Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rusland (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
muzykant« (»Den blinde Musiker«) og den
selvbiografiske Beretning »Istorija moego
sovremeninka«, (»En af mine samtidiges Historie«). Langt
mindre betydelig, men uhyre produktiv er
Potapenko, dog har hans Skildringer fra
Præsternes Liv en Del Interesse.
Anton Tschechov (1860—1904)
begyndte sin litterære Løbebane med ofte ganske korte
Smaafortællinger, der undertiden med deres
vittige og knappe Form kunde minde om
Maupassant. Senere har han ogsaa skrevet Skuespil
(»Ivanov« [1888], »Čajka« (»Maagen«], »Djadja
Vanja« [»Onkel Vanja«], »Tri sestry« [»Tre
Søstre«], »Višnevyj sad« (»Kirsebærhaven«]), der er
uden nogen videre bevæget Handling, men fulde af
Stemning, og som virker stærkt ved deres fine
og forstaaende Menneskeskildringer. Gennem
hele Tschechovs Produktion gaar en stærkt
pessimistisk Tone, særlig hvor han, som han ofte
gør, skildrer russ. Provinslivs sløvende og
ødelæggende Virkning paa de Mennesker, der gror
fast i en Afkrog. En endnu mørkere Farve
hviler over Fedor Sologubs Romaner og
Fortællinger. Han skildrer med Forkærlighed Børn,
men oftest de sygelige ell. abnorme, og han har
i sin Roman »Melkij běs« (»Den lille Djævel«)
givet et Billede af russ. Provinsliv, der ikke blot
er haabløst trist som hos Tschechov, men tillige
frastødende i sin Hæslighed. Mærkeligt nok
synes det, som om Krigen og Revolutionen hos
ham først har vakt den Kærlighed til Livet og
Sans for dets Skønhed, som mærkes i hans
sidste Digte, men som han før fuldstændig
manglede.
Bl. de yngre russ. Forf. har faa vundet et saa
stort Navn ogsaa i Udlandet som Maksim
Gorkij (ɔ: Aleksej Pjeschkov, f. 1868). Hans
særlige Omraade er Skildringen af
Landstrygere, som han gennem sit eget omflakkende Liv
har kunnet lære nøje at kende. Mange af hans
Typer er af stor Interesse, men undertiden
virker hans Proletarheltes Filosofi ikke ganske
ægte, og i Aarenes Løb har det skadet ham som
Kunstner, at han blev mere og mere overbevist
Marxist og i Tide og Utide gjorde socialistisk
Propaganda. Til hans bedste Fortællinger hører
»Foma Gordejev«. Som dram. Forf. har han med
»Na dně« (»Paa Bunden«) vundet en betydelig
Sejr. Hans Selvbiografi, der udkom i Aarene
1913—23 (»Dětstvo« [»Barndom«], »V ljudjach«
[»Mellem Fremmede«], »Kak ja učilsja« [»Mine
Skoleaar«]) maa regnes mellem det allerbedste
inden for russ. Memoirelitteratur.
Leonid Andrejev (1871—1919) har ved
Siden af enkelte talentfulde og stærkt virkende
realistiske Skildringer (saaledes »Razskaz o semi
pověšennych« [»Fortællingen om de syv
hængte«]) skrevet en Rk. af Fortællinger og Dramaer,
der i deres Uklarhed og hysteriske Jagen efter
Sensation undertiden kan virke næsten parodisk.
Bedst bl. hans dram. Arbejder er »Savva« (1906).
1915 har han i »Igo vojny« (»Krigens Aag«)
givet udmærkede Billeder af Krigens
Virkninger paa de hjemmeværende.
Som Virkelighedsskildrere kan endnu nævnes
Tschirikov (f. 1864), Veresajev (ɔ:
Vikentij Smidovitsch) med sine Bondenoveller
og »Zapiski vrača« (»En Læges Optegnelser«
1901) og Alexander Kuprin (f. 1870), der
med sit skarpe Blik for realistiske Detailler har
givet gode Billeder særlig fra Officerslivet.
I 90’erne begyndte der en Tilbagegang i
Realismens hidtil ubestridte Herredømme inden for
den russ. Litt. Længe havde den litterære
Kritik hævdet de sociale Problemer som de
eneste passende Emner for Digtningen og forudsat,
at disse Emner skulde behandles ud fra en
materialistisk Livsopfattelse og uden for stort
Hensyn til den kunstneriske Form. Hos mange unge
Forf. mærkedes der nu en stærk Opposition
mod disse Læresætninger og en Stræben bort
fra Naturalismen, og skønt disse unge i øvrigt
var indbyrdes meget forskellige, blev de
efterhaanden sammenfattede under Betegnelsen
Dekadenter. Fælles for dem var, at de tillagde
Formen stor Bet. En typisk Repræsentant for
Dekadenterne var Balmont (f. 1867) der er
en stor Sprogkunstner og betydelig baade som
original Lyriker og som Oversætter. Valerij
Brjusov (f. 1873) har skrevet smukke og
formelt mesterlige Digte, men har til Tider ikke
undgaaet det affekterte og kunstlede. Som
Lyriker har ogsaa Vladimir Solovev
(1853—1900), R.’s betydeligste filos. Forf., vundet sig
et Navn. Merezhkovskij (f. 1865) har
særlig gennem sin Kamp mod Materialismen
Berøring med Dekadenterne. Mest kendt er han ved
sine store Romaner: Trilogien »Christ i
Antichrist« (»Kristus og Antikrist«), hvis enkelte
Dele behandler Julian Apostata, Leonardo da
Vinci og Peter den Store og hans Søn Aleksej,
og de tre sammenhørende Romaner fra R.’s
Historie: »Smert Pavla I« (»Poul I’s Død«),
»Aleksander I« og »14. December«. Desuden har
han skrevet Digte og litterære Essays. — Som
Digtere, der staar Dekadenternes Gruppe nær,
kan endnu nævnes: Vjatscheslav
Ivanov, Ivan Bunin og Kuzmin.
R.’s Litt. i de seneste Aar har tilfulde været
præget af de Rystelser, Landet har
gennemgaaet, og endnu vilde det næppe være gørligt at
udpege det, der har blivende Værdi, bl. dette
Kaos af Navne og litterære Retninger, der med
utrolig Hast afløser hinanden. Bl. de Forf., hvis
litterære Ry var fastslaaet allerede inden
Krigen, maa dog nævnes Alexander Blok
(1880—1921), der med sin Digtning fra Vinteren
1917—18 »De tolv« har vakt Interesse ogsaa
uden for R., og Andrej Bjelyj (ɔ: Boris
Bugajev, f. 1880), der foruden Digte har skrevet
Romanerne »Serebrjanyj golub« (»Sølvduen«, 1910)
og »Peterburg« (1912), og som i »En Særlings
Optegnelser« (1923) har skildret Tiden 1914—18.
— Mellem de yngste, hvis Virksomhed helt
falder under Krigen og Revolutionen, synes det,
som fl. har vist Talent, saaledes Bondesønnen
Sergej Jesenin og Vsevolod Ivanov.
(Litt.: Hovedværket inden for russ.
Litteraturhistorie er: Pypin: »Istorija russkoj
literatury«, 1—4. 1902—03. — Desuden findes forsk.
Fremstillinger paa vesteuropæiske Sprog, bl. a.
A. von Reinhold, »Geschichte der russischen
Litteratur« [Leipzig 1886]; A. Brückner,
»Geschichte der russischen Litteratur« [Leipzig 1905];
P. Kropotkin, Ideals and realities in Russian
litterature [London 1905]; Alfr. Jensen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
