efterhaanden arbejdes frem til at være Norm for det
almindelige Skriftsprog. Det sker dog kun
gennem en længere Gæringstid, og mangfoldige
Reminiscenser af Kirkeslavisk har faaet saa fast
Rod, at de ikke mere kan udryddes, f. Eks.
graždanin, Borger, efter ægte russiske
Lydlove gorožánin, Byboer, prach, Støv,
Muld, (en afdøds) Aske, men póroch, Krudt
o. m. a. Ogsaa Retskrivningen har hidtil paa
mange Punkter holdt fast paa det traditionelle
imod Udtalen, især for visse Selvlyds Vedk.
(smlg. Russisk Alfabet), f. Eks. мое,
moe, udt. majå’, гнъзда, gnězda, udt.
gnjå’zda, Flertal af гнъздо, gnězdo, udt.
gnjæzdå’, Rede, добраго, dobrago (Gen. af
dóbryj, god), udt. då’brava, худаго,
chudago (Gen. af chudój, slet), udt. chudå’va.
Grammatikker. Den første russ.
Grammatik skyldes den tyske Lærde Henr. Wilh.
Ludolf: Grammatica russica (Oxford 1696), i
hvis Fortale han med Beklagelse omtaler
Forskellen mellem Skrift- og Talesprog i R. og
ønsker, at Bogen maa overbevise Russerne om, at
der godt kan skrives paa Folkesproget. Den
første Grammatik paa Russisk skyldes M. V.
Lomonósov (1755). Kortere ell. udførligere, i
R. meget ansete, nu dog forældede
Grammatikker haves af N. Gretsch (bl. a. »Prostrannaja
grammatika russkago jazyka« [1827, 2. Udg.
1830], overs. paa Fransk af Reiff: Grammaire
raisonnée de la langue russe [2 Bd.,
Petrograd 1828—29]) og A. Vostókov (»Russkaja
grammatika« [1831, 12. Udg. 1874] og den lille
»Sokraščennaja russkaja gramm.« [1831, 16.
Udg. 1877]). Vigtig, men dog nu trængende til
Afløsning er Buslájev’s historiske Gramm.
(»Istoričeskaja grammatika russkago jazyka«
[1858, 4. Udg., Moskva 1875]). Endvidere kan
bl. a. nævnes J. Grot, »Filologičeskija
razyskanija« (ɔ: Filologiske Undersøgelser) (2. Udg.,
Petrograd 1876), Sobolevskij, »Lekcii po
istorii russkago jazyka« (ɔ: Forelæsninger over
det russiske Sprogs Historie) (2. Udg.,
Petrograd 1891). Selvfølgelig er Russisk ogsaa
behandlet i Miklosich’s »Vergleichende
Grammatik der slavischen Sprachen«. Særlige
Grammatikker paa Tysk haves f. Eks. fra den nyere
Tid af Vymazal, Asbóth, Berneker o.
a.; paa Dansk har vi en fortrinlig »Russisk
Grammatik« af Holger Pedersen med en
dertil sig sluttende »Russ. Læsebog med Noter
og Glossar« (begge 1916), samt en kortere
»Lærebog i Russ. for Begyndere« af I.
Stchelkunoff (1915). Af C. W. Smith haves
»Kortfattet Lære om de russiske Verber« (Kbhvn
1871). Blandt paalidelige »praktiske«
Elementarlærebøger kan nævnes Pihlemann,
»Prakt. Leitfaden zum Erlernen d. russ. Spr.«
(mange Oplag), bearb. paa Svensk af M.
Lindforss, »Prakt. lärobok i ryska språket«
(Helsingfors 1874 og senere). Nævnes maa ogsaa P.
Boyer og N. Speranski, Manuel pour
l’étude de ta langue russe (Paris 1905). Den
vanskelige russiske Accentuation er særlig
behandlet bl. a. af L. Kayssler, »Die Lehre
vom russ. Accent« (Berlin 1866) og A.
Bystrow, »Regeln über den Accent in der russ.
Sprache« (Mitau 1884). — Ordbøger. Paa
Russ. alene haves de to af Videnskabernes
Akademi udgivne: »Slovaŕ Akademii Rossijskoj«
(ɔ: det russ. Akademis Ordbog) (6 B.,
Petrograd 1806—22) og »Slovaŕ cerkovno-slavjanskago
i russkago jazyka« (ɔ: Ordbog for det kirkeslav.
og russ. Sprog) (smst. 1847, 2. Udg. 1867—68),
samt den for det nyere Sprog vigtige Ordbog af
V. I. Dal, »Tolkovyj slovar živago
velikorusskago jazyka« (ɔ: Ordbog med Forklaringer for det
levende storruss. Sprog) (4 Bd., Moskva
1863—66); ny Udg., begyndt 1903); endvidere den
ligeledes af Akademiet udgivne, nu lidet
tilfredsstillende »Opyt oblastnago velikorusskago
slovarja« (ɔ: Forsøg til en russ. Dialektordbog)
(Petrograd 1852). For Dansk har vi Kure,
»Russ.-Dansk Ordbog« (1916) og
Stchelkunoff, »Dansk-Russ. Lommeordbog« (1916). Bl.
Ordbøger til og fra Tysk maa fremhæves deri
af J. Pawlowsky (Riga 1856, 1867, 2. Udg.
1879) og af Booch, Frey & Messer
(Leipzig 1874), til og fra Fransk den af N. P.
Makaroff (Petrograd 1867 og senere).
Vilh. Th.
Litteratur.
Da Fyrst Vladimir af Kijev 988 havde ladet
sig døbe, var Vejen banet for Kristendommens
Indtrængen i R., og med Kristendommen kom
det slaviske Alfabet, dannet paa Grundlag af
det græske. Dermed var Muligheden givet for
en skreven Litteraturs Opstaaen. Russerne var
paa denne Tid underkastet en stærk
Paavirkning fra Sydslaverne, der allerede tidligere var
kristnede, og som var mere fremskredne i
Kultur. Fra de sydslaviske Lande kom de første
Bøger til R. Det var næsten udelukkende
kirkelige Skrifter, overs. fra Græsk til Oldbulgarisk.
Efterhaanden som denne ældste Litt. blev
afskrevet af indfødte Russere, fik Sproget en
Tilblanding af Afskrivernes egen Dialekt. Paa
denne Maade opstod det russiske Kirkesprog, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
