Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rusland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
efter en 3-aarig Krig med Persien (1722—24)
erhvervede sig Landskaberne Gilan, Mazenderan
og Astrabad. Sin Søn Alexej, der paa enhver
Maade trodsede ham og hyldede
gammelrussiske Anskuelser, lod Peter dømme til Døden
(1718), og 1725 udstedte han en Ukas, som
bestemte, at Tronfølgen skulde overlades til den
til enhver Tid regerende Hersker. Han døde
imidlertid selv, inden han fik truffet Bestemmelse
om, hvem der skulde være hans Efterfølger.
Efter Peter fulgte hans Gemalinde
Katharina I (1725—27), der regerede under
Menschikov’s Ledelse. Hendes Efterfølger, den
umyndige Peter II (1727—30), en Søn af den
henrettede Tsarevitsch Alexej, stod fuldstændig
under Indflydelse af Dolgorukij’erne, som
fjernede Fyrst Menschikov fra hans Magtstilling.
Da Anna (1730—40), Peter’s Broderdatter,
siden 1711 Enke efter Hertug Friedrich af
Kurland, besteg den russ. Kejsertrone, søgte
Dolgorukij’erne o. a. Stormænd at indskrænke den
kejserlige Magt, men dette Forsøg endte med,
at Dolgorukij’erne styrtedes, og der dannedes
da et Kabinet, i hvilket Münnich, Ostermann og
Biron spillede Hovedrollen. I den polske
Tronfølgekrig erobrede en russ. Hær
Danzig, og R.’s Tronkandidat, August III af
Sachsen, blev Konge i Polen. R. sikrede sig
saaledes sin Indflydelse i Polen, og Biron,
Kejserinde Anna’s Favorit, fik Kurland som polsk Len.
Under Münnich’s Overanførsel førtes der
(1735—39) en Krig med Tyrkiet. Asov og
Otschakov stormedes, Tyrkerne blev slaaede ved
Stavutschani 1739, og Fæstningen Chotin
erobredes. Men R.’s Forbundsfælle, Østerrig, førte
Krigen uden Eftertryk og sluttede 18. Septbr
1739 den overilede Fred ved Belgrad. R. maatte
tiltræde denne og atter udlevere, hvad det
havde erobret med Undtagelse af Asov, som dog
blev sløjfet.
Efter Anna fulgte den umyndige Ivan VI
(1740—41), Søn af hendes Niece Anna
Leopoldovna og Hertug Anton Ulrik af
Braunschweig, under Biron’s, og da denne styrtedes
af Münnich, under Moderens Regentskab. Men
Anna viste sig ikke sin Stilling voksen, og da
hun i den udenrigske Politik sluttede sig til
Østerrig, traadte Münnich tilbage. Ved en
Sammensværgelse blev Regeringen styrtet, den
2-aarige Ivan blev sendt til Schlüsselburg, Anna
og hendes Gemal fik Ophold i Kholmogor, og
Münnich og Ostermann blev sendt til Sibirien.
Derpaa udraabte de sammensvorne Peter den
Store’s yngste Datter Elisabeth (1741—62)
til Kejserinde. Under Frankrigs Paavirkning
havde Svenskerne allerede i Sommeren 1741
begyndt en Krig mod R., men var blevne slaaede
3. Septbr 1741 ved Vilmanstrand. Endnu
uheldigere forløb Felttoget for Svenskerne 1742, idet
de maatte prisgive Fæstningen Frederikshamn
med betydelige Forraad, og en sv. Hær paa
17000 Mand maatte strække Vaaben i
Helsingfors. Næsten hele Finland faldt i Russernes
Hænder, men i Freden ved Åbo (4. Juli 1743)
blev det erobrede Land givet tilbage til Sverige,
efter at det sv. Rigsraad paa Elisabeth’s Ønske
havde valgt den russ. Tronfølgers Onkel,
Hertug Adolf Fredrik af Holsten, til sv. Tronfølger.
R. beholdt kun Kymmenegård og Nyslott.
Elisabeth’s Hof i Petrograd var en Tumleplads for
de europæiske Hoffers Rænker, og
Udenrigsministeren, Grev Bestuschev, var yderst
tilgængelig for fremmed Indflydelse. I den østerrigske
Arvefølgekrig stillede han sig paa Englands og
Østerrigs Side, og ved at opstille russiske Hære
indvirkede han paa Fredsslutningerne i
Dresden og Aachen. I Syvaarskrigen stod
Elisabeth paa Østerrigs Side, og Sejrene ved
Grossjägerndorff og Kunersdorf viste, at R.’s
Hære allerede var i Stand til at tage Kampen
op med Vesteuropas. Under Elisabeth’s
Regering fortrængtes den tyske Indflydelse af den
franske. 1755 grundlagdes i Moskva det første
Univ., og 1757 stiftedes i Petrograd »Akademiet
for de skønne Kunster«.
Elisabeth efterfulgtes af Peter III
(5. Jan.—9. Juli 1762), Hertug af Holsten-Gottorp og Søn
af Peter den Store’s Datter Anna Petrovna.
Kejseren, der var en lidenskabelig Beundrer af
Frederik den Store, sluttede straks
Vaabenstilstand og derefter, 5. Maj, et offensivt og
defensivt Forbund med Preussen. Han bevægede
ogsaa Svenskerne til at slutte Fred, rømmede
Pommern og Østpreussen og sendte Frederik en
Hjælpehær. Denne godvillige Opgiven af alle de
Fordele, der var tilkæmpede i det lange og
blodige Felttog, vakte megen Misnøje i Hæren, og
da Kejseren tillige indskrænkede Gejstlighedens
Indflydelse ved forsk. Reformer, opstod der alm.
Utilfredshed med ham. Hans Gemalinde,
Katharina af Anhalt Zerbst, benyttede sig af denne til
at styrte ham. 9. Juli 1762 blev han stødt fra
Tronen ved en Militæropstand og 17. Juli
myrdet af de sammensvorne i Slottet Roptscha.
Katharina II (1762—96) tog sig i sine
første Regeringsaar særlig af Rigets indre
Styrelse. Hun delte Riget paa ny i 50
Guvernementer, som atter inddeltes i Kredse, og
inddrog Lillerusland og de saporogiske
Kosakkers Distrikt i denne Inddeling. Hun
grundlagde Stæder og Landsbyer og søgte paa enhver
mulig Maade at fremme Agerdyrkning,
Bjergværksdrift, Industri og Handel. Endvidere søgte
hun at højne det alm. Dannelsestrin gennem
Anlægget af Skoler, Seminarier og Akademier.
Hendes gode Hensigter blev ikke altid
paaskønnede paa rette Maade, og Misfornøjelsen med
hendes Reformbestræbelser gav sig Udslag i
gentagne Uroligheder. En enkelt af disse,
Pugatschev’s Opstand (1773—74), antog saa
store Dimensioner, at den rystede hele Rigets
Grundvold.
I Udenrigspolitikken stillede
Katharina sig først og fremmest det Maal at bringe
Polen helt ind under russ. Indflydelse for
derved at forberede dets Indlemmelse i R. Hun
gennemførte 1764 sin Yndling Stanislaus
Poniatovsky’s Valg til Konge af Polen og hidførte ved
sin Indblanding til Gunst for Dissidenterne de
konfødereredes Opstand, ved hvis
Undertrykkelse russ. Tropper ydede deres Medvirkning.
Da disse under deres Forfølgelse af de
konfødererede stak den tyrkiske Stad Balta i
Brand, erklærede Sultanen R. Krig. I denne 1.
russisk-tyrkiske Krig (1768—74)
erobrede Russerne en Del af Bessarabien, og 1771
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
