Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rusland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I den indre Styrelse foretog Nikolaj kun faa
Reformer. Der blev oprettet et Ministerium for
det kejserlige Hus (1826), og et for
Rigsdomænerne (1837). Alle Ukas’er, der var udstedte
efter Tsar Alexej Michailovitsch’s »Uloshenie«,
samledes og sigtedes under Speransky’s
Ledelse, og de, som derefter stod i Kraft, udgik som
en selvstændig Lovsamling. Hærens Interesser
fremmedes gennem Oprettelsen af talrige
Militærskoler og Kadetkorpser. I Petrograd og
Moskva opførtes pragtfulde Slotte og offentlige
Bygninger. Men ethvert Fremskridt var banlyst,
og Kejserens Styrelse prægedes af den
strengeste Absolutisme. Embedsstanden var servil
opadtil, vilkaarlig nedadtil og fremfor alt uredelig
og bestikkelig. Til Trods for den høje
Brændevinsafgift var Finanserne i saa slet en
Forfatning, at de andre trykkende Skatter ikke kunde
afskaffes ell. formindskes. For Udviklingen af
Industri og Handel blev der kun gjort meget
lidt, og Samkvemmet med Udlandet
indskrænkedes til det mindst mulige for at hindre de
revolutionære Ideers Indtrængen i R. Rejser i
Udlandet tillodes kun i ringe Maalestok og da
mod en høj Pasafgift, og alle Bøger og Blade,
der indførtes, var underkastede en streng
Censur. Universiteterne stod under et nøje Tilsyn,
og fl. Aar igennem var de Studerendes Antal
indskrænket til et bestemt Tal. Paa Synoden i
Polotsk (1839) besluttede man at indlemme de
unerede gr. Kristne i de polske Provinser i den
russ. Statskirke, og til Trods for Pavens
energiske Protester blev dette Skridt gennemført, til
Dels med Magt. I Østersøprovinserne blev
henimod 100000 estiske og lettiske Bønder ved
falske Forestillinger overtalte til at antage den
gr.-kat. Tro, og det forbødes dem under den
strengeste Straf at vende tilbage til den lutherske.
Nikolaj betragtede sig imidlertid ikke alene som
Overhoved for den russ. Statskirke, men ogsaa
som Protektor for den gr. Kirke i Orienten, og
dette gav Anledning til Udbrudet af den femte
russ.-tyrk. Krig (1853—56), ell., som den
ogsaa kaldes, Krim-Krigen.
Kejseren troede nemlig, at Tiden nu var
kommet til at jage Tyrkiet ud af Europa og
indlemme Konstantinopel i det russ. Rige, og han
støttede særlig denne Tro paa den stærke
Magtstilling, R. indtog i Europa. Da Kejser Napoleon
III udvirkede en Firman til Gunst for de lat.
Kristne i Jerusalem, der led Overlast af de gr.,
og gennemførte, at Nøglen til Kirken i
Bethlehem blev frataget den gr. Patriark og
overgivet til den lat., rettede R. 1853 gennem Fyrst
Menschikov en Besværing til Porten i en saa
skarp Form, at Besværingen var sikker paa at
møde en Afvisning. Den russ. Krigserklæring
fulgte umiddelbart efter Afvisningen. Den tyrk.
Flaade blev overfaldet i Havnen ved Sinope, og
russ. Tropper rykkede ind i
Donau-Fyrstendømmerne og i Armenien. Men Felttoget, der var
begyndt med en sikker Følelse af Sejren, bragte
den ene Skuffelse efter den anden. De tyrk.
Tropper forsvarede Donau-Linien med største
Sejghed, England og Frankrig sluttede Marts
1854 en offensiv og defensiv Alliance med
Tyrkiet, og 28. Marts fulgte Krigserklæringen til R.
Østerrigerne tvang den russ. Hær til at rømme
Donau-Fyrstendømmerne, men Tyskland forblev
neutral. De forenede Magter angreb R. saavel i
Østersøen som i det sorte Hav. En eng.-fr. Hær
landede paa Krim, slog Russerne ved Alma og
begyndte Sevastopols Belejring. Russerne
forsvarede Fæstningen med stort Heltemod, og
Belejringen gjorde kun ringe Fremskridt. Til Trods
for Officerernes og Mandskabets Tapperhed var
den russ. Armé ikke i Stand til at fordrive de
Allierede fra Krim, og Grunden hertil maa
navnlig søges i, at Tilførslen af Levnedsmidler
og Kompletteringen med Mandskaber
vanskeliggjordes i høj Grad af de svagt udviklede
Samfærdselsmidler. De fjendtlige Flaaders
Blokering af de russ. Kyststrækninger virkede i
høj Grad ødelæggende paa den russ. Handel,
der nu kun kunde foregaa over Landgrænsen,
og Udgifterne til Krigen bragte Rigets
Finanser, som i Forvejen var slet forvaltede, i den
sørgeligste Tilstand. Krigens uheldige Gang
virkede i høj Grad nedtrykkende paa Tsaren, hvis
hidtil stærke Helbred begyndte at vakle, og han
døde pludselig 2. Marts 1855. Han efterfulgtes
af sin ældste Søn Alexander II (1855—81),
som var tvungen til at fortsætte Krigen, da
ingen af de krigsførende Magter vilde slutte
Fred, før der var sket en Afgørelse ved
Sevastopol. Men efter at Sevastopol var faldet (8.
Septbr 1855), og de russ. Vaaben havde faaet
Oprejsning ved Kars’ Erobring (27. Novbr),
sluttedes Freden 30. Marts 1856, paa
Paris-Kongressen. R. afstod Donau-Mundingerne samt en Del
af Bessarabien, gav Kars tilbage og maatte love
ikke at anlægge Arsenaler ved det sorte Hav
og ikke at holde større Krigsflaader i dette end
Tyrkiet. Det maatte tillige opgive
Protektoratet over de Kristne i Orienten og
Donau-Fyrstendømmerne, der stilledes under de europ.
Stormagters fælles Protektorat.
Krim-Krigen havde svækket R. saa stærkt, at
det foreløbig maatte afholde sig fra enhver
aktiv Udenrigspolitik. Men den havde til Følge, at
Regeringen med Iver kastede sig over indre
Reformer ug Besparelser. Allerede tre Uger efter
Paris-Freden ophævede Alexander Rigsværnet
og foretog en Reduktion af den staaende Hær.
I 4 Aar udskreves der ingen Rekrutter,
Skatterestancer til et Beløb af 24 Mill. Rubler blev
eftergivne, og der udstedtes en Amnesti for
dem, der var dømte p. Gr. a.
Dekabristopstanden 1825. Jernbanenettet fik en stærk
Udvikling, og en ny Toldtarif banede Vejen for en
Overgang fra Prohibitiv- til
Beskyttelsessystemet. Censuren anvendtes med mindre
Strenghed end før, og der opstod en russ. Presse, som
dog til Dels var meget afhængig af Regeringen.
Ogsaa paa Folkeskolevæsenets Omraade blev
der indført væsentlige Forbedringer, men den
vigtigste Reform var dog Ophævelsen af
Livegenskabet, som blev kundgjort
gennem et kejserligt Manifest af 3. Marts 1861.
De Livegnes Befrielse var uundgaaelig
nødvendig, hvis R. skulde hæve sig til en
Kulturstat, men vanskelig at gennemføre, da alle
Landboforsamlingerne, som skulde afgive deres
Skøn om Planen, udtalte sig mod
Emancipationen, som vilde formindske Godsejernes
Indtægter betydelig, især fordi den Afgift (Obrok),
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
